Mangfoldigt. Jens Peter Engedal (yderst tv.) og hans kone Birgit Bjerre fik sammen med taxichaufføren Hamid ideen til en modkampagne til Dansk Folkepartis annoncer, da de kørte i taxi med Hamid.
Foto: Jens Peter Engedal

Mangfoldigt. Jens Peter Engedal (yderst tv.) og hans kone Birgit Bjerre fik sammen med taxichaufføren Hamid ideen til en modkampagne til Dansk Folkepartis annoncer, da de kørte i taxi med Hamid.

Modkampagne mod DF opstod spontant efter en taxitur

Dansk Folkeparti mener, det er underligt, at der skal være »en handikappet eller en fra udlandet« med på alle familiebilleder.

Medier

Fredag aften var Birgit Bjerre og Jens Peter Engedal på vej hjem i en taxi, efter at de havde været til fredagsbar i Filmbyen i Aarhus.

Undervejs i taxien ud af byen kom de til at snakke med taxichaufføren, Hamid, om de plakater, Dansk Folkeparti har hængende rundt omkring i gadebilledet for tiden. 'Vores Danmark', står der på plakaterne, der viser otte danskere og en hund samt underteksten 'Der er så meget, vi skal passe på'.

»Jeg spørger Hamid, hvordan han reagerer på dem, og først trækker han på skuldrene og siger, at han egentlig er ligeglad«, siger Jens Peter Engedal, der er reklamefotograf.

»Men så tilføjer han: »Nej, jeg bliver faktisk ked af det«. Og så får vi en rigtig god snak om, hvad plakaten signalerer, og hvor stigmatiserende den er over for hans person. At vi bliver stødt over, at et parti tager patent på at definere vores Danmark. Hele deres kampagne kører på den her: Uh, pas på alt, hvad der er fremmed«, siger Jens Peter Engedal.

Når jeg går i byen og ser de plakater, føler jeg mig ekskluderet som dansker

Dér i taxien blev ægteparret og taxichaufføren enige om, at man burde lave et modsvar til Dansk Folkepartis plakat. Og de aftalte at mødes søndag i Jens Peter Engedals fotoatelier. Hamid dukkede op med sin kone, hendes søster og svoger og deres børn, mens Birgit Bjerre og Jens Peter Engedal ud over dem selv og deres søn også havde inviteret en veninde fra Iran.

»Man føler sig jo lidt magtesløs, når man ser de her store billboards. Vi har jo ikke budget til at svare dem igen på samme måde, og det er der mange af de andre partier, der heller ikke har«, siger Jens Peter Engedal.

Så i stedet tog de et gruppebillede, og søndag aften lagde ægteparret så billedet ud på de sociale medier. Der var sikkert tusind andre, der havde fået samme idé, tænkte de, men det var der ikke. I stedet var deres gruppebillede blevet delt og liket med lynets hast, da søndag var blevet til mandag.

»Og så får man jo naturligt den der følelse af, at der er et ventilbehov hos folk – at folk tænker: De skal ikke have patent på vores flag og på, hvad vores Danmark er«, siger Jens Peter Engedal.

»Ikke mit Danmark«

Han, hustruen og Hamid var dog ikke helt alene om at få ideen om et nyt og mere repræsentativt gruppebillede. Også fotograf Jacob Crawfurd fik samme tanke om fredagen.

»Jeg undrede mig over, hvad Dansk Folkepartis billede skulle vise. Det er ikke noget, der repræsenterer det Danmark, jeg lever i. Vi skal være her alle sammen«, siger Jacob Crawfurd.

Så han skrev på sin Facebookside, om ikke der var nogen, der havde lyst til at være med på et billede. Det var der mange, der gerne ville. Også de aftalte at mødes søndag; her blev fotografiet taget, og det blev lagt ud på de sociale medier mandag aften. Her er det blevet delt af godt 8.000, heriblandt musikeren Wafande.

»Vi har lavet et billede, der er en kærlighedserklæring til Danmark, med en masse mennesker, der smiler. Det er rigtige mennesker, ikke nogen der er castet - og de er helt almindelige danskere«, siger Jacob Crawfurd og tilføjer

»De er godt nok fra København alle sammen. Men det var noget rent praktisk, så vi kunne nå at få taget billedet«.

»Føler mig ekskluderet«

En af dem, der er med på Jacob Crawfurds billede, er Ahlam Chemlali, der synes, det i det hele taget er sjældent, hun ser fotografier i bybilledet, der repræsenterer hende. Og det savner hun.

»Den smukke mangfoldighed bliver gemt væk. Oftest er det den meget homogene, hvide gruppe, man ser - den samme type blonde kaukasier med blå øjne. Når jeg går i byen og ser de plakater, føler jeg mig ekskluderet som dansker. Men på vores billede føler jeg mig inkluderet«, siger Ahlam Chemlali.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vil gøre folk glade

Hos Dansk Folkeparti siger partiets pressechef - som også var den, der satte 'Vores Danmark'-annoncen i gang - Søren Søndergaard, at han er »glad for, at vi kan inspirere andre«. Men han undrer sig også.

»Vi opfatter selv vores kampagne som en fredelig, positiv, hyggelig kampagne, som favner alle dem, der vil favnes«, siger han.

»Så kan det godt være, at man ikke lige identificerer sig med en af dem på billedet. Men der er jo mange, der ikke er med på billedet. Jeg synes, det er en underlig diskussion, at hver gang man afbilder en familie, skal der være en handikappet eller en fra udlandet eller en med tørklæde med også. Det bliver nemt forkrampet«.

»Vi har ikke ment det for at genere nogen, men for at gøre folk glade. Det er da glade mennesker, der er på billedet, og det kan man vælge at lade sig inkludere af, eller også kan man vælge at blive sur over, at 'der er ingen, der har min farve'«, siger Søren Søndergaard.

Den originale kampagne kan ses her:

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce