Fox-vært Shepard Smith overraskede også, da han i november 2015 opfordrede USA til at tage imod syriske flygtninge.

Fox-vært Shepard Smith overraskede også, da han i november 2015 opfordrede USA til at tage imod syriske flygtninge.

»Løgn efter løgn efter løgn«: Fox News-vært fik nok af Trump-lejren for åben skærm

Mange på den konservative tv-station har holdt hånden over Trump i sag om regeringens bånd til Rusland. Men fredag gik værten Shepard Smith imod den linje.

Medier

Der var nok en del amerikanske tv-seere, der fredag eftermiddag amerikansk tid fik donuten galt i halsen.

Flere af værterne på den populære konservative tv-station Fox News har forsvaret præsident Donald Trump og hans søn, der har løjet om sit møde sidste år med en russisk advokat, som tilbød smuds om den demokratiske modkandidat, Hillary Clinton.

Til gengæld har værter på tv-stationen rettet angreb mod medierne, tidligere præsident Barack Obama og Hillary Cliton.

Men fredag havde værten Shepard Smith åbenbart fået nok.

Midt under et interview med en anden af tv-stationens værter, Chris Wallace, om sagen, gik Shepard Smith pludslig til angreb på Trump-lejren:

»Hvorfor er det løgn efter løgn efter løgn?«, spurgte Shepard Smith ifølge Washington Post, inden han selv fortsatte:

»Bedrageriet, Chris (Wallace, red.), er skræmmende. Og der er stadig folk derude, der tror, at det er noget, vi finder på. En dag vil de indse, at det ikke er tilfældet«.

Nye oplysninger i sagen

Udbruddet kom efter nye oplysninger om, at der angiveligt skulle have været flere personer med ved det møde 9. juni 2016 med en russisk advokat, som tilbød snavs på Hillary Clinton, end Trump-regeringen tidligere har sagt.

I sidste weekend afslørede avisen New York Times, at mødet med den russiske advokat havde fundet sted.

På mødet deltog Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., hans indflydelsesrige svigersøn, Jared Kushner, og den daværende chef for valgkampagnen, Paul Manafort.

Men ifølge nye oplysninger skulle blandt andre en russisk lobbyist, Rinat Akhmetshin, også have været med ved mødet.

Ifølge Business Insider forsøgte også interviewpersonen og værtskollegaen, Chris Wallace, i udsendelsen fredag at række ud til de personer, der stadig forsvarer Trump.

»Det her burde virkelig ikke være et spørgsmål om liberale mod konservative (venstreorienterede mod republikanere, red.), pro-Trump vs. anti-Trump«, sagde Chris Wallace.

»Hvis du er en retfærdigt tænkende borger, skylder du at være bekymret over det faktum, at vi gentagne gange er blevet vildledt om, hvad det her møde handlede om«.

Trump afviser

Donald Trumps advokater fastholder ifølge Washington Post, at der ikke foregik noget »forbryderisk« på mødet, og manden selv har ytret sig om sagen på sit yndlingsmedie, Twitter:

»Denne Rusland-Trump-samarbejdshistorie er et rent svindelnummer, hvornår stopper dette skatteyderfinansierede paradenummer?«, skrev præsidenten 9. maj.

Ikke desto mindre er der efterhånden kommet så mange oplysninger frem i sagen om Trump-kampagnens russiske møde, at den daværende leder af kampagnen Kellyanne Conways kategoriske afvisning af forbindelser mellem kampagnestaben og Rusland, i dag står svækket tilbage.

Adspurgt hvorvidt nogen fra kampagnen havde kontakt til russere, som ville blande sig i valgkampen, svarede hun ifølge mediet Think Progress:

»Absolut ikke. Og jeg har drøftet det med den kommende præsident (Donald Trump, red.) i aftes. De samtaler har aldrig fundet sted«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce