Når DSB reklamerer med, at de giver 25 procent rabat på billetter til en koncert med popidolet Rasmus Seebach, er det ikke noget, der får unge mennesker til at rynke brynene.

Og når sangerinden Tina Dickow optræder i en SAS-reklame med sin egen sang som underlægningsmusik, spurter sangen op ad hitlisterne.

LÆS ARTIKELSAS giver Tina Dickow-sang nye vinger

Danske unge ser nemlig ikke de store problemer i, at erhvervslivet og musikerne går hånd i hånd. Det viser en ny markedsanalyse om danskernes musikvaner.

Analysen, der er lavet af det internationale mediebureau MEC, som har specialiseret sig i partnerskaber mellem kulturliv og erhvervsvirksomheder, blev fremlagt i går på konferencen ’Musik som middel til vækst’ på Børsen.

2.000 danskere i alderen 12 til 70 år er blevet spurgt, og blandt dem svarer 46 procent af de 18-25-årige, at de i høj eller meget høj grad synes, det er i orden, at virksomheder og mærker sponserer musikere.

LÆS ARTIKEL Kaj og Andrea skal sælge gulerødder i Føtex

Men det skal foregå på en ordentlig måde, siger direktør for MEC Katja Moesgaard.

»Man skal ikke bare smække logoer på en turbus, så den ligner en reklamesøjle. Unge gider ikke se på logoer, det har ikke nogen effekt. Men hvis reklamen er integreret på en smart og intelligent måde, er de fuldstændig åbne over for kommercielle partnerskaber«, siger hun.

Businesskunstnere
Flere danske kunstnere har allerede indgået samarbejde med kommercielle partnere – f.eks. Nephew og DSB Wildcard, Kashmir og Unibrew og altså Tina Dickow og SAS.

Og den slags samarbejder vil der komme mange flere af, spår Katja Moesgaard.

LÆS OGSÅ Bands sælger musikvideoer til reklamebranchen

»Den gamle forretningsmodel inden for musikbranchen, hvor man har indrykket reklamespot i tv eller kampagner i medier som f.eks. Politiken, er mere eller mindre død. I musikkens verden skal man nok indstille sig på, at musik er noget, forbrugerne oftere og oftere får gratis. Nogle af de fremadsøgende kunstnere er nok klar over, at hvis de skal tjene penge, må de gå hånd i hånd med erhvervslivet uden at give køb på det, der er deres kunstneriske integritet, for det er den, både erhvervslivet og fansene køber«, siger hun.

Gammel skepsis
At næsten halvdelen af de unge er positivt indstillet over for, at deres musikidoler indgår kommercielle partnerskaber med erhvervslivet, havde været utænkeligt for 20-30 år siden, siger konsulent Jesper Bay, der i en årrække var kommunikations- og marketingdirektør i pladeselskabernes fællesorganisation, IFPI.

LÆS ARTIKEL Stadionnavne kommercialiseres på stribe

»I dag bliver de unge jo bombarderet af reklamebudskaber, så den der berøringsangst over for virksomheders brands er væsentligt mindre end tidligere, hvor der var stor skepsis over for en sammenblanding af kunst og kommers«, siger Jesper Bay, der dog tror, at der blandt kunstnere stadig er mange, som har deres betænkeligheder ved at samarbejde med erhvervslivet.

»Nogle af dem har nok en latent frygt for, at de går på kompromis med deres kunst eller sælger ud. Men det er klart, at det skal være et ligeværdigt arbejde, hvor kunstneren skal forstå, at der er en kommerciel partner, der har en interesse i at sælge et produkt, og hvor den kommercielle partner skal forstå, at der skal være plads til kunsten«, siger han.

Ikke lurvede Coca-Cola-kontrakter
Men det er vejen frem, mener også musiker og forfatter Henrik Marstal, som synes, at det er helt i orden, at musikbranchen skaffer kapital på denne måde.

»Vi kommer til at se en masse af det«, siger han.

»Og chancen for, at et stort kapitalistisk firma bondefanger et lille band til at gøre et eller andet, de ikke vil, er meget lille. Mange bands er kendetegnet ved, at de er selvbevidste iværksættere, der ved, hvad de går ind til, og bruger juridiske eksperter, så de sikrer sig, at de ikke pludselig står med en kontrakt, hvor der står, at de skal skrive tre sange om, at Coca-Cola er fedt«.