Annonce
Annonce
Mode

Svensk mærkes forårskollektion genfinder futurismen i ægte retro-stil

Når designere forstiller sig fremtiden, ender det tit i hvidt, sølv og kunststoffer. Det ses aktuelt hos Monki, der laver retrofuturisme i ånden fra 1960’erne.

Annonce

Visioner

Fremtidsfilm

Vil man se bud på, hvordan vi går klædt i fremtiden, kan man gå i biografen.

’Star Wars’-filmen dominerede slutningen af 2015, og der findes modeeksperter, der mener, at kampen mellem det gode og det onde i en galakse fjernt fra vores har smittet af på jordiske designere. Japanske Yohji Yamamoto har hang til kapper, der vil klæde Darth Vader; Rick Owens arbejder med løse rober i stil med jediriddernes, og Alexander Wang har præsenteret lange kjoler, der er som taget ud af prinsesse Leias garderobe. Næste skridt ud i fremtiden kommer i Luc Bessons filmatisering af den stilfulde sciencefiction-tegneserie om Linda & Valentin. Den franske instruktør ledte i efteråret efter designere, som kan forestille sig, hvordan gæsterne til et cocktailparty på en rumstation i år 2580 vil være klædt. ’Valérian and The City of A Thousand Planets’ får premiere i 2017.

Året var næsten forbi, da jeg endelig stødte på et ord, jeg længe har spejdet efter i modesammenhæng. ’Futurisme’ stod der i en besked fra Monki, hvor det svenske mærke annoncerer sit bud på forårstøjet 2016.

»Fremtiden er ubeskrevet. Det er spændende«, hed det i introduktionen af kollektionen, der bærer navnet ’Strålende Tider Venter Os’.

Det lyder som titlen på en science fiction-roman eller et kampskrift fra en religiøs sekt, men selv om udmeldingen fra Monki indeholder en del ordgejl, blev jeg alligevel glad, da jeg modtog det forfriskende budskab om lysere tider.

En stor del af modens kommunikation handler om fremtiden og næste sæson og bølger, der venter på at rulle, men når dagen oprinder, og tøjet kan tages på, er det tit gamle ideer, der har fået en ny finish. Sådan er spillet. Modens cyklus er én lang revival, og recirkulationen er nu så intens, at man i løbet af en dag i modeugen kan se de seneste fem årtier genpakket og nyfortolket.

Tænk, hvad Paco Rabanne kunne have udrettet med nanoteknologi

Så er 1990’erne er tilbage, og du skal være grunge. 1970’erne kommer igen hele tiden med disco og glam. 1980’ernes skulderpuder fylder bladene, mens 00’er-bølgen står klar for enden af catwalken.

Det er tit sjovt, når en dygtig designer leger med historien. Det ser man aktuelt hos Gucci, hvor Alessandro Michele har forvandlet luksushuset til en levende secondhandbutik. Hos Saint Laurent Paris trækker Hedi Slimane hårdt på rockhistorien og klæder blege modeller i en blanding af læder og hippie-gevandter, der er som suget ud af pladecovers fra omkring 1970.

LÆS OGSÅModemagasin leger med den mandlige seksualitet i fortryllende jubilæumsudgivelse

Men fremtiden og den optimistiske tro på den har længe haft det svært i modesammenhæng.

»Vi designer tøj til generationen, der skaber den digitale fremtid, og som tager, hvad den kan lide fra fortiden, kaster resten bort og sætter det hele sammen til noget nyt. Det inspirerer os til at gøre det samme; se tilbage og komme frem til en ny version af futurisme«, udtaler Monkis chefdesigner, Caroline Carlryd, om arbejdet med forårskollektionen.

Monki.  Forårskollektion. Pr-foto

Arven fra 1960’erne

Futurismen i moden toppede midt i 1960’erne, da Paco Rabanne, Pierre Cardin og André Courrèges gav rumalderen tøj på. De udnyttede en ny generation af syntetiske materialer, og de fyrede den af med plastik, sølv og lårlange støvler i pvc. De gjorde oprør mod historien, og deres idealkvinder lignede rumprinsesser i miniskørter. Bølgen toppede, da Paco Rabanne i 1968 klædte Jane Fonda på i filmen ’Barbarella’.

Designerne skabte grundformen til den futuristiske mode. Som forfatteren William Gibson har konstateret, kan vi let genkende futurisme i moden, selv om vi ikke aner, hvordan fremtiden vil se ud.

Modens futurisme fik kun en kort periode i rampelyset. Mange fandt materialerne og ideerne fjollede

Paco Rabanne, der var uddannet industriel designer, var bidt af fremtiden og søgte efter nye teknikker uden for modens cirkler. Han formstøbte elementer til kjoler i plastik og var ofte mere optaget af teknologien end af tøjets praktiske funktioner. Som modernist mente han, at moden altid skulle bevæge sig fremad, og han kastede sig over såvel glasfiber som trøjer i aluminium.

Hovedudspillet i datidens futuristiske bølge kom fra André Courrège, da han i 1964 lancerede sine ’Space Age’- og ’Moon Girl’-kollektioner. Rumalderen var en vidunderlig drøm, mennesket var på vej mod Månen, og det krævede en ny garderobe, mente Courrège.

I ’Moon Girl’ var alt hvidt eller sølvfarvet. Der var bukser og tunikaer og nederdele så korte, at de knap dækkede ballerne. Minikjolerne lignede kunstværker, havde store grafiske huller i siden og skulle bæres uden bh.

POPULÆRE MODEBLOGGEREDu afgør selv, hvad der er smart

I dag er André Courrège mest kendt for – parallelt med Mary Quant – at have ’opfundet’ miniskørtet, mens resten af hans radikale fremtidsvision er parkeret på museer og i opslagsbøger. Hans modehus er genoplivet, men er slet ikke nær så vildt som for 50 år siden.

Modens futurisme fik kun en kort periode i rampelyset. Mange fandt materialerne og ideerne fjollede. Tiden var ikke klar til fremtiden, og omkring 1968 var astronauter og plastik afløst af hippier, psykedelisk musik og loppemarkedsfund.

Simon Reynolds beskriver i bogen ’Retromania’ hippiebevægelsens påklædning som bevidst gammeldags og det første moderne eksempel på, at en ungdomsgeneration vælger at se tilbage i stedet for fremad. Fremtiden blev nu forbundet med pessimisme og hvad dertil hører af krig, forurening med videre.

Fremsynet teknologi

Den melodi kan vi stadig nynne med på i 2016. Den økonomiske krise har desuden øget modebranchens interesse for det sikre og det kendte.

Monkis forårsudspil kommer da heller ikke til at bringe fremtiden tilbage. Kæden, der er en del af H&M-koncernen, har et ungt publikum, og filosofisk tankegods betyder mindre end godt salg i nuet.

Men deres designere har styr på researchen, og når man ser kollektionen, er der elementer af sølv, kunststoffer og hvidt, helt i ånden fra Courrège. Det er en slags retrofuturisme.

Nutidens designere har desuden den fordel, at de har adgang til materialer og produktionsmetoder, som for 50 år siden vitterlig var ren fremtidsmusik. Tænk, hvad Paco Rabanne kunne have udrettet med nanoteknologi.

Pierre Cardin, 93, er den eneste fra det fremsynede slæng af designere, der stadig lever. Han har beskrevet 1960’ernes futuristiske mode som et forsøg på at foregribe udviklingen, og hans holdning kan stadig indgyde håb i enhver modernist.

»Jeg laver tøj, som er opfundet til et liv, der ikke eksisterer endnu. En verden af i morgen«.

Redaktionen anbefaler

Julen har bragt kitschet strik

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce