I ’Mads og Monopolet’ er deltagerne ikke bundet af et partipolitisk standpunkt eller en dagsorden, kun af forpligtelsen til at give et godt råd.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

I ’Mads og Monopolet’ er deltagerne ikke bundet af et partipolitisk standpunkt eller en dagsorden, kun af forpligtelsen til at give et godt råd.

Medier

Sprogforsker: ’Mads og Monopolet’ kan være et forbillede for politisk debat

Politikere lytter ikke til argumenter og skifter sjældent mening i debatter. Bortset fra i radioprogrammet ’Mads og Monopolet’, som en sprogforsker har undersøgt. Måske en ny vej for debatten.

Medier

Da sprogforskeren Ib Ulbæk for nogle år tilbage underviste i at analysere argumenter, lagde han mærke til et mønster: Mange studerende valgte at analysere politiske debatprogrammer, men fik ikke meget ud af det.

For det var sjældent, at programmerne udviklede sig længere end til de standpunkter, som deltagerne havde med fra begyndelsen.

Når de fleste argumenter blev afvist af modparten, og når ingen debattører flyttede sig, var det ikke til at vurdere argumenternes styrke.

De erfaringer kom tilbage til Ib Ulbæk, da han som del af sin forskning ved Institut for Nordiske studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet begyndte at analysere et helt andet debatprogram: DR’s populære radioprogram ’Mads og Monopolet’.

Her forsøger et panel på tre deltagere – heriblandt ofte politikere – at komme med gode råd og løsninger på lytternes dilemmaer. Og det foregår på en helt anden måde:

»Når man ser, hvordan de diskuterer ting i ’Mads og Monopolet’, er deltagerne ikke bundet af at repræsentere et parti eller en dagsorden, men bundet af at ville give et godt råd«, fortæller Ib Ulbæk om sine opdagelser, der er blevet udgivet i tidsskriftet Sakprosa.

»En deltager kan have et godt argument, som de holder fast i, men de kan omvendt også lytte til, hvad de andre siger og skifte mening undervejs – og det er interessant fra et argumentationssynspunkt, for det betyder, at man accepterer, at et argument er bedre end ens eget«.

Og det fik Ib Ulbæk til at tænke. En ting er, at ’Mads og Monopolet’ kunne være et bedre værktøj til at lære eksempelvis gymnasieelever at analysere argumenter ud fra, men måske det også kunne give inspiration til de politiske debatter i tv og radio:

Hvad hvis politikere fik præsenteret problemer, som handler om politiske emner – såsom privatisering

af ældresektoren eller elektrificering af jernbanen – og så indtog en rolle som i ’Mads og Monopolet’?

»Hvad hvis politikere fik præsenteret problemer, som handler om politiske emner – såsom privatisering af ældresektoren eller elektrificering af jernbanen – og så indtog en rolle som i ’Mads og Monopolet’«, spørger han og fortsætter:

»For selvfølgelig flytter politikere sig, når de for eksempel forhandler forlig hjem, men det oplever vi aldrig. Vi oplever dem i stedet ofte som kritiske og aggressive – måske det her kunne trække nogle andre sider frem?«.

Lettere sagt end gjort

Inspireret af lektorens overvejelser har Politiken spurgt to folketingspolitikere og en redaktør, om de kunne se det for sig. Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, har det privilegium både at være fast deltager i ’Mads og Monopolet’ og folketingsmedlem og ordfører, og hun trækker lidt på det, da hun hører om ideen:

»Når jeg deltager i en politisk debat som ordfører, så repræsenterer jeg et parti. Den tvivl, jeg måtte have, den har vi diskuteret internt, og vi er kommet frem til en beslutning, og så kan jeg ikke stå og skifte holdning på partiets vegne«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjer, at lektor Ulbæk måske ville få noget ud af at melde sig ind i et politisk parti.

»Det er der, man finder de tvivlende og åbne debatter, og der, man lader sig overbevise. Det er i partiforeningen, jeg har de fedeste debatter«.

Det interessant, og jeg har flere gange hørt politikere sige: »I skulle bare se os, når kameraerne er slukket, for vi er gode venner«

Men der er naturligvis også tidspunkter, hvor politikere diskuterer, lytter og bliver enige med hinanden. Det foregår bare bag lukkede døre, for ellers stod der straks »27 kommentatorer«, som ville udlægge tvivl og holdningsskift som splid i partiet, siger Rosenkrantz-Theil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hendes folketingskollega Jan E. Jørgensen fra Venstre oplever, at møder med borgerne – eller konsekvenseksperter – som han kalder det, er det, som flytter politikere allermest.

»Men har du en folketingsdebat eller en debat hos Clement (Kjersgaard, red.), handler det om, at vi skal fortælle, hvad vi mener. Politik er jo uenighed, man deler sig efter anskuelser«, siger han.

»Men politikere er på mange måder mere konservative end befolkningen, for dels får vi smidt i hovedet, at det er en kovending eller et løftebrud, hvis vi ændrer holdning, og dels er det sikrere at holde fast i de holdninger, som vi er blevet valgt på«.

DR 2 med åben invitation

Men selv om der er mulighed for at rykke sig en smule i debatterne, er der stadig langt til enighed. Jan E. Jørgensen anfører, at hvis man lavede et program, hvor han og Enhedslistens Pernille Skipper skulle blive enige om f.eks. skat på finansielle transaktioner, så kunne det blive meget, meget langt.

På DR 2’s debatprogram ’Debatten’, der har Clement Kjersgaard som vært, forklarer redaktør Jakob Sloma Damsholt, at hovedformålet er at »vise seerne de mest relevante og interessante synspunkter og komme med svar på afgørende aktuelle spørgsmål«, og at styrken ved debatformen netop er, at deltagerne får deres holdninger udfordret.

»Uenighed er en forudsætning for demokratiet. Men deltagerne i programmet er ikke monolitter, der nødvendigvis går ud med samme holdning, som de kom ind med. De må gerne komme ud derfra og være blevet klogere. Det betyder bare ikke nødvendigvis, at de er blevet enige«, siger han.

»Men når formanden fra 3F kommer i studiet, har han holdninger med, som man er blevet enig om i fagbevægelsen, og så skal der altså meget til at vende ham i spørgsmålet om dagpenge. Der er det lettere for Hella Joof i ’Mads og Monopolet’ at ændre holdning til, om en lytter skal tage med til et bryllup«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når det er sagt, synes Jakob Sloma Damsholt, at det kunne være spændende, hvis man kunne skabe et rum, der mindede mere om det, politikerne har, når de forhandler for lukkede døre:

»Det er interessant, og jeg har flere gange hørt politikere sige: »I skulle bare se os, når kameraerne er slukket, for vi er gode venner«, men det må de altså meget gerne vise på tv. Vi forbyder det ikke«, siger han.

»Og hvis politikerne vil tage boligskatteforhandlingerne i ’Debatten’ på torsdag klokken otte, så er de alle sammen inviteret«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce