Bestillingsarbjede. I Unmades butik i London er der kun ganske få varer. Til gengæld står der en enorm strikkemaksine, for Unmade minimerer spild ved kun at fremstille bestilte varer. Her eller på nettet kan du bestille dit stribede tørklæde, som først derefter bliver strikket.
Foto: Unmade

Bestillingsarbjede. I Unmades butik i London er der kun ganske få varer. Til gengæld står der en enorm strikkemaksine, for Unmade minimerer spild ved kun at fremstille bestilte varer. Her eller på nettet kan du bestille dit stribede tørklæde, som først derefter bliver strikket.

Mode

Du klikker - de strikker

Unmade strikker din sweater, præcis som du ønsker, og kommer du forbi deres butik, kan du se det ske. Det engelske modemærke bruger software i kampen mod spild og overproduktion.

Mode

Der er udsalg for tiden, og butikkerne forsøger at slippe af med de varer, der ikke blev solgt til normal pris.

Det er ikke få produkter, det handler om, og et besøg i en tøjbutik i disse dage giver en fornemmelse af, hvor stor overproduktionen i beklædningsindustrien er.

Hos Unmade er der aldrig udsalg. Det engelske mærke har nemlig ingen lagervarer, der kan sættes ned.

Unmade sælger strikkede trøjer og halstørklæder, og alt strikkes lokalt og på bestilling efter kundens ønsker. Det lyder måske som en form for gammeldags skrædderi, men sandheden er snarere, at firmaet ligger i front, når det handler om at skabe et bud på fremtidens modeproduktion.

For det første har man minimeret spild ved kun at fremstille bestilte varer. For det andet skal trøjerne ikke fragtes til butikker eller lagre, men leveres direkte til kunderne. Begge dele kan kun lade sig gøre, fordi Unmade arbejder digitalt – og det er den tredje pointe; ny teknologi kommer til at spille en afgørende rolle for modebranchens fremtid.

Det tager en time at strikke en ny trøje. Et tørklæde klares på 40 minutter. Det kan man kalde 'fast fashion'

Man finder først og fremmest Unmade på nettet, men der eksisterer også en enkelt fysisk butik på Floral Street i det centrale London.

Den smalle gade nær ved Covent Garden er kendt for at huse en stribe modemærker, bl.a. holder designeren Paul Smith til her, og skråt over for hans bevidst gammeldags indrettede forretninger skal man op ad et par trin for at træde ind i et usædvanligt butikslokale.

Det første, man lægger mærke til hos Unmade, er, at her kun er ganske få varer. Der hænger enkelte eksempler på sweatre og tørklæder, men ellers optages rummet af en stribe iPads og ikke mindst en gigantisk strikkemaskine bagest i rummet.

Og den er god nok, man kan gå direkte ind fra gaden og bestille en sweater, hvorefter den bliver strikket på stedet. I teorien i hvert fald. Ekspedienten oplyser, at der som regel er ventetid, så der går fire-fem dage, inden man kan tage sin sweater på.

Annonce

Unmade strikker to steder i London. I butikken i Floral Street og på hovedkontoret i Somerset House 10 minutters gang derfra.

Det tager en time at strikke en ny trøje. Et tørklæde klares på 40 minutter. Det kan man kalde fast fashion, men i virkeligheden handler det om at gå modsat de multinationale kæders hurtige, upersonlige mode.

Tilpasset den enkelte

Projektet ville ikke kunne lade sig gøre uden digitaliseringen, og det er her, at Unmade for alvor rykker.

I den fysiske butik består det digitale interfase af en stribe iPads, hvor kunderne trykker og scroller sig gennem stribevis af forslag til striktrøjer på mærkets hjemmeside. Finder man en, der ser god ud, kan man selv justere designet ved at flytte rundt på mønstret, trække striberne ud eller ’dryppe’ pletter på med et tryk med fingeren.

Man kan gøre det samme ved sin hjemmecomputer eller på mobilen.

Pointen er, at denne form for customization ikke gør produktionen mere indviklet. Det er blot et andet digitalt signal, der sendes til strikkemaskinen og gøres til virkelighed i f.eks. Merino-uld. Maskinen er ligeglad. Den strikker, hvad den får besked på.

Hal Watts, der er en af stifterne af Unmades moderselskab, Knyttan, forklarer til websiden Business of Fashion, at software er vejen til enkelt at strikke på bestilling.

»Vi kunne pludselig se det hele for os, da vi opdagede, at en industriel strikkemaskine kan fungere som en slags 3D-printer for tøj, hvis man har det rette software. Ved at skrive nye programmer kan vi anvende maskinerne på en måde, som ingen andre gør«.

Kombinationen af teknologi, personlig tilpasning og noget så gammeldags som strikvarer har fået mange i branchen til at interessere sig for Unmade.

Annonce

Annonce

Annonce

I sommeren 2015 fik mærket et kapitaltilskud på 20 millioner kroner fra bl.a. investeringsgruppen Connect Ventures og Edoardo Zegna, der er digital chef for det strikglade italienske luksusmærke Ermenegildo Zegna.

Det er folk, der ser forretningsmæssige muligheder i konceptet, der desuden har den økonomiske fordel, at kunderne betaler, inden trøjerne bliver strikket. Unmade skal ikke som traditionelle modemærker lægge ud for op til flere sæsoners produktion, før der kommer penge i kassen.

Begrænser spild

Et helt andet sted sidder Lynda Grose. Hun er lektor i bæredygtigt design ved California College of The Arts i San Francisco og en af verdens førende eksperter på området.

Da jeg interviewede hende sidste år, fremhævede hun netop Unmade og det beslægtede San Francisco-firma Betabrand som eksempler på, at lokal produktion i samspil med teknologi og customization er en vigtig bevægelse i arbejdet med at minimere modebranchens spild.

»Det er et nyt område inden for produktionen af tøj, og det har stort potentiale for udvikling. Det er små skridt, men de vil brede sig«.

Spild er et nøgleord for de fleste firmaer i modebranchen. Spild koster penge, og spild slider på kloden.

Hal Watts fra Unmade drømmer om helt at kunne undgå spild.

»Hvorfor skal så mange tekstiler ende på lossepladsen?«, spørger han i Business of Fashion.

»Teknologien hjælper os med at finde svaret. Vi kan endda skabe tøj, der er både unikt og industrielt produceret, og det har indtil nu være to vidt forskellige universer«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce