Sangeren, komponisten og billedkunstneren Captain Beefheart alias Don Van Vliet er en af de skikkelser, anmeldere alle dage har yndet at overvurdere.

Og det tager nok ikke af ved meddelelsen om hans død i en alder af 69 som følge af en langvarig kamp mod multipel sklerose.

Beefheart sang, eller hvad man nu skal kalde det, selv sit credo ud på ’Safe as milk’, debutalbummet fra 1967:

»I may be hungry but I sure ain’t weird…«, stønnede han med den gutturale urkraft, der lød som en hvid Howling Wolf på syre, og som får Tom Waits til at lyde som Pat Boone.

Jernhårdt regime
Det med den aldrig stillede sult kunne man mærke gennem det meste af en pladekarriere, der varede indtil 1982, hvor Beefheart stoppede, fordi rockbranchen forekom ham for konform.

Men at han ikke skulle være sær og kantet, er der – heldigvis – ikke belæg for.

LÆS PORTRÆT»Spil som et glas der falder på gulvet«

Hverken i musikken, eller når man taler med de musikere, der udholdt hans jernhårde regime, bestående af lige dele åndelig terror og til tider god gammeldags fysisk afstraffelse.

’Safe as milk’ og ikke mindst det Frank Zappa-producerede dobbeltalbum ’Trout Mask Replica’ fra 1968 viser en kunstner, der ikke bare krævede noget af sine musikere, men i høj grad af sig selv.

Avantgarde, pop og blues
Det var avantgarde uden at miste kærligheden til den pop, han sammen med teenagevennen Frank Zappa forelskede sig i i 50’erne.

Det var blues, der ikke plukkede bomuld, men gav genren modernistisk kant. Og bagved Beefhearts stemme opmalede især guitaristen Zoot Horn Rollo et lytterudfordrende lydlandskab. En ung Ry Cooder var Beefhearts første guitarist.

’Trout Mask Replica’ er nr. 58 på Rolling Stones liste over ’500 greatest albums of all time’.

Den er i sin diversitet Beefhearts eget ’White Album’. Ikke underligt, at John Lennon meldte sig i fanskaren. Senere gjorde navne som Devo, The Residents og Pere Ubu det samme.

Sandheden findes midt imellem
Myten om Captain Beefheart var en uadskillelig del af musikken af ham.

Beefhart bragte i bedste Dylan-stil alle mulige og umulige historier til torvs om sit tidlige liv:

Han skulle have haft sit eget tv-show som fireårig, hvor han demonstrerede sine færdighed som modellervokskunstner.

Han blev set som et vidunderbarn, men hans forældre flyttede til Mojave-ørkenen for at undgå, at han blev ødelagt af al den virak.

I lange perioder af sin barndom levede han bag en lukket dør, opslugt af sin billedkunst, kun afbrudt af, at hans mor stak mad ind under døren til ham. Og så videre, og så videre.

Sandheden lå, som den altid gør, midt imellem, betroede han senere David Letterman – med et skævt smil og rullende øjne.

Lænket til rullestol og pensel
Van Vliet var en sangskriver, der egentlig ikke kunne skrive sange, men insisterede på at gøre det alligevel.

Resultatet var ofte indbildsk, men lige så tit originalt og inciterende.

Sidst i 80’erne tog sklerosen til, og Van Vliet blev lænket til kørestolen, men holdt ikke op med at male. I en ekspressionistisk kritikerrost stil, der skyldte både Cobra-bevægelsen, Jackson Pollock og ikke mindst Georg Baselitz en del, men alligevel hele tiden var umiskendeligt sig selv.

På den led lå maleren Captain Beefheart i forlængelse af musikeren af samme navn.

Det var også det eneste logiske i hans kunst.