Der er næppe noget, der maner for danske rockfans, som C.V. Jørgensens berømmede linjer: »Der er næppe noget der swinger/ Som Bjerringbro by night/ Hele hovedgaden emmer/ Af landmænd fit for fight«.

Med de ord fra 1990 blev skellet mellem dem og os pløjet ned i den danske muld med den skarpest tænkelige pen, så syren dryppede ud over landskabet.

Bag det ironiske billede af kampberedte landmænd, formentlig opflammet af store skarer af fadbamser og måske endda noget så landligt som snaps, ligger tilsyneladende en klar sondring mellem cool katte fra byernes baggårde og brovtende bønder fra de gamle gårde på Lars Tyndskids Mark. Derude er der i sandhed næppe noget, der swinger ...

Tumper og bonderøve
Selv om det ikke nødvendigvis var C.V. Jørgensens hensigt med sangen at hælde sangmæssig gylle ud over landmændenes røde nakker, er det triumfen ved at være med på det rigtige hold mod tumper og bonderøve, der høres, når fællessangen gjalder højest til rockpoetens koncerter ved netop de linjer.

LÆS ARTIKEL Der er ikke meget 'bonderøv' tilbage i landbruget

Med de første ord i sangen ’Det si’r sig selv’ fik C.V. Jørgensen med vanlig elegance i få ord skildret den holdning til landbruget, livet på landet og hele provinsen som sådan, der stortrives i dansk rock.

Selv om provinsen er storleverandør af dansk rocks største navne, er det ikke just, fordi sangskriverne står i kø for at hylde den hjemstavn, som ikke har været i høj kurs, efter at Højskolesangbogens Greatest Hits gik af mode.

Bondeknold og besk ironi
Siden er den dengang så dybtfølte kærlighed til livet og mulighederne på landet i ’Jeg en gård mig bygge vil’ blevet opløst i ironisk distance. Allerede i 1916 bad havren Gud velsigne landmanden »den bondeknold« i Jeppe Aakjærs ’Jeg er havren’. Siden er bondeknolden bare rullet ned ad bakke i den danske afdeling for rock og rul.

I 1976 stak venstreorienterede Røde Mor i sangen ’Ta’ på landet’ fra albummet ’Hjemlig hygge’ humorens brod nådesløst i bondens tyrolerbuksebag:

»Det er så smukt med lidt bondekultur/ dansk tradition er godt nok/ Pølsemanden har tyrolerbukser på og der er sauerkraut i hans hot dog ... Så får den derudaf med Rytmik i snudetræsko med græs i«, sang Troels Trier om en festdag derude.
Så var tonen ligesom slået an, og siden har det ikke været let at være hverken landmand eller bare provinsbo, når danske rockmusikere graver dybe rande omkring de isolerede bonderøve med de guitarer, der sjovt nok altid er gået under slangudtrykket spade her til lands.

En antydning af, at de fleste udøvere af den rocktradition, der så gerne vil være urban, statistisk og faktuelt har rødder i den fordømte provins. Også fynske (Christian) Juncker, der midt i den nye bølge af dansksproget rock i 2004 udgav et helt album, dedikeret til provinsen, med den sigende titel ’Snork City’.

Det var her, vi lærte ægteparret ’Mogens & Karen’ at kende og kom på guidet rundtur i deres hjem: »Vi har nåletræer i stedet for pigtråd/ Vi har giftige bær og en lukket dør/ Vi har levende lys der tager livet fra dig/ En sindssyg hund bag forhavens hegn«.

Hvorfor er alting så ufedt i Jylland?
Velkommen til dansk idyl i årtiet, der blev kendt som 00’erne. Og nogenlunde samme temperatur får man, hvis man stikker rocktermometeret i det landlige Danmark. Her har vi mest hørt om at køre rundt med en barnevogn »ovre i det mørke Jylland« (TV-2).

LÆS ARTIKEL00'ernes musik løb i alle retninger

Med ibens konstateret: »Af og til er sex med dig som Ølstykke i november«. Ledt efter svar på spørgsmålet »hvorfor er alting så ufedt i Jylland?« i selskab med Østkyst Hustlers. Fået vejrudsigten fra Allan Olsen: »Lun luft over Danmark si’r mig aldrig en skid«.

Tygget på denne diagnose fra førnævnte Juncker: »et ualmindeligt lille land/ det koger som kartoffelvand«. Eller sunget med på den ironiserede idyl hos Shu-bi-dua »Storken er en dejlig flyver/ koen har et dejligt yver/ den der siger andet lyver«.

Hvis man var det landlige Danmark, kunne man godt få brug for den behandling, Gnags foreslog i en sang til fædrelandets geografi: »Du trænger til nogen der kysser din næse/ Og nulrer dine øer«.

Selv om man eventuelt måtte have sin baggrund eller endda hjemstavn på landet, er det ikke noget, man praler af i dansk musik. Hvis man absolut skal synge om det, sniger en besk ironi sig ind snarere end lykkelige minder fra en tryg barndom.

Omvendt Morten Korch
Sjovt nok leveres hudfletningen med mest kærlighed, når vi er ude i et egentlig komisk ærinde. Som i den så udbredte blanding af komik og musik i dansk underholdning. Her er Niels Hausgaard en af kongerne.

Men også rockbandet Georg’s Bureau fra Skive med firsernes kostelige undersættelse af ’Wild Thing’ med The Throggs, ’Vild ting’, om sex med grise, nordjyske Slåbrock band, Drengene fra Angoras omvendte Morten Korch-galleri i de voldelige ’Landmandssønnerne’ og selvfølgelig især De Nattergales kærlige parodier i ’The Julekalender’ er værd at nævne.

Selv om solidariteten med og forståelsen for de uheldige stakler, der må henslæbe deres liv i Udkantsdanmark, er større hos jyske trubadurer som Peter Sommer, Poul Krebs, Johnny Madsen, Lars Lilholt og Allan Olsen, der har udsendt et livealbum med titlen ’Rygter fra randområderne’ end hos storbyernes sortklædte musikere, skal man heller ikke forvente opbakning eller ren kærlighed herfra.

Ganske vist blomstrer de landlige metaforer hos for eksempel Lars Lilholt, men når det kommer til tilværelsens realiteter, er det snarere udlængsel end hjemstavnskærlighed, der præger sangene fra ham og især kollegerne Madsen og Olsen.

En trio, der også i samarbejdet Dalton veksler mellem landligt inspirerede genrer som amerikansk country og blues samt angelsaksisk folk.

Hit for hillbillys
Netop den amerikanske country er i sagens natur det musikalske hit for hillbillys (bonderøve). Men den genre har altid haft svære vilkår i Danmark, hvor den mere corny del af country tidligere blev sneget ind ad bagdøren til Dansktoppen og først i de senere år er blevet taget alvorligt af seriøse, yngre musikere.

Bands som Cody, Munck/Johnson, Wynona, duoen Hush har sammen med veteraner som Tamra Rosanes og Ester Brohus repræsenteret genren i Danmark, men dog uden ligefrem at være inspireret af eller skildre dansk landbrug i sangene. Dertil er distancen til det landlige simpelthen for stor.

Der er mildt sagt utænkeligt at opleve store danske rockikoner stille op til koncerter under navnet Landmandshjælp, sådan som amerikanske kolleger gør i Farm Aid. Et initiativ startet af koryfæer som Neil Young, John Mellencamp, Dave Matthews og Willie Nelson for at støtte det i USA også skrantende landbrug.

Huset på landet
Drømmen om at finde den ultimative ro for to på landet findes også i dansk rock. Måske bedst udtryk i The Sandmens klassiker ’House in the Country’. Men selv den drøm kan hurtigt skydes ned med den danske rocks yndlingsdræber, ironien.

LÆS ARTIKELDansk film gør Udkantsdanmark til det vilde vesten

Duoen og ægteparret Souvenirs, der ellers selv holder til i et hus på landet i Nordjylland, lader i ’Ude på landet’ den bejlende ungersvend forføre med løfter om: »gammeldags tapet og blomstrede gardiner/ blommetræ og blomstereng/ dobbeltdør, dobbeltseng«.

Hvortil hun skeptisk spørger: »pengene sagde jeg, hvor får vi dem fra/ og det kæmpestore ansvar/ jamen det ku du sagtens orke sagde du/ inden du lagde dig til at snorke/ og gled ud i sandet/ ude på landet«.

Landmænd fit for fight
Så var drømmen skyllet ud i gylletanken. Sammen med idyllen, roen, harmonien, nærheden med naturen, det gode naboskab og sammenholdet. Alle de ingredienser, der kunne udgøre det gode liv på landet. Hvis der overhovedet er liv derude?

Et såre relevant spørgsmål, hvis man skal dømme ud fra danske rocksange. Spørgsmålet blev direkte formuleret af Sterling i 2008, da jyderne med venlig hilsen til David Bowie endnu en gang fik sat karlekammerskabet hårdt og effektivt på plads med ’Liv på Mors’.

»Bedøvet og bedugget provins/ så langt væk jeg kan se/ Alle ved at alt muligt sker/ men bare ikke her/ Klim, Skarp Salling, Hinnerup og London, Tokyo og New York/ Tror du der er liv? /Jeg flygter så langt væk jeg kan/ når jeg blir 19 år«.

Så kan de lære det, de satans bønder. De er bare ikke cool. Selv om de måske nok er i flertal, hvis man ser lidt på danskernes geografiske og sociale baggrund. Rygtet vil da også vide, at det vist mest var flertallet omkring sig i skikkelse af musikerne i bandet, C.V. Jørgensen havde i tankerne, da han spiddede sine »landmænd fit for fight«.

Der bor en bonde i os alle
I sin fortsat fantastiske tekst synger C.V. Jørgensen videre, måske mest til sig selv(?): »Gud skal vide at jeg hader/ At se dig holdt for nar/ Af hjernedøde bønder/ På pedalsteel & dobroguitar«.

Men hvis der bor en bonde inde i alle os beboere i det gamle landbrugsland, Danmark, hvem er det mon så, der er til grin, når vi frydeligt brøler med på linjerne om »landmænd fit for fight« og »hjernedøde bønder?«.

Tja, som så ofte får man vel det bedste svar ved at citere C.V. Jørgensen selv. Endda i samme sang i dette tilfælde: »Det si’r sig selv/ Well well well well/ Det si’r sig selv«.