Med Donald Trumps valgkamp blev begrebet fake news for alvor kendt verden over. Men i følge en række danske mediefolk risikerer vi at skade mere end vi gavner, hvis staten kaster sig op til dommer over, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed.
Foto: Andrew Harnik/AP

Med Donald Trumps valgkamp blev begrebet fake news for alvor kendt verden over. Men i følge en række danske mediefolk risikerer vi at skade mere end vi gavner, hvis staten kaster sig op til dommer over, hvad der er løgn, og hvad der er sandhed.

Medier

Kommission skal finde måder at bekæmpe fake news på

Justitsminister Søren Pape vil have den kommende ytringsfriheds-kommission til at finde måder at forhindre falske nyheder på. Flere journalister advarer imod, at staten gør sig til dommer mellem sandt og falsk

Medier

Regeringens kommende ytringsfriheds-kommission skal granske fænomenet falske nyheder og finde måder at komme dem til livs på.

Ytringsfriheds-kommissionen ventes nedsat før sommerferien og skal efter planen gøre sit arbejde færdigt før udgangen af 2018. At kommissionen også skal se nærmere på falske nyheder fremgår at et svar fra Søren Pape Poulsen (K) på et spørgsmål stillet af socialdemokraten Mogens Jensen om muligheden for at få medieansvarsloven til også at gælde medier som Facebook.

Som bag jerntæppet

Den ide bryder ministeren sig ikke om, men af hans svar fremgår det, at kommissionen dels skal undersøge falske nyheders betydning for ytringsfriheden og for debatten generelt, og dels definere, hvad falske nyheder er, og foreslå måder at imødegå problemet på.

Da de radikale tidligere på måneden foreslog, at man opretter et agentur, der skal identificere og bekæmpe spredningen af falske nyheder, advarede flere redaktører imod, at staten på den måde gjorde sig til dommer over sande og falske nyheder. Det samme gælder Søren Papes præcisering af, at det bliver en del af opgaven  for ytringsfriheds-kommissionen.

»Principielt mener jeg ikke, at staten skal lægge navn til noget som helst, som forsøger at definere, hvad fake news er, fordi det var det, man gjorde i Østeuropa bag jerntæppet, hvor dissidenter blev smidt i fængsel, fordi de i følge statsmagten bevidst havde udspredt falske oplysninger om det socialistiske samfundssystem«, siger Flemming Rose, der varkulturredaktør på JyllandsPosten under Muhammedkrisen og siden har skrevet flere bøger ytringsfrihed.

»Jeg vil selvfølgelig aldrig sammenligne Danmark med Sovjetunionen, men uanset de gode intentioner, er det rigtig usundt, hvis staten lægger navn til forsøg på at definere, hvad der er fake news. Vi har den dømmende magt, domstole, der kan tage stilling til injurier. Vi skal ikke have den lovgivende og den udøvende magt til at definere, hvad der er falske nyheder. Den ene mands sandhed er jjo den andens fake news«, siger han.

Ikke en opgave for staten

I Sovjetunionen stolede folk til sidst mere på rygter og undergrundsmedier end på de etablerede medier, fortæller Flemming Rose, der har været korrespondent i Moskva. Af samme årsager er han bekymret ved udsigten til en ny tysk lov, som vil gøre det strafbart at distribuere falske nyheder.

»De gør det i den bedste hensigt, fordi man er bekymret for, at den demokratiske samtale svækkes, hvis man ikke længere kan skelne mellem fup og fakta. Og det problem skal man ikke undervurdere. Det er bare ikke et anliggende for staten«.

Ringe tillid til pressen får os til at tro på løgne

Efter sommerferien begynder Jyllands-Posten tidligere chefredaktør, Pierre Collignon, på et fellowship på Syddansk Universitet og skal studere fake news. Han er mere tryg ved, at granskning af fænomenet nu lægges i en kommission, der arbejder med ytringsfrihed, end han var ved de radikales forslag om et agentur.

»Men vi skal passe på ikke at komme til at gribe ind imod fake news på en måde, som begrænser ytringsfriheden. Og selv om vi skal kunne slå fast, når nogen fortæller en løgn, skal vi altid kunne diskutere det. Det er den debat, vores demokrati har bedst af«, siger  Pierre Collignon, der i øvrigt mener, at begrebet fake news i dag bruges så flittigt, at det er begyndt at miste sin betydning.

»Nu råber man jo også fake news for at svække sine ideologiske modstandere. Mennesker har altid fortalt løgnehistorier og genfortalt rygter. Det nye er den måde, vi i sociale medier kan publicere dem på. Og så at der i dag er mindre tillid til autoriteter - herunder pressen - så vi er mere tilbøjelige til at tro på løgnene«, siger han.

Journalistformand: Der råbes fake news efter alt

Heller ikke formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge, mener, at der i dag er flere falske nyheder end førhen. Problemet er snarere, at folk nu om dage oftere afskriver hinandens holdninger som fake news, mener han.

»I øjeblikket bliver der jo råbt fake news efter alt«, siger Lars Werge, der kalder ministerens ønske om at lade ytringsfriheds-kommissionen forholde sig til fænomenet et slag i luften.

»Vi har lovgivning og pressenævnet til at tage sig af den slags. Men hvis kommissionen skal diskutere det, håber jeg, at journalistforbundet får en plads, hvilket det ikke ser ud til, at vi gør«, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke mange rigtig falske nyheder

For nylig udgav netmediet Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, bogen 'Den der råber lyver - mediebrugerens manual til løgnens tidsalder', hvor hun bl.a. beskæftiger sig med fake news.

Hun byder enhver granskning af »betingelserne for den bedst mulige offentlige samtale« velkommen, som hun siger, men mener i øvrigt ikke, at fake news er det store problem.  Ikke i begrebets egentlige betydning - nemlig personer, der tjener penge på at sidde ved deres computer og opfinde og sprede løgne.

Hun er langt mere bekymret for det, hun kalder afsporing af debatten. Misinformation, politisk propaganda og lækager og offentliggørelse af interne mails, som det skete i den amerikanske og den franske valgkamp.

Følelsernes tidsalder

På sociale medier som Facebook er problemet i hendes øjne, at følelserne afgør, hvad der spredes.

»Følelserne styrer informationstrømmen. Jo mere glad eller vred, du gør nogen, jo mere tilbøjelig er den information til at blive spredt. Kendsgerninger derimod har dårlige konkurrencevilkår i de sociale mediers hektiske miljø«, siger Lea Korsgaard.

Hvilket smitter af på andre medier, som også gerne vil tiltrække læsere, lyttere og seere. I følge Lea Korsgaard er et skoleeksempel den furore, det afstedkom, da integrationsminister Inger Støjberg på Facebook angiveligt fejrede regeringens asylstramning nummer 50 med et foto af en kage.

»Dem stramning, hun fejrede, gik selv Enhedslisten ind for. Var det overhovedet en stramning? Det spørgsmål fortabte sig bare i det hav af følelser, billedet udløste«, siger hun.

Journalistikkens egentlige opgave

De gamle medier har nu også andre problemer.

»Vi har først og fremmest brugt teknologien til at sætte tempoet op og udgive mere på kortere tid produceret af færre journalister. Det gør det vanskelig for den almindelige mediebruger at finde ud af, hvad substansen er i en sag, og hvilken sammenhæng man skal se det aktuelle fænomen i«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I øvrigt giver medierne konflikter og giver, mener Lea Korsgaard, jævnligt lige meget taletid til det ene og det andet synspunkt, uanset hvor sjældent og tyndt underbygget et synspunkt måtte være.

»Debatten om HPV-vaccinen er jo et eksempel på, at pressen i objektivitetens navn fortæller en historie, som om der er to lige vigtige sider af en sag, selv om der er meget større sandsynlighed for, at vaccinen ikke er skyld i bivirkningerne,end der er for, at den er det«, siger hun.

»Der synes jeg, at journalistikken glemmer at besinde sig på sin egentlige opgave. Nemlig at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert«.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce