Tableau. Flere scener i 'Store forretninger' bliver bygget op som tableauer, som her hvor Harry Selfridge (Jeremy Piven) præsenterer vovehalsen Louis Blériot og hans flyvemaskine som promotion for sit stormagasin, Selfridges. Foto: ITV Plc

Tableau. Flere scener i 'Store forretninger' bliver bygget op som tableauer, som her hvor Harry Selfridge (Jeremy Piven) præsenterer vovehalsen Louis Blériot og hans flyvemaskine som promotion for sit stormagasin, Selfridges. Foto: ITV Plc

Ny britisk dramaserie boltrer sig indholdsløst i grandiose setupper

Serien om stormagasinet Selfridges og dets grundlægger er lag på lag-nostalgi.

Medier

Hvis man er typen, der ser film som ’Some Like it Hot’ og ’Roman Holiday’ og med et dybtfølt suk tænker: Alt det moderne bras, de laver i dag, når ikke det her til sokkeholderne, så skal man holde sig til lørdag aften på DR, når kanalens nye britiske tv-serie ’Store forretninger’ løber over skærmen.

For her får man alt det, 1950’ernes og 1960’ernes romantiske komedieperler havde til overflod: yndige damer, autoritære herrer, store drømme, grandiose scenografier, intriger, kærlighed og en munter vals for fulde violiner til at få det hele til at glide i takt.

LÆS OGSÅ

’Store forretninger’ følger i hælene på succesen 'Downton Abbey' som endnu et bud på engelsk periodedrama til danske seere.

Serien fortæller historien om amerikaneren Harry Gordon Selfridge, der i 1909 åbner stormagasinet Selfridges & Co., i dag bedst kendt bare som Selfridges, på Oxford Street i London.

Harry Selfridge er manden, der tilskrives forretningscredoet ’Kunden har altid ret’, og de visioner, han formede sit stormagasin omkring, er grundlaget for det meste af det, vi i dag forbinder med kundeservice og shopping som oplevelse og fornøjelsesdisciplin.

Ari Gold er tilbage
I hovedrollen som mr. Selfridge har vi Jeremy Piven (’Entourage’s Ari Gold), der lægger en vældig energi i at fremstille den driftige amerikaner som et entreprenant, men også opportunistisk og egocentreret menneske.

Selfridge kaster sig hovedkulds ud i at realisere sin drøm om et shoppingmekka, hvilket kræver en god portion forretningsmæssigt mod og et vældigt fodarbejde i Londons finere kredse, hvor hans frembusende manerer og kommercielle tankegang støder sammen med traditioner og etikette.

Samtidig kører en række sidehistorier, der er spundet op på Selfridge og hans stormagasin.

Umiddelbart virker det, som om det spor, der følger Harry Selfridges kone, Rose (Frances O’Connor), er det, der har har mest kød på sig.

Men fælles for alle trådene er, at de i høj grad er underordnet hovedplottet om det store shoppinghus’ succes.

Det er det, der driver handlingen frem, og karakterernes interne relationer og konflikter bliver en lidt ligegyldig staffage til den store historie.

Tableau-overflod
Dertil kommer, at persontegningen er firkantet grænsende til det karikerede. Om det er et bevidst stilmæssigt valg fra holdet bag ’Store forretninger’, kan jeg ikke helt greje.

Det er det til gengæld tydeligvis, når adskillige scener parafraserer de guldrandede filmromancer, jeg nævnte i indledningen, i en lag på lag-nostalgi, hvor én tidsperiodes filmiske udtryk bliver brugt til at formidle en historie hentet fra endnu tidligere tider.

Person-tegningen er firkantet grænsende til det karikerede

’Store forretninger’ bruger løs af 1950’er-klassikernes staccato-tempo, grandiose setupper og musikalitet, som når alle de nyansatte Selfridges-ekspeditricer indtager stormagasinets sale i en rap koreografi iklædt ens uniformer og i perfekt koordineret takt som et dansekompagni.

Også lydsiden er domineret af underlægningsmusik i en grad, der er ren stilanakronisme, og flere scener har nærmest tableauform.

Blikfang
Men samtidig arbejder serien også med et retrospektivt blik, der bliver styrende for portrættet af Harry Selfridge og hans projekt.

For i dag ved vi jo, at den fremsynede forretningsmand har fat i den lange ende, når han dikterer over for sine medarbejdere, at de skal lægge varerne frem på disken og ikke holde dem gemt i skufferne, og når han shanghajer tidens kendte ansigter som blikfang for sit stormagasin.

I scene efter scene kombinerer ’Store forretninger’ denne nutidige forståelsesramme med den fuldfede dobbelte dyrkelse af fordums skønhed i form af filmsproget fra 1950’erne og tidsbilledet fra 1900-tallet.

Tilsammen giver det et helhedsindtryk af et stiliseret metarefleksivt produkt frem for en virkelighedsnær biografisk fortælling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Overbrug og manglende effekt

Det er der sådan set ikke noget galt i. Det kunne være en interessant vinkel at tage på en historisk serie at takle den på denne eklektiske facon.

Men de stilmæssige greb bliver ikke brugt til andet end at underholde og fascinere på overfladen. Det ser godt ud, javist, og til at starte med kan de hvirvlende kameraer, der farer mellem de søjlebårne etager i Selfridges, fremkalde den samme svimlende følelse af vidunder, som 1950’er-filmene kunne.

LÆS OGSÅ

Men det bliver overbrugt og mister sin effekt, ligesom det sjove også klinger af, når Harry Selfridge igen og igen præsenterer de kontrære briter for de kontroversielle løsninger, vi ved bliver fremtidens kommercielle columbusæg.

’Store forretninger’ er kun to afsnit henne, og kan stadig nå at udvikle sig mere i dybden, især på karakterdelen.

Men indtil videre ligner den en sæsonvare, der ser brandgodt ud ved første øjekast, men som bliver glemt bagerst i skabet, så snart der kommer nye sager på hylderne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce