Fallulah har en grå jakke med et stort orange og hvidt klistermærke på.

Det er klistermærket, der gør, at hun kan stavre der ind, hvor man ellers skal tale med tolv cirkler af managere og presseansvarlige for at komme.

Det er backstageområdet til prøverne på DR's P3 Guld.

Det er her, Volbeats trommesæt med ti trommer og ti bækkener står. Det er her, Peter Sommer står med en guitar over skulderen på sin lysegrå læderjakke og ser på Søren Huus, der optræder på scenen.

Her kommer Fallulah gående med et stille smil og en sort Quicksilver-rygsæk over skulderen.

Imens står Lucy Love i baggrunden og piller skiftevis ved sine keyboards, der har neongule kanter, og ved sin høje hanekam.

»Hvor skal vi bo?« siger Maria Apetri.

Fred.  Der er ikke meget glamour over Fallulahs omklædningsrum. Foto: Ditte Valente Det er Fallulahs borgerlige navn.

Det skal de, hun og det fire mand store band, tre etager under koncertsalen, helt ude i et hjørne, der minder om et depot.

»Er der ikke noget badeværelse?« siger Maria Apetri.

»Ved folk ikke, at kvinder er forfængelige?«

Hun trækker en sort dragtpose med blå kanter frem.

Den hemmelige guldkjole
I posen ligger noget hemmeligt. Eller faktisk ligger der en kjole, men ingen skal have den at se før showet.

Der kan siges så meget, at den er særligt designet til lejligheden, glimter som guld og for en stor dels vedkommende er lavet af det pureste menneskehår.

»Faktisk tror jeg lige, den skal redes og have noget hårspray«, siger Maria Apetri.

»Er den fairtrade?« siger en af musikerne.

»Næppe«, griner Fallulahs manager, der har fuldskæg og en åben cowboyskjorte på.

»Jeg ville bare så gerne have hår på«, siger Fallulah.

Inde i computerens mave
P3 Guld bliver afholdt i DR’s koncerthus og bliver transmitteret direkte rundt i stuerne landet over. Det bliver sendt ud i aften og når med alle genudsendelser op omkring en million seere.

Fallulahs fire musikere er blevet rullet ind på hver deres lille podium. Når de spiller, læner de sig frem på højre forfod og ser både barske og nørdsmarte ud.

Scenen i Koncerthuset i DR Byen ligner en høj cylinder. Baggrunden er lange lysstofrør, der skifter farve bag tynd teaterrøg. Bagtæppet blinker som maven på en computer fra en science fiction-film fra 1980'erne.

LÆS OGSÅ Maria fra Amager fandt modet i et nyt navn

Fallulah begynder at synge nummeret 'Bridges'.

Hun danser. Først med hænderne. Så også med hofterne. Og lidt med fødderne.

Og nu med armene og derefter med hele kroppen.

Dans.  Maria Apetri har en fortid som danser, blandt andet i New York. Foto: Ditte Valente Indtil nu har Maria Apetri været både mild og smilende, men nu trækker hun ansigtet sammen og vifter fotografen væk.

Det må være nu, hun er Fallulah.

Hun er mørk, og hendes to grønne mandeløjne skinner med højere lux end hele panelet af computerlys.

Volbeat elsker Metallica
Mens Fallulah spiller og danser en dans, som vist kun de store præriefugle ellers danser den, står rockbandet Volbeat med ryggen til i kulissen.

Kredsen er så tæt, at det bliver en sort mur af hættetrøjer, tatoveringer og tilbagefedtet 1950'er-hår.

Der står Volbeat på det meste af deres tøj. Resten står der Metallica på.

Gennem døren til scenen kan man se Fallulahs trommeslager. Han ligner lidt en gorilla, når han trommer. Han har alpehue på. Han ligner en gorilla med alpehue.

Jeg bliver meget nervøs
»Jeg er virkelig meget nervøs for showet«, siger Maria Apetri efter lydprøven.

LÆS OGSÅ Fallulah tjener overhovedet ingen penge

Det er ikke fordi, hun tror, at hun ikke kan, men fordi der er sådan en ståhej omkring hende.

»Normalt tager vi jo bare selv ud lige så stille, men nu er der tre folk fra mit pladselskab rundt om mig, som skal hjælpe mig med alt muligt. Det bliver jeg nogle gange lidt mere nervøs af, selv om det modsatte er meningen«, siger hun.

Det er nu ikke, fordi hun vil lyde utaknemmelig, siger hun.

Nyt.  Normalt spiller Fallulah ikke med in-ear monitor, altså al lyden direkte ind i en øresnegl, men sådan gør man på store produktioner. Foto: Ditte Valente De er der for at hjælpe, og Maria Apetri ved godt, at Fallulah er en vare, der kan sælges ligesom æg og brugte biler.

Nogle gange kan den megen snak om at spise let - salat eller sushi - inden et show, og hvad man skal sige til pressen godt skygge lidt for det, det hele handler om: kunsten.

For det er en kunst, det er derfor, ikke alle gør det.

LÆS ARTIKEL P3-guldvinder: »Mine tekster betyder ingenting«

Det har taget Maria Apetri mange år at lave Fallulahs første plade. Det er noget, hun har siddet og lavet derhjemme, alene, på vej rundt i verden.

Nu står hun på scenen i Koncerthuset med otte kameraer rettet mod sig, det ene er monteret på en mand med en robotarm på maven, det andet kører på et lille tog, og et tredje hænger på en lang arm, der svinger over bandet.

Det er to meget forskellige verdener, Maria Apetri og Fallulah bevæger sig i.

Det ved Maria. Det ved de begge to.

Ikke helt med hjem
Nu skal hun hjem.

Hjem i metroen sammen med nerverne og spekulationerne om aftenens store show.

»Man må virkelig huske også at nyde det«, siger hun på vej mod metroen, efter guldlokkjolen er låst forsvarligt inde.

Hun skal ikke hjem i en stor bil eller noget i den stil.

»Selv om jeg er blevet spillet meget, og min plade er blevet købt af mange, så er det ikke noget, man lever fedt af, men noget man lever fedt med«, siger hun.

»Det er måske rigtigt nok«, siger jeg og spørger, om hun vil følges med mig i metroen.

»Ja, men ikke hele vejen hjem«, siger hun.

Genkomst.  I aften bliver Maria Apetri igen til Fallulah og skal for alvor vise guldkjolen frem for Danmark. Foto: Ditte Valente