Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang forlader spalterne for at fokusere på den konstruktive journalistik.
Foto: Rune Pedersen

Politikens uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang forlader spalterne for at fokusere på den konstruktive journalistik.

Medier

Efter 800 analyser: Jacob Fuglsang forlader Politiken – for en stund

Uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang trækker stikket som journalist og analytiker.

Medier

Efter otte år som uddannelsesredaktør på Politiken - og godt 800 uddannelsesanalyser - flyver Jacob Fuglsang ud for at få frisk luft under vingerne.

Fuglsang skifter Rådhuspladsen i København ud med Aarhus Universitet. Heldigvis for Politiken og avisens mange uddannelsesinteresserede læsere, vender han tilbage igen.

Jacob Fuglsang har fra slutningen af august og ti måneder frem fået et af seks fellowships på Ulrik Haagerups nye Constructive Institute.

Haagerup stopper som nyhedsdirektør i Danmarks Radio og begynder i stedet som direktør i instituttet. I DR har han arbejdet for mere konstruktiv journalistik – hvilket altså er formålet med instituttet: At præge journalistikken i en mere konstruktiv retning.

Udfordre egne vaner

Jacob Fuglsang skal blandt andet bruge de ti måneder på at fordybe sig i forskellige aspekter af journalistikken – og at udfordre sin egen vanetænkning hvad angår positive og negative vinkler på journalistiske historier.

»Sammen med Politikens uddannelseshold har jeg i otte år haft fokus på pædagogisk udvikling og deling af ny viden på området. Det er typisk sket gennem klassisk nyhedsvinkling på et konkret problem eller en aktuel undersøgelse og en udfoldet reportage med et bevidst fokus på løsninger«, siger Jacob Fuglsang og tilføjer:

»De erfaringer og den journalistik håber jeg på at videreudvikle gennem et Constructive Fellowship og et ophold på instituttet«.

Uddannelsesstof i næsten 25 år

Fuglsang er født i 1968, cand.comm og har som journalist og redaktør skrevet om uddannelse siden 1993 på Information, Weekendavisen og de seneste 15 år på Politiken. Han har desuden været pressechef i Undervisningsministeriet.

På Politiken har han været debatredaktør, indlandsredaktør og medlem af avisens lederkollegium.

Han er initiativtager til og ansvarlig for Politikens Undervisningspris, som siden 2013 på yderst konstruktiv vis har sat fokus på undervisningen og skabt respekt omkring lærergerningen.

Det er endnu ikke meldt ud hvem, der skal udfylde rollen som uddannelsesredaktør på Politiken, mens Jacob Fuglsang er væk.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce