Rygmarvsrefleks. »Du skal bare klikke’ del’, skrive ’har det ikke taget overhånd?’, og så kører det«, forklarer ekspert i sociale medier Trine-Maria Kristensen om, hvorfor vi er så lynhurtige til at fælde dom over andre online.
Foto: PHILIP YTOURNEL

Rygmarvsrefleks. »Du skal bare klikke’ del’, skrive ’har det ikke taget overhånd?’, og så kører det«, forklarer ekspert i sociale medier Trine-Maria Kristensen om, hvorfor vi er så lynhurtige til at fælde dom over andre online.

Internettets domstol rykker hurtigt: »Vi er nogle vilde sataner i øjeblikket«

Internettet straffer hårdt, når det straffer. Herhjemme har en 18-årig pige, en radiovært, en fodboldfan og en pressemedarbejder oplevet det på egen krop.

Medier

»Fik lokket en halv mokai ned i lille S*****! Han tumler rundt og ser lidt små forvirret ud, gad vide hvorfor?«, lød det i en statusopdatering fra en 18-årig pige fra Nordjylland en torsdag aften i 2013.

Beskeden og billedet af sig selv og lillebroren delte hun på Facebook og Instagram sammen med tre smileys, der græd af grin. Men hun var tilsyneladende den eneste, der syntes, det var sjovt. Opdateringen blev delt flere tusinde gange på få timer og skabte stor forargelse. Nogle mente, drengen burde tvangsfjernes, og pigen blev politianmeldt. Politiet undersøgte familiens forhold og meldte, at alt var i orden, men den 18-årige lukkede efterfølgende sin facebookprofil.

For mange kunne ikke bremse den sødmefulde pegen fingre, når først de var i gang. Enkelte påpegede, at pigens mor fortalte, at drengen kun lige havde slikket på flasken med drikken, der holder en alkoholprocent på 4,5 procent, og at han bestemt ikke havde fået en halv Mokai. Men flertallet holdt fast i at stemple familien som sociale udskud, myndighederne burde holde øje med.

Redder os selv

»Vi er nogle vilde sataner i øjeblikket«, mener Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier og lever af at rådgive om brugen af dem.

Han sammenligner os – brugerne af nettet og de sociale medier – som børn i en slikbutik, hvor der ikke er nogen til at stoppe os, så vi æder og æder, til vi får ondt i maven. Og han tror ikke, vi kommer til fornuft foreløbig.

»Det er nyt, det glimter, og vi kan ikke lade være. Indtil vi har haft nettet imellem hænderne i en årrække og forstår, hvor det ender, når man gør sådan her, bliver det ved«.

Thomas Bigum påpeger, at man indenfor sociologien og antropologien taler om, at vi mennesker har et indbygget instinkt til at ville sladre. Det har både en ventileffekt og er med til at skabe sammenhold.

»Det bunder vel dybest set i stenalderkultur. Hvis vi en periode kan udstøde en anden, så er det ikke os selv, der bliver udstødt. Det er også derfor Paradise Hotel fungerer«.

Hvis vi en periode kan udstøde en anden, så er det ikke os selv, der bliver udstødt

Eller som Jon Ronson, der har skrevet den aktuelle bestseller 'So You've Been Publicly Shamed' formulerer det

»Vi definerer normalitetens grænser ved at flænse folk, der står uden for den, i stykker«.

LÆS ARTIKEL

Lemminger til det vender

Trine-Maria Kristensen har i ti år rådgivet om og undervist i strategier på de sociale medier og nettets udvikling mere generelt.

Hun mener, at den offentlige online-domstol findes i to versioner: En, hvor folk bevidst laver opslag for at skabe debat og en anden, hvor folk uforvarende kommer til at sætte nettet i svingninger.

»Voksne mennesker, der træffer beslutninger om at brokke sig og så skriver et debatindlæg og publicerer det, må selv stå på mål for det. Den efterfølgende debat må de tage med oprejst pande«.

Eksempler på denne første type er mødrene, der for nylig klagede over afviklingen af Frost-koncert i København, hvor tusinder af fremmødte småbørn ikke kunne se noget. De er blevet hånet og skældt ud, men har også svaret igen og holdt på deres.

»Det er værre der, hvor man uden selv at vide det, træder ved siden af. Man prøver måske bare at være sjov eller er lidt hurtig, og så kommer man til at skabe en flodbølge af forargelse. Der er ikke noget, folk får det rarere af end at være dybt forargede over noget, andre har skrevet. Det er supernemt at fremhæve, at man er et meget moralsk menneske ved at fremhæve noget dumt, andre har gjort«.

Det er en nem form for selvpromovering, fremhæver Trine-Maria Kristensen.

»Du skal bare klikke’ del’, skrive ’har det ikke taget overhånd?’, og så kører det. Der er noget med tempo. Hvis man skal være godt og grundigt forarget, skal man skynde sig så længe, der er benzin på bålet«.

Synd for fodboldtossen

Eksperten betegner os som lemminger, når vi rejser folkestorme uden omtanke.

Men hun påpeger, at det heldigvis ofte er sådan, at når forargelsen topper, så kommer der en modreaktion, hvor nogle tør gå imod flodbølgen.

Med de fremkomsten af sociale medier er internettet blevet en brutal, offentlig gabestok, hævder forfatter i ny bog. Kilde: Politiken.tv / Journalist: Birgitte Kjær, Tilrettelæggelse: Nima Hajarzadeh, Klip: Johannes Skov

Et eksempel på, at vi også kan bruge de sociale medier til at tilgive og endda hjælpe dem, der har været en tur i gabestokken, er sagen om den såkaldte fodboldtosse - alias Ronni Nørvig, der i 2007 løb ind på banen under en landskamp for at tæske dommeren. Resultatet blev, at kampen blev stoppet, og Danmark tabte 0-3 i en kamp, der ellers kunne have sendt holdet videre til EM. Ronni Nørvig blev hængt ud på avisforsider og latterliggjort på en stribe netsider, og i retten blev han dømt til at betale en bøde på 1.869.269 kroner til DBU.

LÆS ARTIKEL

»Jeg skammer mig noget så forfærdeligt«, fortalte han efterfølgende i Aftenshowet, hvor han stod frem og fortalte om sine to små børn, konen, der havde støttet ham, voldstrusler, panikanfald og morens nylige død. Tossen blev til et menneske og vakte empati, så danskerne fortrød deres hetz og i stedet vendte deres vrede mod DBU. Der blev oprettet en Facebook-gruppe ved navn ‘Indsamling til fodboldtossen’, og den nåede at have mere end 13.000 medlemmer og indsamlede godt 80.000 kroner til Ronni Nørvig.

Hvis man googler hans navn i dag, er det ikke forargede artikler eller henvisninger til fodboldtossen, der dukker op. I stedet er første hit det undskyldende og næsten muntre Ekstra Blads-interview ’Ronni: Jeg gør det aldrig mere’.

Hængt ud for plagiat

Et andet eksempel på én herhjemme, der har fået kraften i de sociale medier at føle, er en lokalradiovært, som forbrød sig mod netetiketten. Og siden blev nådigt anonymiseret af én af dem, han lagde sig ud med.

I 2013 var manden, vi her kan kalde Rasmus Åberg, flittig på Twitter og strøede om sig med vittige kommentarer. Problemet var blot, at de ikke var hans egne, men kommentarer, som han havde kopieret fra andre Twitter-profiler. Hans snyderi blev opdaget, og resultatet var, at han fik en pæn del af de danske Twitter-brugere på nakken.

Det blev en sport at hænge ham ud, hashtagget #stjåletafRasmusÅberg blev populært, og nogle af kommentarerne til ham lød »Den vildeste Castberg/Penkova klo(v)n!«, »Dortmund er videre. Real Madrid spiller klamt. @RasmusÅberg stjæler jokes. Intet nyt under solen!«, »Var fornærmet over at @RasmusÅberg ikke havde stjålet nogle af mine jokes.. men.. man skulle bare lidt ned… #idiot«.

Resultatet blev, at Rasmus Åberg til sidst lukkede sin profil og i øvrigt sørgede for at slette kritiske indlæg på sin Facebookside og Google+-konto for at lægge låg på sagen.

Onlinefænomenet Leoparddrengen, der med sine mange og satiriske opdateringer på blandt andet blog og Twitter er velkendt i det digitale univers, tog i begyndelsen del i den offentlige udskældning af Rasmus Åberg. Han var selv blevet kopieret af radioværten og følte, at det var retfærdigt, at han blev hængt til tørre.

»Folk følte sig direkte trådt over tæerne, enten personligt eller fordi man følte hans handlemåde ødelagde en del af Twitter«, forklarer Leoparddrengen, der selv ønsker at forblive anonym, i en mail.

Men da Rasmus Åberg efter den hårde medfart slettede sin profil, trak Leoparddrengen også stikket og slettede sine kritiske indlæg om ham.

»Og jeg var faktisk også lidt nervøs for hans mentale sundhed på dette tidspunkt; ikke så meget på grund af sagen (som jeg ikke vil betegne som mobning, men det kan næppe have været sjov), mere på grund af hans ageren i hele forløbet. Man kan vel sige, det er lidt praktisering af the right to be forgotten, inden Google indførte det (se faktaboks, red.) — jeg syntes grundlæggende ikke, det skulle hænge over ham for altid«, forklarer Leoparddrengen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det var der risiko for. Et blogindlæg, han havde skrevet om Rasmus Åberg og hans plagiering havde fået rigtigt mange +1'ere, hvilket ville betyde, at det sandsynligvis ville dukke op som det første meget længe, hvis man søgte på Rasmus Åbergs navn - hvis det havde fået lov til at blive liggende online.

Rasmus Åberg, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt, har ikke selv ønsket at udtale sig om hændelserne, men bekræfter, at han lukkede sin Twitter-konto efter forløbet.

Vær som en pingvin

Men det er ikke nødvendigvis en klog strategi, hvis man skal tro eksperterne. Både Thomas Bigum og Trine-Maria Kristensen anbefaler, at man skal tage ordet, hvis man vil renses efter at have været en tur i nettets gabestok.

»Stik ikke hovedet i busken som en struds, slå ud med armene som en pingvin og sig undskyld. Lav flere gode historier, end der er dårlige, så det tipper den anden vej. Man kan fjerne falske påstande, man kan oprette en personlig hjemmeside og tage sit mellemnavn i brug«, anbefaler Thomas Bigum.

»Mit råd vil være: Tal om det. Få din version af historien ud, så det bliver balanceret«, lyder det fra Trine-Maria Kristensen.

Som eksempel peger hun på Ditte Okman, som blev udskammet efter Michael Jeppesen på sin blog på politiken.dk gengav nogle af de bramfri vendinger, hun på Facebook beskrev medmennesker med.

En ansat i kiosken på Christiansborg kaldte hun »en fucked up medicineret psykisk syg« kvinde, der »helt hæmningsløst hælder ud af sit triste lorteliv«. »Frank Jensen ser liderlig ud på den virkelig klamme måde«, skrev hun. Og syntes, at »Vibeke Storm ser fed, rig og svinsk ud«.

LÆS ARTIKEL FRA ARKIV

Men den rive skulle hun ikke have trådt på. Ikke offentligt, hvor den slags har det med at rejse sig op i ansigtet på fodtøjets ejer. De barske sætninger blev flittigt delt og dækket. Ofte med lige så barske kommentarer.

Hun blev kaldt luder, og nogle mente, at hun skulle dræbes, og at hendes venner kun havde det godt, når de sad sammen og drak vin og svinede folk til.

»For mig var Facebook et forum, hvor jeg kunne være hudløst ærlig og tillade mig at bruge en værtshusjargon, som man kun kan blandt venner«, sagde hun til Alt for Damerne, da hun 9 måneder senere omsider vovede sig frem igen.

I den første måned sad hun bare og stirrede ud i luften og undgik så vidt muligt at følge med i føljetonen om landets mest ondskabsfulde pressemedarbejder, fortalte hun. Sit job så hun sig nødsaget til at sige op. Hun ønsker i dag ikke over for Politiken at rippe op i den gamle sag, siger hun, men har siden rejst sig og bruger i dag sin bramfrihed som vært i Radio 24syv, hvor hun fremhæves som »hæmningsløs, hudløs og ærlig«.

Da Ditte Okman-sagen rullede, var jeg sikkert selv topforarget, men hun har formået at rejse sig efterfølgende

»Da Ditte Okman-sagen rullede, var jeg sikkert selv topforarget, men hun har formået at rejse sig efterfølgende. Ikke fordi jeg synes, hun er blevet supersympatisk, men hun har kunnet brande sig selv som klassens frække pige og fået et radioprogram«, påpeger Trine Maria Kristensen.

Skriver som sad de på værtshus

Men det er et greb, der selvsagt er forbeholdt de stærke. Og er der forskel på folk i den analoge verden, vokser den bare i den digitale. Eller som Marianne Steen, der med sit firma Prodii hjælper virksomheder og personer med at bygge en digital identitet, siger:

»Der er opstået en digital elite. Jeg skal nok klare mig. Og politikerne skal også nok klare sig. For vi er vant til den skriftlige kommunikation, mens andre skriver, som de ville tale, hvis de sad nede i gården, på et værtshus eller blandt venner. Og jeg synes, det er vores ansvar at tage hånd om dem«.

Hun opfordrer myndigheder til at gøre opmærksom på faren, når de beder borgere give deres meninger til kende.

Det nye er ikke, at vi er begyndt at vurdere fremmede på deres umiddelbare adfærd. Det har vi altid gjort. Det nye er, at alt, hvad vi ytrer, kan kopieres uendeligt.

»Vi har altid dømt fremmede mere på deres adfærd og mindre på deres intentioner og værdier. Det forstærkes bare tifold på et digitalt medie, hvor vi kun ser adfærd og tolker den ud fra vores egne overbevisninger«, siger hun.

Og her er især Facebook farlig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For der tror vi, at vi er private og sammen med vores venner«, siger Marianne Steen.

Forbrydelser uden ofre

Og fra den anden side: Hvad anbefaler eksperterne, vi skal gøre, når vi læser en opdatering som den med lillebror, der har bundet en halv Mokai, og kan mærke galden boble op i os?

»Jeg tror, man skal tage en dyb indånding«, foreslår Trine-Maria Kristensen.

Hun anbefaler, at vi prøver at sætte os i folks sted og tænkte over, at de blot er mennesker, der måske har en dårlig dag i stedet for at begynde at forske i motiver.

»Det er bare en øjeblikkelig opdatering. Læs det igen og hav lidt medfølelse! Det er jo forbrydelser uden ofre, og reaktionerne står tit på ingen måde mål med det, der foregår«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce