Det er årets vigtigste udgivelse. Det er her, de største trends præsenteres, og annoncørerne lægger allerflest penge.

Det kan alle, som har set dokumentarfilmen ’The September Issue’, tale med om.

Filmen fulgte tilblivelsen af amerikansk Vogues septembernummer 2007 og ikke mindst chefredaktør Anna Wintours skarpe opsyn med, at hver eneste glittede side blev, præcis som hun ville have den.

Det handler kort sagt om big money. Og her skal kommercielle hensyn gå hånd i hånd med evnen til at vise, at verdens mest sælgende modemagasin, amerikansk Vogue, ved, hvilken vej fashion-vinden blæser.

Er der én, der har behov for at cementere den magt, så er det Anna Wintour. Og i år har den 726 sider store septemberudgave vakt særlig opsigt.

Anden gang på hundrede år
Kvinden på forsiden er nemlig den sorte skuespillerinde Halle Berry.

Og ’sort’ har ikke tidligere været den toneangivende efterårsfarve på forsiden af amerikansk Vogue.

Det er faktisk kun anden gang i magasinets over hundrede år lange historie, at en sort kvinde er cover girl i septembernummeret. Sidst var i 1989 med supermodellen Naomi Campbell.

»Det er enestående, at USA har fået en sort præsident, og valget af Halle Berry er en indirekte måde at sige: ’Hvor er det skønt, at vi er nået så langt’. Amerikansk Vogue har dog ikke valgt en model, men berømtheden Halle Berry. Og en berømthed tager flere historier med sig ind i et foto end en model. Forbrugerne har langt lettere ved at identificere sig med en skuespillerinde end med en anonym sort model«, siger Dorrit Bøilerehauge, der leder Videncenter for Design & Business på designskolen Teko.

Den hvide catwalk
I 1974 satte amerikansk Vogue for første gang en sort model på coveret, og siden har der gennemsnitligt kun været én sort kvinde på forsiden om året.

I marts 2009 var det førstedamen Michelle Obama med overskriften ’The First Lady the World’s been waiting for’.

Det har dog ikke haft en afsmittende virkning på antallet af sorte modeller på catwalken til de internationale modeshows i Milano, Paris, London og New York. Her er det stadig kun 1-2 af de 30-35 modeller til hvert show, der er sorte.

'Sort' er en type i sig selv
Men hvordan kan det være, at vi i 2010 stadig taler om, at sorte modeller hverken får de store shows, kampagner eller forsider?

LÆS ARTIKEL Sort modemagasin får hvid redaktør

Lektor ved Danmarks Designskole Julie Sommerlund har denne teori:

»Modellerne udtrykker den kultur, de befinder sig i. Og det er primært en vestlig, hvid kultur. Derfor er der mange forskellige ’typer’ inden for kategorien ’hvid’, mens ’sort’ næsten er en type i sig selv«.

Den tendens er tydelig, når blikket vendes tilbage på 1980’ernes supermodel-æra med modeller som Cindy Crawford, Christy Turlington og Linda Evangelista.

»Her repræsenterede en håndfuld hvide modeller hver en type, mens det kun var Naomi Campbell, der repræsenterede de mørke modeller. Man kan konstatere, at billedet af sort skønhed er mere unuanceret og har færre facetter end billedet af hvid skønhed«, siger Julie Sommerlund.

The Black Issue
Det forsøgte italiensk Vogue at udfordre med deres julinummer The Black Issue i 2008. Kun med sorte modeller.

Magasinets chefredaktør, Franca Sozzani, udtalte til den engelske avis The Daily Telegraph:

»Obama kæmpede mod Hillary, og til modeshows begyndte jeg at lægge mærke til, at alle modellerne lignede hinanden. Det gik op for mig, at det ville være interessant at se nogle sorte modeller«.

Efterspørgslen på særnummeret var så stor, at der blev trykt 60.000 ekstra eksemplarer. Men var det en gimmicksucces?

Magasinet skabte debat og smukke billeder med sorte topmodeller som Tyra Banks, Chanel Iman og Jourdan Dunn, men som den engelske avis The Guardian skrev:

»At være ikke-hvid er konstant at blive henvist til et ‘særnummer’, mens den almindelige udgave forbliver hvid«.

Mere latte end americano
Guardian kritiserede også Vogue for, at når de endelig bruger sorte kvinder, så er de »forklædt som hvide« med ørnenæser, store øjne, ovale ansigter og hår, der er glattet eller omhyggeligt gemt under en turban, billede efter billede.

Hvad angår sort, så er det altså mere latte end americano.

I dag har italiensk Vogue dog fastholdt den mørke linje med undersitet Black Vogue på deres hjemmeside.

Et spørgsmål om økonomi
Spørgsmålet er, om den aktuelle septemberforside med Halle Berry i amerikansk Vogue signalerer en lysere fremtid for sorte modeller i moden?

Forsiden med den mere nougatbrune end sorte Halle kan i hvert fald ikke ubetinget siges at være et sikkert tegn, for modens primære målgruppe er fortsat hvide kvinder. Og det handler ikke kun om kultur, men i lige så høj grad om økonomi.

»Indkomstbilledet i USA viser fortsat, at sorte tjener væsentligt mindre end hvide, og at modeindustrien derfor oplever sorte som en mindre relevant målgruppe«, siger Julie Sommerlund.

Men én ting er økonomi, noget andet er modens trend-luner.

Det franske modehus Givenchy er begyndt at bruge flere sorte modeller. Og modelbureauer som Elite og Unique Models bekræfter også en øget interesse.

»Det er tydeligt, at vi lige nu ser flere sorte modeller i modebilledet, end vi har gjort tidligere«, siger Jesper Thomsen fra Unique Models, der repræsenterer mange sorte topmodeller, blandt andet Chanel Iman.

Det er sort, det er cool
Men når det kommer til det skandinaviske magasinmarked, er vejen til forsiderne stadig lang for de sorte modeller.

»Jeg har flere gange tilbudt en sort pige og fået af vide, at det ikke går, for så bliver magasinerne stående på hylderne«, siger Jesper Thomsen.

Derimod er de hvide modeller helt valgt fra hos den britiske designer Nathan Jenden.

»De sidste to sæsoner har jeg kun brugt asiater og sorte piger i mine show, men uden at have et ‘synspunkt’ i baghovedet. De piger, jeg valgte, havde bare mere attitude, og jeg ville gerne have modeller med langt, mørkt hår«, siger Jenden.

Men Nathan Jenden er udtryk for noget markant: nemlig at moden ikke vil dikteres, men selv diktere.

Også når det kommer til at erklære sorte modeller for in.

Artiklens forfatter, Susanne Madsen, er uddannet modejournalist fra London College of Fashion og har en BA i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Hun er gæstelektor ved Central Saint Martins College of Art & Design i London.