Foto: Jens Dresling
Medier

DF om licens-debat: Pjat, DR’s uafhængighed er i ikke i fare

Ordfører affejer advarsler om risiko for politisk indblanding. Der er brug for strammere styring af DR, lyder svaret

Medier

Skuffelse.

Sådan beskriver Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, den følelse, han sidder tilbage med, når reklamerne med budskabet om, at licens »er noget, vi giver til hinanden«, ruller over hans skærm.

»De lever ikke selv op til det. Jeg må indrømme, at jeg bliver mere og mere skuffet. Nogle af de ting, som jeg gerne vil have, at andre er med til at sponsorere, og som jeg nyder godt af, forsvinder«.

DR må sandlig gerne være kritiske over for Folketinget og regeringen. Man skal bare sørge for, at der er en ligevægt.

Som opvarmning til forhandlingerne om et nyt medieforlig har partiet hele vejen gennem 2016 tordnet mod DR.

Kristian Thulesen Dahl rundede året af med at lancere visionen om at flytte public service-finansieringen til finansloven som et ønske om »at lave en Robin Hood«.

Medieordføreren forklarer: »Vi har jo hele tiden sagt, at der skal spares i DR. Det resterende vil vi så finde inden for den eksisterende finanslov og med en marginal stigning på skatten. Når man får en stigning på skatten, så vil det være de rige, som kommer til at betale mere end lavtlønsgrupper«, siger han og når frem til, at der »faktisk er tale om en dobbelt Robin Hood«.

Rasler med sablen

En arbejdsgruppe under Kulturministeriet skriver, at finansiering over finansloven risikerer at føre til øget selvcensur i DR og en mindre kritisk tilgang til regeringen og Folketingets partier. Hvad gør den konklusion af indtryk på dig?

»Jeg synes, at det lyder som et politisk signal fra udvalget. Jeg synes, at de er gået for langt. Det regner jeg ikke for alverden«.

Kan du love, at du ikke kommer til at rasle med sablen, hver gang du ser noget i fjernsynet, du ikke kan lide?

»Nej. Det kan jeg ikke. Det vil jeg gøre til enhver tid«.

Udvalget skriver også, at der er en risiko for, at befolkningens tillid til DR’s uafhængighed falder, hvis finansieringen flyttes til finansloven?

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det er noget pjat at skrive sådan«.

Behov for mere detailstyring

Hvad vil du berolige dem, som frygter, at der kommer endnu mere detailstyring af DR, med?

»Jeg vil sige, måske er det lige før, at det er det, der er brug for. Når vi har udstukket nogle krav og ønsker til DR, som vi i Dansk Folkeparti ikke mener, at de lever op til, så viser det bare, at der er brug for en endnu hårdere detailstyring af DR«.

Hvad ville du sige til, at DR blev mindre kritiske over for Folketingets partier?

»DR må sandlig gerne være kritiske over for Folketinget og regeringen. Man skal bare sørge for, at der er en ligevægt, så de er lige kritiske over for alle partier. Historisk har der været en skævvridning. I nyere tid har jeg ikke belæg for at konkludere det, selv om jeg har en fornemmelse af, at det stadig er sådan«.

Licensen har jo ligget på et ret stabilt niveau de sidste mange år. Kommer en finanslovsmodel ikke til at føre til nedskæringer år efter år?

»DR har en form for særstatus. Selv om de har været udsat for besparelser, har vi bare set og hørt, at der er endnu flere muligheder for at skære der end andre steder inden for det offentlige«.

Hvor har du hørt det?

»Jamen, altså, se de her historier, der kommer frem om, hvor mange kroner DR bruger på mellemledere, og så er der de seneste historier om personalegoder. Så der er penge at hente i DR«.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce