Annonce
Annonce
Annonce
Mode

Modeblogger: »Hvorfor skal jeg skrive, at det er ’åh, så flot’, hvis jeg synes, det er virkelig grimt?«

Nicklas Skovgaard er 15 år og en feteret modeblogger.

Gem til liste

Danske modebloggere

My Clothing blog – Nicklas Skovgaards blog, hvor han holder læserne opdateret med sine indkøb, egne kreationer og vurdering af designernes påfund.

Anywho.dk – Danmarks største modeblog skrevet af tre piger i starten af 20’erne, der ud over at studere arbejder som model og stylister.

Fierceogfattig.blogspot.dk – 23-årige Kia er vild med mode, men studerer og har ikke råd til de dyre mærker. Derfor blogger hun om sine budgetfund.

Mellem stiletter, pelse, læderstøvler og skinny jeans og lige over for modedyrene fra de glittede magasiner sad der til vinterens modeuge en lille knøs med grydefrisure og tandbøjle på første række.

Med indadvendte fødder, foldede hænder og koncentreret mine fulgte hans blik catwalkens modeller. Inde bag øjnene blev farver, snit og stof vurderet. Var det spændende? Nyt? Eller bare det samme som sidste år?

Han sad der, fordi branchen lytter til, hvad han siger. Eller rettere skriver.

Interviewes af New York Times
15-årige Nicklas Skovgaards blog, My Clothing Blog, får hver dag mellem 2.000 og 3.000 klik, han interviewes af alt fra New York Times over Børsen til Sydsvenskan og er netop færdig med optagelserne til tv-programmer, han endnu ikke »må sige så meget om«.

Så er man så godt som selvskrevet til en plads på første række, når designerne for første gang præsenterer deres nye kollektioner. Det er her, hele branchen kaster deres kritiske blik på stoffet og vurderer stil, kreativitet og elegance.

Det er her, modebloggerne fylder mere og mere.

Og er man 15 år og fra en lille ø uden for Svendborg, så skiller man sig tilpas nok ud til, at man er ekstra interessant, mener Dorrit Bøjlerehauge, der er leder af Videnscenter for Design og Business ved designskolen TEKO.

Der er ingen tvivl om, at han har talent, og så er han en kuriositet, fordi han også selv designer tøj.

Dorrit Bøjlerehauge, leder af Videnscenter for Design og Business ved designskolen TEKO

»En sand barnestjerne«
Hun holder øje med modebloggernes indtog og beskriver Nicklas Skovgaard som »en sand barnestjerne«.

»Der er ingen tvivl om, at han har talent, og så er han en kuriositet, fordi han også selv designer tøj. Samtidig har han sproget, stilen og alderen til fælles med andre unge. Det er kommunikation i øjenhøjde, og det gør det troværdigt. Og så formår han at være lidt frækkere«, siger hun.

Da han under vinterens modeuge betragtede designernes bud på nye tendenser, ventede mor på hotellet, og lektierne blev afleveret en uge senere med tilladelse fra skolelæreren.

Men hov? Skrev han grimt? Ja, nogle gange.

Malene Birger var konet
»Hvorfor skal jeg skrive, at det er ’åh, så flot’, hvis jeg synes, det er virkelig grimt. Det vil bare gøre mig gode venner med designerne, og det har jeg ikke noget behov for«, siger han.

Den første kollektion, Munthe plus Simonsen lavede uden Simonsen, var »kedelig«, og Malene Birgers var »konet«.

LÆS ARTIKELModeblogger: Outreret er ikke den danske stil

»Det var så kedeligt, det hun havde lavet. Det var simpelthen så dansk. Samme længde, samme mørke tøj, samme farver«, smælder kritikken.

At give kritik er noget, flertallet af danske modejournalister også kunne lære noget af, mener den 15-årige blogger. For hvis man åbner et blad, så er der aldrig noget ondt skrevet.

»Det er bare »jamen, det var rigtig godt« – men de ville måske heller ikke få så mange reklamer i deres blad, hvis de skrev, det var deres grimmeste kollektion til dato«.

»Er du ikke lidt ung?«
Til modeshows møder Nicklas Skovgaard mest begejstring for sit foretagende.

Men der er også de garvede journalister, der typisk spørger: »Nå, så du er en af de der BLOGGERE?« med tydelig artikulation, når det sidste fremmedord skal tages i munden.

Trendspotter.  Tørklædet om halsen er army-inspireret. Det mener Nicklas Skovgaard nemlig vil blive det helt store sammen med Galaxy-print. Til gengæld er han træt af pailletter og dyreprint. Foto: Joachim Adrian På lige fod med »Er du ikke lidt ung?«.

Det var under vinterens modeuge, at modebloggerne for alvor gjorde deres indtog til showene. Til nogle branchefolks utilfredshed – for hvad ved de egentlig? Sådan en flok amatører, der laver et indlæg, så snart de mener dette og hint. Især sådan en lille nævenyttig dreng, der stadig går i folkeskolen?

Egentlig ved han ikke så meget, mener han selv. Men han siger sin mening. Og uden egentlig at ville det, dykker han lige lukt ned i diskussionen, om modebloggere er for det gode eller det onde.

Den demokratiske mode
Har de garvede modejournalister grund til at frygte bloggerne, der kan lægge en kollektion, gratis, på nettet straks efter de har set den, frem for magasiner, hvor ventetiden typisk er to-tre måneder?

Hvorfor skal jeg skrive, at det er ?åh, så flot?, hvis jeg synes, det er virkelig grimt.

Nicklas Skovgaard

Når de anarkistiske bloggere nedbryder mastodonternes absolutte dogmer, hvad sker der så? Modeeksperterne er begyndt at tale om »den demokratiske mode«.

»Modebloggerne har en gennemslagskraft, de får opmærksomhed, og de bliver lyttet til som meningsdannere, fordi de kan fortolke mode til et meget bredere publikum end magasinerne«, siger modeforsker Dorrit Bøjlerehauge. Men det er stadig et fænomen i udvikling, tilføjer hun.

»Det bliver spændende at se, hvordan de formår at fasttømre deres position og løfte bloggene fra ’bare’ at være dagbøger til at være noget mere vedvarende«.

Inderkredsen
Lige siden Nicklas Skovgaard som 10-årig ved et tilfælde podcastede et modeshow til sin nye iPod, har han været optaget af, hvordan man skal klæde sig næste sæson. Karl Lagerfeld for Chanel var det første show, han så på den lille skærm. Fortryllet.

»Jeg sad bare og så det. Så mange gange. Så tror jeg, det startede der. Det var megaspændende, for der var noget nyt hele tiden«.

Udenlandske modebloggere

Thestylerookie.com – Den kun 14-årige Tavi Gevinson er efterhånden blevet et ikon, kendt for sin specielle stil og sine holdninger.

Am-lul.blogspot.com – Spanskfødte Gala Gonzales blogger fra London. Hendes passion for farver og særlige detaljer har bragt hende på den amerikanske Teen Vogues liste over de mest indflydelsesrige i modeverdenen.

Efter to år som blogger tilhører Nicklas Skovgaard nu det, han selv kalder modebloggernes inderkreds. Den består af cirka 20 personer, der jævnligt bliver inviteret til kollektionsvisninger og butiksåbninger. Derfor tager han også et par gange om måneden turen fra Thurø, hvor han bor med sin mor og stedfar, til København.

For at mødes med ligesindede, de andre modebloggere, der typisk er piger i starten af 20’erne.

I Svendborg er Nicklas Skovgaard mærkelig, men det er han vant til. Svendborg gør heller ikke meget for ham på modefronten.

»Der er en trend med, at alle drengene skal ligne skatere, uden at de kan skate. Resten er bare en cardigan, en T-shirt, et par chinos (lette, slidstærke bomuldsbukser, red.) og sko. Så er det det«, mener han.

Nogle piger har derimod god stil.

»Men folk tror stadig, at blazeren med oprullede ærmer er rigtig meget in. Og så en stribet T-shirt og et par jeans med huller i. Det er ligesom alt det, vi så sidste år. Det går de stadigvæk rundt i i Svendborg«, siger Nicklas Skovgaard og griner forlegent af sig selv.

For egentlig vil han ikke dømme nogen. Han synes bare folk skal gå i, hvad de har lyst til.

Så det er gennem nedgravede datakabler med optiske fibre, at han bag den bærbare computer fra drengeværelset på Thurø kan være trendsætter og udleve sin passion. Hvis han havde levet bare ti år tidligere, ville tilværelsen formentlig føles en kende mere ensom.

Så hvad havde han gjort, hvis ikke nettet havde åbnet for Paris, New York, Milano?

Tænkepause. »Sendt et læserbrev ind? Ej, jeg ved det virkelig ikke«.

Modeshow på Svendborg Bibliotek
I virkeligheden vil Nicklas Skovgaard slet ikke være den, som kommenterer på andres tøj.

Han vil selv ind på arenaen. Han vil være designer og er begyndt at få timer hos en skrædder. Han har også lanceret en kollektion, holdt i sort-hvid.

LÆS ARTIKELKøbenhavn fejler som global modeby

Den blev præsenteret ved et modeshow på Svendborg Bibliotek.

Næste gang skal det værre større endnu. Inspiration til næste kollektion er luft, himlen og det, vi ser, når vi kigger opad.

»Så kunne det være rigtig fedt at få lavet nogle lysinstallationer, der skifter fra daggry til middag og til solnedgang«, siger han.

Presenting: Pølseniels

Nettet holder øje med spiren.

Da han lagde en af sine kreationer på bloggen, hvor kusinen Pernille agerede model og skrev ’Pølseniels’ som billedtekst, blev det hos en anden modeblog til: ’Nicklas Skovgaard præsenterer ny kreation: Pølseniels’.

Jeg kalder bare min kusine Pølseniels for at drille hende, og så skriver de alt muligt. Og så tror de, jeg mente det seriøst.

Nicklas Skovgaard

»Jeg var flad af grin. Jeg kalder bare min kusine Pølseniels for at drille hende, og så skriver de alt muligt. Og så tror de, jeg mente det seriøst«.

Og så er der de piger, der skriver fra hele landet. De vil være modeller.

»De skriver ’jeg kommer bare til Svendborg, hvis du har brug for det’. Det er bare sådan ’Tak. Hold da op. Vildt'«.

Kan talentet holde?

15 år, snart gymnasieelev og bøjle på tænderne.

Men også mediedarling. Kan talentet holde? Skyldes populariteten ikke blot alderen, kønnet, og at han lige var på rette sted på rette tidspunkt?

»Det tænker jeg også tit på. Jeg vil helst ikke lyde klog eller jo, det vil jeg gerne, men jeg vil helst ikke lyde gammelklog og som en modeekspert. Jeg ved jo ikke alt, jeg ved kun lidt«.

I år sætter skolen en stopper for modeprojektet. Han starter i gymnasiet, når modeugen starter, så han bliver hjemme.

Selv om invitationerne dumper ind ad døren og igen og igen skaber tvivl i teenagerens sind. Men bloggervennerne vil være der. Klar til at skrive, hvad de vil.

Foto:  Joachim Adrian

PolitikenPlus
  • Det Dyrebare Ny udstilling på Zoologisk Museum bliver den største i museets historie og viser nogle af dets mest dyrebare skatte.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Den sidste Mozart DR UnderholdningsOrkestret har igennem de sidste 15 år været kendt som Danmarks Mozartorkester. Kronen på værket var udgivelsen af de samlede symfonier i 2013.

    Pluspris fra 250 kr. Alm. pris fra 184 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Det forbløffer mange at flere af Bachs mest elskede værker, blandt dem storværker som messen i h-mol og Juleoratoriet, næsten udelukkende er genbrug af tidligere værker.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Dvo?áks requiem Den tjekkiske komponist Antonin Dvo?ák er ikke en ukendt komponist, men desværre er hans Requiem ikke så kendt, som dets kvalitet og storhed egentlig berettiger til.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 170 kr. Køb
  • Rasmus Bjerg Solo Så er det her! Showet verden har ventet på. Nu får du endelig Rasmus Bjerg helt alene!

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 275 kr. Køb