digt. Inden dyden, i pressemæssig forstand, blev taget på den unge digter. Yahya Hassan under lyrikoplæsning.
Foto: Finn Frandsen

digt. Inden dyden, i pressemæssig forstand, blev taget på den unge digter. Yahya Hassan under lyrikoplæsning.

Medier

En digter skrider i sit eget spor

Ballademagerdigteren Yahya Hassan kæntrede eftertrykkeligt som politiker ved at blive smidt ud af Nationalpartiet i går aftes. På kun to år har han været helt oppe. Og helt nede.

Medier

Forleden regnede stumper af en meteor ned over Danmark. De endte et så prosaisk sted som på en parkeringsplads. I Herlev af alle steder. Ikke noget rigtig værdigt endeligt for et stjerneskud.

Yahya Hassan har i to år tegne sådan en spektakulær bane hen over firmamentet. Sådan en, der glitrede og henrykkede, og vederkvægede og forargede. Den aarhusianske digter, der først til maj fylder 21, var en sensation, og hver gang, han åbnede munden, hvilket var tit, blev han vendt, drejet, vejet og dømt inde eller ude.

Mange rundt om på diverse rygealtaner håber, at hans udsmidning fra Nationalpartiet efter narkokørsel gennem Aarhus og anholdelsen i går er det sidste, de kommer til at høre til ham.

For en mand, der kun havde skrevet én bog – trykt i insisterende versaler og foredraget i et højlydt messende tonefald – er det sensationelt, så megen opmærksomhed han er blevet til del.

Politiker blev han også. Af en art.

Foto: DAVALI PHILIP

Mange drog højlydte suk af lettelse, da han i 2015 ikke blev valgt ind til Folketinget for Nationalpartiet. Andre ville have elsket at høre hans guirlander af lidt anakronistisk-danske jeremiader fra landets fremmeste talerstol, ikke mindst i lyset af hvor sprogligt uformående så langt hovedparten af folketingsmedlemmerne er.

Annonce

Atter andre – det er den tredje gruppe – ville have savnet digteren bag politikeren, hvis Hassan var blevet lagt i folkestyrets bedragerisk pæne benlås.

’Yahya Hassan’

Yahya kom til verden som offentlig person i det sene efterår 2013, det er for ganske, ganske nylig. Det var far og mor, der svigtede, sagde han og pegede over mod de betonblokke, den ghetto han og tusinder af hans jævnaldrende andengenerationsindvandrere var vokset op i. Højrefløjen sukkede forelsket, mens centrumvenstrefløjen holdt vejret, for havde lige netop en indvandrertype ikke en gudgiven moralsk ret til at pege fingre, også ad sine egne?

Hans bog med titlen ’Yahya Hassan’ blev trykt i et førsteoplag på 6.000. Men inden december 2013 var gået, var den ikke alene blev solgt til flere lande, men havde solgt over 100.000 eksemplarer. Kun Benny »om lidt er kaffen klar« Andersen havde nogensinde solgt mere! Og familien Danmark fulgte mystificeret den purunge digter, mens han messede sine smæderemser på fjernsynet og dyrkede sine lange tirader, der med stor appetit gik ombord i Mellemøst- og Vestbredsproblematikken.

Da han skulle have solgt sin første digtsamling, bad han på Facebook folk sende ham deres adresser, hvorefter han blev kørt derhen af PET-folkene og sad i folks stuer og småsnakkede og signerede bogen. Sød, velopdragen og lidt genert er, som folk selv ganske højt oppe i whiskybæltet opfattede ham.

Da det kom frem, at Yahya Hassan, da han var 16, havde haft et erotisk forhold til sin kontaktperson, en dengang 39-årig kvinde, på opholdsstedet Solhaven i Farsø, skabte det nye overskrifter.

Var han blevet groomet, som det hedder, når en pædofil krænker gør sit offer mørt? Var han, den arketypisk kæphøje dreng fra ghettoen, forføreren? Kan en dreng, rent juridisk, forføre en voksen kvinde? Terapeuten, der udgav sin egen bog om forholdet, blev idømt betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste.

Annonce

Annonce

Annonce

’Mine hjemmedrenge’

Balladen har været konstant. Som Hassan sagde i det hyppigt delte TV2 News-interview, som han udvandrede fra i går aftes: »I ender alligevel med at ringe til mig, når I vil have gang i den igen, og jeg skal nok holde maskineriet kørende«. Sin egen rolle i samfundsdebatten og over for medier, der er skrækslagne for at kede, er han sig overordentlig bevidst.

Nationalpartiet, anført af den pæne Kashif Ahmad, smed ham ud, selv om Yahya Hassan bliver ved med at understrege, at beslutningen var fælles:

»Det hele er strategi og mediepis. Det er mine hjemmedrenge, og vi tager en pause lige nu«, sagde han til Ekstra Bladet.

Det var også til dem, han kort før havde fortalt om lidt karambolage, han havde med nogle betjente i en italiensk lufthavn – på vej hjem fra noget så lidt ghettoagtigt som en alpin skiferie. Han fortæller, hvordan de gennemsøger hans bagage og finder »en nøgle til en Mercedes og en udgave af ’Hamlet’«.

Med andre ord: »De vidste bare, at jeg var en større motherfucker end dem«.

Ifølge psykologen Lars Lundmann er det umuligt nøgternt at vurdere, hvilken type Hassan er.

»Indholdet er jo komplet anderledes, men Donald Trump, der gerne vil være Republikanernes præsidentkandidat siger, som Yahya Hassan også er kendt for, hvad han vil. Det er i hvert fald det signal, han gerne vil sende, men jeg ved ikke, om han gør det, fordi det giver ham mere anerkendelse, fordi der er flere stemmer i det. Måske er Trump egentlig inderst inde mere moderat, men er nødt til at fremstille sig selv som mere radikal«.

’På gadeplan’

Og radikalitet har vi lært os at fordre af Hassan. I sin seneste inkarnation optræder Yahya Hassan uden den enhed af sikkerhedsvagter, der engang omgav ham. Til gengæld har han skudsikker vest på, som han gerne lyner ned i frakken for at vise frem. Han virker jaget og siger, han er det. Jaget af bander, men ikke mindst jagtet af Østjyllands Politi, som han mener har nedsat en særpatrulje til at chikanere, banke og ligefrem torturere ham, og »og som kommer til at fortryde det – på gadeplan«, som han siger. Han har p.t. fire klagesager kørende mod politiet i Aarhus.

Rygtet gik i går aftes på, at Gyldendal ville vaske sine hænder for Yahya Hassan, men onsdag fortalte litterær direktør Johannes Riis, at godt nok havde han ikke modtaget noget nyt manuskript endnu, »men jeg håber at kunne udgive den til efteråret. Derudover har jeg ingen kommentarer«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce