»Every time he takes a microphone in his hand
They scream and they shout
And they know just what it’s all about
Cos there ain’t another boy who can move it around like Cliff«

'They Call Him Cliff' - Don Lang, 1960

Den fromme stjerne
Hvornår var det lige, at Cliff Richard – der var en dyster pinup i 1950’erne, from filmstjerne i 1960’erne, fønbølget crooner i 1970’erne og genfødt poprockstjerne i 1980’erne – blev en stående vittighed inden for popmusikken?

Da han for nylig hævdede, at han var »Storbritanniens mest radikale rock’n’roll-sanger nogensinde«, rystede folk bare på hovedet over den mærkelige og arrogante udmelding. Det skyldtes først og fremmest stjernens fromme og asketiske livsstil.

Når man ser bort fra en aldrende skare af loyale fans, er der ingen, der tager ham alvorligt. Det forhold, at jeg personligt har over et dusin af hans album i min samling, får min omgangskreds til at stemple mig som en særling. At jeg nu selv fortæller det i al offentlighed vil måske gøre min ungkarlestatus livsvarig – »a bachelor boy until my dying day«, som Cliff sang i 1962.

Dyppet i Dettol
Blandt de første plader, jeg lyttede til fra mine forældres stabel af ridsede singler, var Shadows’ ’FBI’ og Cliff Richards ’Travellin’ Light’. Jeg har været fan lige siden. Det er ikke svært at argumentere for, at Shadows tilhører vores musikalske kanon.

Singler som ’Apache’ og ’FBI’ besidder en gnistrende og ren modernitet, der har defineret og inspireret en generation af guitarister, og Hank B. Marvin beviste, at en bebrillet knægt fra Newcastle også kan have ret til et velklingende kunstnernavn.

Roy Wood fra bandet Move beskrev engang Shadows som »den reneste lyd, jeg nogensinde havde hørt, som om den lige var blevet dyppet i Dettol« (et klorholdigt rengøringsmiddel, red.). Der er ikke tvivl om, at de er legender.

Vin, Jesus og rock'n'roll
Med Cliff er det lidt mere problematisk. Han er helt sikkert sær, grænsende til det excentriske. Han siger eller gør hele tiden noget, der ødelægger mine argumenter for, at hans musik fortjener nærmere analyse og opmærksomhed.

Enten siger han et eller andet om vin eller Jesus eller praler af, hvor ’rock’n’roll’ han er, eller også tilbyder han Tony Blair at låne sit sommerhus, mens Irakkrigen er på sit højeste.

Vi ved stadig nærmest intet om Cliffs privatliv. En scenograf, der har mødt ham, fortalte mig engang, at Cliffs yndlingsfarve er neonblå, »fordi den fremhæver hans øjne«. Men ud over det? Jo, da han første gange hørte ’Heartbreak Hotel’, ændrede det hans liv.

Kønsløs kristen med stomipose
Hvad mere? I 1960’erne ytrede han flere gange ønske om at arbejde sammen med sin amerikanske yndlingsgruppe, Curtis Mayfield and the Impressions. Hov, lige et øjeblik: Ville Cliff arbejde sammen med Curtis? Hvorfor er det ikke mere kendt?

Fordi manden ikke vil sige noget, medmindre det er til tabloidavisen Daily Mail. Musikmagasinet Mojo, der hellere end gerne ville sætte fokus på den første britiske rockmusiker, siger, at det konsekvent får afslag på sine interviewforespørgsler.

I den henseende har Cliff selv gjort mere end nogen anden for at give næring til rygterne om, at han er en kønsløs kristen snerpe med en stomipose på maven.

Cliff i trekantsdrama
Men sådan har Cliff ikke altid fremstået. Og han har bestemt ikke altid været sådan i virkeligheden. Hank Marvin fortæller om de første år med Cliff og Shadows: »Dengang var der ikke tale om en forsanger og et backingband. Det var snarere et band med fem medlemmer. Ligesom Rolling Stones med Mick (Jagger, red.) som frontfigur. Vi lavede alt sammen – vi sov de samme steder, gik i biffen sammen, festede sammen. Indimellem var vi ligefrem kærester med de samme piger«.

Cliff bliver ofte hånet for, at han virker kønsløs, men han var engang hovedperson i et trekantsdrama, der kan få de interne stridigheder i bands som Abba og Fleetwood Mac til at synes harmløse. I begyndelsen af 1960’erne havde han en affære med Carol Harris, der var gift med Shadows’ bassist, Jet Harris.

»De havde noget kørende, og jeg begyndte at drikke lidt mere«, fortæller Harris. »Jeg stod der bagved Cliff hver aften og tænkte på det, men jeg ville ikke miste mit job. Jeg var den sidste, der fik noget at vide. Alt det lort blev udbasuneret i avisen News of the World«.

Harris’ drikkeri betød, at han blev smidt ud af Shadows, hvorefter han gik helt ned med flaget. Men han er usædvanlig storsindet over for Cliff i dag. »Hvis nogen begynder at rakke Cliff ned, råber jeg op. Vi var et fantastisk band, men når det gjaldt det virkelige liv, var vi ikke andet end børn. Vi havde ikke engang styr på, hvilken ugedag det var«.

Ingen rock'n'roll før Cliff og Shadows
Så Cliff har altså et sexliv og kan sågar ofre et venskab på grund af en kvinde. Men hvad med hans musik?

Liam Watson, ejer af Toe Rag-studiet i det østlige London, garagerockens hjemsted, siger: »Han bør være stolt af sit bagkatalog, men jeg kan sagtens forstå, hvorfor han ikke har noget stort navn blandt populærkulturens avantgarde.

Han var utrolig produktiv. Ikke som i dag, hvor man er produktiv, hvis man udgiver et album om året – dengang var det to album, et par ep’er og fire singler. Og mange af Cliffs plader holder ikke i dag, når man sammenligner med Little Richard og Chuck Berry.

Men folk går ikke grundigt nok til værks – man skal grave for at finde de gode Cliff-plader«. Liam Watson slår fast, at i Storbritannien »var der ingen rock’n’roll før Cliff og Shadows«.

Beatles' skrigeri
Det er netop rock’n’roll-siden af Cliff, som vi har glemt. »Frygten for Cliff er frygten for showbusiness«, siger Tom Ewing fra internetsitet Freaky Trigger, der beskæftiger sig med popmusik. »Det er den skæbne, som alle britiske entertainere ønsker at undgå, men som de fleste havner i alligevel. Cliff lod sig med glæde opsluge af showbusiness. Han er den eneste person, jeg kan komme i tanke om, som ville have gjort nøjagtig det samme, hvis ikke Beatles havde eksisteret«.

Da Beatles bragede igennem, var Cliff og Shadows det førende band i Storbritannien, og dermed havde de mest at tabe til opkomlingene. Og Cliff var heller ikke begejstret. »Det eneste, de har gjort, er at gå tilbage til rock’n’roll«, sagde Cliff til Daily Mail i 1963. »Vi har tonet alt det der ned, al skrigeriet og vildskaben. Beatles har pisket det hele op igen. Det, de laver, er sådan noget hjemmelavet musik«.

Ikke noget at skamme sig over
Når man læser det i dag, er det svært at se hans pointe. Der er jo ikke noget dårligt ved de ting, han nævner. Men før Beatles var Cliff selve definitionen på en succesfuld ung brite – han var filmstjerne og topnavn ved Royal Variety, underholdningsindustriens årlige gallaforestilling for kongefamilien.

Han kom ganske vist fra den primitive, men spændende rock’n’roll, men han var kommet videre: Hvorfor skulle han vende tilbage til hvinende guitarer og forvrænget forstærkerlyd?

Han elskede stadig musikken og stod ved det, men når han spillede Little Richards ’The Girl Can’t Help It’, var det i en valsende, tilbagelænet version; Buddy Hollys ’Heartbeat’ blev fortolket af Cliff som en Byrds-inspireret folkesang; Larry Williams’ ’Dizzy Miss Lizzy’ blev til kobjældedrevet, blåøjet soul.

Den kedelige kristne
Som Cliff så det, havde rock’n’roll opfyldt sit potentiale, længe før Beatles dukkede op. Da Mersey-beat med videre revolutionerede musikken, steg Cliff og Shadows på toget med nogle plader, der næppe var milepæle som The Who’s ’My Generation’, men som bestemt ikke var noget at skamme sig over – ’Don’t Talk to Him’, ’I’m the Lonely One’ og ’In the Country’.

I 1966, året, da Beatles udsendte ’Revolver’, valgte Cliff så at fortælle offentligheden om sin kristne overbevisning, hvilket endegyldigt placerede ham i kategorien ’kedelig’. Hvis der var nogen rest af rock’n’roll-troværdighed tilbage, forsvandt den, da Cliff i 1968 deltog i Den Internationale Melodi Grand Prix med ’Congratulations’.

»Som Cliff så det, var det bare en videreførelse af hans succes«, siger Tom Ewing. »Der var bare det, at de fleste mennesker i 1968 havde ændret opfattelse af, hvad succes ville sige«.

'Throw Down a Line'
Efter Melodi Grand Prix-tiden fik Cliff vanskeligere ved at gøre sig gældende på hitlisterne. En undtagelse var den apokalyptiske ’Throw Down a Line’, der nåede i top 10. Sangen er skrevet af Hank Marvin, der havde tænkt sig at tilbyde den til Jimi Hendrix.

»Jeg havde en Vox-trommemaskine, men det eneste, jeg kunne få den til at sige, var ’gong-CLOCK-gong-Clock. Nå, men jeg kunne ikke få den igennem til Hendrix. Mickie Most tog den med til Jeff Beck og Rod Stewart.

Så hørte Cliff en demo af den og sagde: »Hvorfor lod du ikke mig høre den først?«.

Pesticidemusik og 'Jesus'
Sidst i 1960’erne og først i 1970’erne lavede Cliff mange guldklumper, der er glemt i dag. Efter ’Throw Down a Line’ kom ’The Joy of Living’, en kritik af den britiske byplanlægning i efterkrigstiden, såmænd. ’Silvery Rain’ handlede om pesticider.

I 1972 udsendte han singlen ’Jesus’. Robin Turner fra Heavenly Records husker, at han dengang var en typisk teenager »med hovedet fuldt af de sædvanlige fordomme, som 18-årige har«. Så hørte han sangen.

»Den slog fuldstændig benene væk under mig. Det vildeste var ikke engang, at det var Cliff, der vakte min begejstring; det var, at jeg måtte overgive mig betingelsesløst til en kristen rockplade, der lød som noget i retning af Primal Scream på piller, omkring dengang, de udgav ’Movin’ on Up’«.

Det blev ikke mindre morsomt af, at ’Jesus’ var skrevet af en, der hed Hamburger.

En veltilpas periode
Den sang, der blev vendepunktet i Cliffs karriere, var singlen ’Devil Woman’, der udkom i 1976 og gjorde ham til fast gæst på hitlisterne igen. Han havde kun haft et enkelt top 10-hit i de seneste fem år, og det var endnu et Melodi Grand Prix-bidrag, nemlig ’Power to All Our Friends’.

Med ’Devil Woman’ indledte han en årrække som leverandør af pæn, moderne pop af fineste aftapning.

Han udsendte en række raffinerede og mindeværdige singler, kulminerende i 1979 med ’We Don’t Talk Anymore’, der blev nummer et på hitlisterne og fik det bedste frem i hans lightudgave af en soulfalsetstemme.

Opfølgerne ’Carrie’, ’Wired for Sound’ og ’Dreaming’ blandede softrock med poleret pop på en måde, der til fulde udnyttede Cliffs cremede vokal. Han har aldrig lydt mere veltilpas end i den periode.

Popmusikkens Peter Pan
Prisen var, at han forvandledes til et tidløst popikon, ’popmusikkens Peter Pan’, og at han efterhånden blev opfattet som uhelbredeligt kikset. Nu fik han kun hits med pladdersentimentale religiøse sange ved juletid, mens ingen beskæftigede sig med resten af hans produktion.

Det sårede ham tydeligvis: Sidst i 1990’erne forsøgte han at narre radiostationerne ved at indsende en demosingle under pseudonymet Black Knight (det virkede faktisk, og sangen blev spillet).

»Han virker lidt desperat efter at opnå en slags troværdighed«, siger Liam Watson fra Toe Rag-studiet. »Og jo mere han søger det, desto større er sandsynligheden for, at han opnår det. Det hele handler om musik. Nogle kunstnere mister begejstringen ved at skabe. Han er sulten efter hits, men det er ikke nødvendigvis sådan, man laver en fantastisk plade«, påpeger han og fortsætter.

»Det hele handler ikke om at ligge nummer et på hitlisten. Måske er jeg lidt hård ved ham, for det er da muligt, at han stadig har passionen. »Jeg bekymrer mig ikke om hele tiden at skulle være længst fremme, men det tror jeg, at Cliff gør«.

Ifølge Tom Ewing »blev Cliff først rigtig dårlig, da hans eneste vej til hitlisterne begyndte at gå gennem religion. Man kan sige, at ’The Millennium Prayer’ er det første eksempel på, at et mash-up (også kaldet bastardpop, red.) er blevet nummer et på hitlisten, fordi den blander en bøn til Gud med ’Auld Lang Syne’ – men det lyder godt nok gyseligt«.

Cliff har brug for hjælp
Jeg er ikke sikker på, at Cliff nogensinde finder sin musikalske lykke igen – særligt ikke, hvis han kun lytter til mennesker, der siger det, han gerne vil høre. Cliffs isolation fra resten af musikverdenen er årsagen til hans tilbagegang.

Der er ikke tvivl om, at han går op i, hvordan historien vil dømme ham. Han vil efterlade sig en enorm arv, som med en smule styring snildt kunne overbevise mange tvivlere. Han bør indstille sin jagt på endnu en hitlisteførsteplads, tænke grundigt over, hvad der oprindeligt tændte hans passion for musikken og så kanalisere det over i et sidste fantastisk album.

Der må sidde en producer og drømme om at gøre for Cliff, hvad Rick Rubin gjorde for Johnny Cash og Neil Diamond. Det kan nås endnu, men den eneste, der kan føre Cliff ind på vejen mod den musikalske frelse, er Cliff selv.

Oversættelse: Tonny Pedersen