Egentlig skulle orkestret være et eksempel på, at selv folk fra forskellig etnisk og kulturel side af konflikten i Mellemøsten kan mødes i noget fælles menneskeligt som musik.

Men hver gang konflikten spidser til i Mellemøsten, oplever det danske verdensmusikorkester The Middle East Peace Orchestra både interne uenigheder og et øget pres fra omverdenen.

Og i foråret blev et muslimsk medlem af orkestret ligefrem truet på livet, hvorfor orkestret siden har været overvåget af PET.

Ord bliver til skænderi
Orkestret blev dannet for syv år siden af den danskjødiske oboist Henrik Goldschmidt, som i sit samarbejde med muslimer blandt bosniske flygtninge havde oplevet, at de religiøse, politiske og kulturelle forskelle blev glemt, når først de spillede musik.

LÆS OGSÅFem kunstnere modtager hæderspris

»Hver gang vi kommunikerede med ord, kom vi bare længere fra hinanden, og det endte altid med, at vi skændtes. Men vi kunne sagtens kommunikere igennem musik«, forklarer Henrik Goldschmidt, der i starten havde kristne libanesere med i orkestret, men siden også indlemmede arabere fra forskellige lande i Mellemøsten.

»Det var vigtigt for mig, at alle var repræsenteret, og i dag er vi fuldstændig ligeligt fordelt mellem jøder og muslimer«, siger han.

Hademails
Til at begynde med blev orkestret modtaget med begejstring, hvor det kom frem.

Men i takt med populariteten har medlemmerne også fået flere og flere kritiske og ligefrem hadske henvendelser fra både jødisk og arabisk side, forklarer Henrik Goldschmidt.

»Banen er blevet kridtet meget hårdere op. Jeg har fået mail fra folk, som beskriver arabere som dyr. Højtuddannede jøder, som sidder i Jerusalem«, siger han.

»Og der er folk i min omgangskreds, der siger: Hvorfor gør du det? Man kan jo ikke stole på arabere. Vores orkester er et billede på Mellemøsten, og man kan også se på vores udsving, hvordan det går i den store sammenhæng. Da Israel angreb Gaza i foråret 2009, var vi ved at gå fra hinanden. Det var hårdt for palæstinenserne, og det kan jeg godt forstå«, siger Henrik Goldschmidt.

Medlem truet i dansk moske
Ifølge Henrik Goldschmidt var det også ballade i Mellemøsten, der udløste dødstruslen for et halvt år siden.

Det var netop, da den israelske regering fordrev palæstinensere fra Østjerusalem og opførte nye jødiske boliger, at truslen blev fremsat over for et muslimsk medlem af orkestret i en moske i Danmark.

»Han blev opsøgt af nogle mænd, som sagde, at hvis han blev ved med at spille sammen med de der israelere ... og så var der en, der førte en flad hånd hen over halsen. Måske var det drengestreger, men en dødstrussel er altså en dødstrussel. Og siden har vi været konstant overvåget af PET. De får simpelt hen vores turneplaner tilsendt og tager så stilling til, hvad der skal gøres, sammen med det lokale politi«, forklarer Henrik Goldschmidt.

Han tilføjer, at den pågældende ikke længere er medlem af orkestret.

Arabisk og jødisk klezmermusik
Henrik Goldschmidt er solooboist ved Det Kongelige Kapel – Det Kongelige Teaters symfoniorkester.

Men i fredsorkestret er det klassisk arabisk musik og jødisk klezmermusik, der er på repertoiret, og instrumenterne spænder fra violin over obo, harmonika, guitar, lut, bouzouki og til fløjte og slagtøj.

Orkestret er blevet mere og mere populært og har spillet i en række lande, dog ikke i Mellemøsten, hvor der altid er nogle af medlemmerne, der ikke kan få indrejse. I næste måned er der turne i England.

Henrik Goldschmidt overvejer indimellem, om bestræbelserne på at holde sammen på orkestret er umagen værd, erkender han.

»Men hver gang vi har spillet en rigtig fed koncert, og en masse jøder og muslimer kommer op bagefter, er det jo sådan en stjernestund, der viser, at det kan lade sig gøre. Sidst vi spillede i Stockholm, var det med stående ovationer, og bagefter var der en palæstinenser, der åbnede hele sin restaurant bare for os og satte kokken i gang med at lave jeg ved ikke hvor mange retter«.

»Og der sad vi så alle sammen i et fuldstændig broget billede af jøder og muslimer, og ingen vidste, hvem der var hvad. I sådan et øjeblik oplever jeg faktisk den tilnærmelse, som er hele målet med orkestret«.