Foto: Timur Emek/AP

Medier

Norsk medieboss vil i kamp mod Google og Facebook

Private og statslige medier bør ifølge Schibsteds direktør gå sammen i kampen mod Google og Facebook.

Medier

Det særlige norske ord for at løfte i flok, dugnad, har fået fornyet kraft i landets medielandskab.

Direktøren for Norges største mediekoncern, Schibsted, råber i øjeblikket til fælles norsk mediekamp mod Google og Facebook.

Ved i langt højere grad at dele produktion, distribution og brugerdata norske mediehuse imellem mener Schibsted-direktør Ole Jacob Sunde, at landets medier fremover står stærkere i kampen om de annoncekroner, der i stigende grad bliver ædt af udenlandske aktører.

»Vores fælles kamp mod udenlandske selskaber er meget hårdere end konkurrencen indadtil i Norge«, lyder det fra Ole Jacob Sunde i avisen Aftenposten.

Det er det første konstruktive forslag til at holde op med at skændes

På direktørens ideliste står også et øget samarbejde med public service-udbyderen NRK, der sammen med de private mediers organisation Mediebedriftenes Landsforening ser positivt på forslaget.

»Vi skal arbejde sammen og dele mere, mens vi fortsætter med at konkurrere«, siger foreningens direktør i Aftenposten.

Forslaget er et nybrud i en skandinavisk mediebranche, hvor medierne typisk holder forretningsmodeller tæt til kroppen og slås internt – også i Danmark, hvor fronterne er trukket op mellem de private medier og DR, der med licensmidler i ryggen anklages for at gøre livet svært for aviser, der jagter betalende læsere online.

Der er stort potentiale for danske medier i at kopiere Schibsteds forslag, siger medieprofessor Mark Ørsten fra RUC.

»Det er det første konstruktive forslag til at holde op med at skændes og lave noget, der reelt har en chance mod Facebook og Google«, siger han.

Annonce

Når det handler om distribution, siger Mark Ørsten, kunne danske mediehuse eksempelvis lade sig inspirere af en Spotify-model, hvor medierne i samlet flok kan skabe platforme, der kan tiltrække annoncører. Også medieprofessor Stig Hjarvard fra Københavns Universitet siger, at grundideen bag de norske ambitioner er »et rigtig godt bud på, hvordan små lande kan tilpasse sig en ny medievirkelighed«. Han ser potentiale i, at mediehuse f.eks. laver fællespuljer til undersøgende journalistik, der kan publiceres på tværs.

»Men man skal jo også bevare en intern diversitet. Hvis man begynder at dele for meget produktion og stof, hvad er så forskellen på Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske?«, siger Stig Hjarvard.

Danske medier overvejer

Bekymringen for et mindre mangfoldigt mediebillede har også været luftet i Norge. Desuden har Schibsted-konkurrenten Dagbladet mindet om, at Schibsted for dem også er en global aktør og stor konkurrent, mens det norske konkurrencetilsyn har understreget, at tættere alliancer kan være på kant med reglerne.

Også Facebook og Google har svaret igen på opråbet fra Schibsted, der er ved at rulle planerne ud internt i Schibsted-koncernen, der ejer medier som Aftenposten, Bergens Tidende og Aftenbladet. Google og Facebook siger til mediet Kampanje, at man samarbejder med alle, der ønsker det, og at deres aftaler også kommer medierne til gode. Herhjemme er Berlingske Media ifølge adm. direktør Mette Maix åben over for at diskutere samarbejde med andre medier:

»Eksempelvis er vi principielt positive over for tanken om en fælles digital betalingsplatform. Deling af indhold som i det norske forslag er dog ikke noget, der ligger lige for«, skriver hun i en mail.

I JP/Politikens Hus, der blandt andet udgiver Politiken, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, er adm. direktør Stig Kirk Ørskov, mere lunken ved forslaget. De private medier skal styrke konkurrenceevnen, hvis man skal klare dysten mod Google og Facebook, skriver Ørskov i en mail til Politiken. Men, skriver han:

»Jeg tror, at medierne står sig ved at fokusere på at udvikle indhold med høj relevans og værdi for brugerne snarere end at bruge kræfterne på tiltag, der risikerer at drukne i bureaukrati«.

Andelen af de danske mediers annonceomsætning på nettet, der ryger til udlandet, steg fra 19 pct. i 2007 til 52 pct. i 2014, viser tal fra Kulturstyrelsen. Mark Ørsten anerkender, at der vil være udfordringer ved, at mediehusene går i tættere samarbejde. Men han frygter ikke, at samarbejde fører til ensartede medier:

»Vores undersøgelser viser, at medierne i forvejen deler meget indhold. Bedre økonomi vil give medierne lyst til at eksperimentere mere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden

    Onsdag 7. december

    Jakob Nielsen

    Redaktionschef

    Velkommen til det nye Politiken.

    Som du måske har bemærket, har Nobels Fredscenter givet Politikens fotograf Mads Nissen mulighed for at følge årets prismodtager, Colombias præsident Santos, på allernærmeste hold. Se mere her.

    Vi glæder os også til at vise dig flere gode historier fra Football Leaks-lækagen.

    God fornøjelse!