Kilde: Politiken/Heidi Skibsted

Tidligere chefredaktør: Jeg ville gøre det igen

Fire dømte udbeder sig betænkningstid, mens tys-tys-kilden ankede på stedet.

Medier

En underlig stilhed sænkede sig over retssalen i minutterne op til domsafsigelsen i Se og Hør-sagen og blev hængende i lokalet lige indtil det øjeblik, hvor retsformand Mette Lyster Knudsen en time senere var færdig med at oplæse og begrunde en enig domsmandsrets afgørelse:

Fem fængselsdomme og en frifindelse blev det til, inden de dømte forlod retslokalet og blev omringet af sværme af pressefolk uden for retsbygningen.

Selv om retten kun valgte at dømme for ét ud af tre forhold og valgte at give væsentligt lavere straffe, end anklagemyndigheden havde krævet, var det en tilfreds specialanklager, der forlod bygningen i dag.

»Jeg er meget tilfreds med den afgørelse, retten er kommet med. Man har fundet, at det er under særdeles skærpende omstændigheder, at man har videregivet de oplysninger til Se og Hør, og man har lagt vægt på, at man uberettiget har skaffet sig adgang til de oplysninger«, sagde specialanklager Morten Frederiksen.

»Jeg skal ikke tage stilling til, om anklagemyndigheden vil anke, men man må sige, at det er særdeles hårde domme«.

Qvortrup slipper med fodlænke

Han lagde vægt på, at chefredaktørerne Henrik Qvortrup og Kim Henningsen ligesom tys-tys-kilden står til ubetingede domme, og at det kun er undtagelsesvist, at der er blevet givet betinget dom til Kim Henningsen i den her sag.

»Dommen viser, at dem, der har indgået aftalen, og dem, der har haft mulighed for at stoppe dem, er dem, der bærer hovedansvaret«.

Henrik Qvortrups advokat Anders Németh sagde dog efter mødet, at hans klient – hvis han modtog dommen – ikke ville komme i fængsel, men ville få lov at afsone de tre måneders ubetinget fængsel hjemme med en fodlænke.

Henningsen ville gøre det igen

Udenfor retten blev Kim Henningsen, den tidligere chefredaktør, som lod aftalen med tys-tys-kilden fortsætte frem til 2012, også stoppet af pressen. Han havde lige fået et års betinget fængsel og sagde, at han respekterer rettens afgørelse, men også, at han ville gøre det igen.

»Det er enhver journalists opgave at have gode kilder«, sagde han.

»Jeg har efter min bedste overbevisning ikke foretaget mig noget lovstridigt. Det her er udelukkende en sag om hacking. Hvis det havde været en af de 50 medarbejdere i Nets Kundeservice, som har adgang, så havde der aldrig nogensinde været en sag«, sagde Kim Henningsen, som sagde, at rettens behandling havde været fair og sober, og at det var en domsfældelse i den »absolut milde ende«.

Kilde: Politiken

Journalist: »man skal passe på med at være for utilfreds«

De to forhenværende menige Se og Hør-medarbejdere, Kasper Kopping og Ken B. Rasmussen, fik dagens mildeste domme med fire måneders betinget fængsel og samfundstjeneste.

Begge har udbedt sig betænkningstid.

»Jeg mener, at jeg skulle have været frifundet. Til gengæld er straffen lavere, end den anklagemyndigheden havde bedt om, så det skal man passe på med at være for utilfreds med. Jeg er tilfreds med, at jeg er frifundet i to ud af tre anklagepunkter«, sagde Kasper Kopping efter dommen.

Tys-tys-kilden anker

Dagens hårdeste straf gik til den forhenværende systemoperatør hos Nets, som er blevet kendt under navnet tys-tys-kilden. Halvandet års ubetinget fængsel fik han efter hackerparagraffen – og hans advokat Michael Juul Eriksen ankede på stedet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi er godt klar over, at der ligger beviser i sagen, og han har erkendt, at det er ham, der har videregivet oplysningerne, så vi var klar over, at der var en risiko for, at han blev dømt for hacking«, sagde advokaten.

»Derfor valgte vi også at gøre så meget ud af strafudmålingen i proceduren. Der ligger ikke så meget praksis på området, og der er ikke nogen sag, der ligner den her«.

Tys-tys-kilden har på intet tidspunkt ønsket at udtale sig i sagen.

Endelig blev Per Ingdal, som i et halvt år var konstitueret som chefredaktør på Se og Hør, frikendt for alle forhold. Retten fandt det nemlig ikke bevist, at han kendte til aftalen med tys-tys-kilden.

Den afgørelse modtog han med tilfredshed og sagde efter retsmødet:

»Jeg er glad for dommen og tilfreds og lettet. Men dybest set er det gået, som jeg har forventet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce