Lige siden det succesrige album ’Stories from the City, Stories from the Sea’ fra 2000 har Polly Jean Harvey søgt efter en ny rolle, noget, der gav mening.
Endelig, 11 år senere, har hun fundet det.

Krig som kunst
PJ Harveys nye album, ’Let England Shake’, tager fat på et emne, der har boret sig dybt ind i den britiske folkesjæl: krig.

Og det har bragt det bedste frem i den 41-årige sanger og sangskriver. Faktisk har det gjort mere end det. ’Let England Shake’ er det stærkeste værk om krigene i Irak og Afghanistan fra nogen britisk kunstner hidtil.

Ideen til albummet bygger på konceptet om krigskunst.

»Jeg vidste, at der var digtere og billedkunstnere, der var blevet officielt udnævnt til krigskunstnere og tog til Afghanistan og Irak for at arbejde og siden vende hjem med deres værker«, siger Harvey.

»Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor der ikke var nogen sangskrivere blandt de udvalgte. Så det blev mit udgangspunkt. Jeg udnævnte mig selv til den syngende krigskorrespondent«.

En af rockens kamæleoner

Mit møde med den selvudnævnte krigskunstner finder sted på et hotel i Kensington i London. Hun er kommet fra sit hjem i Dorset i det sydvestlige England. Udenfor ligger Albertopolis, der med bygningsværker som Albert Memorial og Royal Albert Hall vækker mindelser om det britiske imperium.

Indenfor i lobbyen er der dæmpet belysning, mørkegrønne velourmøbler og høje træpaneler. Det er sådan et sted, der emmer af historier om kejsere og koloniherrer fra fjerne, støvede himmelstrøg.

LÆS OGSÅRoskilde har booket sit foreløbige topnavn

Umiddelbart passer PJ Harvey ikke rigtig ind.
Med sit ravnsorte hår, kropsnære sorte tøj og intense blik ligner hun ikke en, der ville fortælle den slags historier.

Hun er en af rockens kamæleoner, men de figurer, hun har inkarneret i løbet af sin 19-årige karriere – fra den vrængende blues-punk-furie fra 1993-albummet ’Rid of Me’ til den æteriske spøgelsesagtige skikkelse på ’White Chalk’ i 2007 – har alle haft noget mytologisk og dybsindigt over sig.

Gotisk mørke
Vi forbinder hende med gotisk mørke og forbudte følelser, ikke med politik eller aktuel samfundsdebat.

»Jeg har altid været dybt interesseret i og påvirket af, hvad der sker i verden, og har været politisk engageret, siden jeg var helt ung, men jeg var aldrig nået til et punkt, hvor jeg følte, at jeg selv kunne skrive om den slags«, siger Harvey med sin forsigtige, formfuldendte og næsten formelle måde at tale på.

»Det er virkelig svært, og jeg ville ikke gøre det dårligt. Det er først i de seneste par år, jeg er nået til et punkt som sangskriver, hvor jeg føler, at jeg har tilstrækkelig greb om sproget til at turde kaste mig ud i det«.

Harvey nikker, da jeg spørger, om ikke hun har trådt vande siden 2001, hvor hun vandt den prestigefyldte Mercury Prize for ’Stories from the City, Stories from the Sea’. Tiden har hun brugt på at finde nye måder at arbejde på.

»I de sidste fem-seks år er jeg begyndt at ændre min skrivestil. Jeg er meget mere fokuseret på at få ordene til at tale for sig selv, først og fremmest på papiret. Jeg har arbejdet med form og struktur og poesi og forsøgt at finde ud af, hvordan man kan bruge billedsprog, så det fremstår mere sammenhængende«.

Ny, litterær stil
Den nye litterære tilgang kom første gang til udtryk på ’White Chalk’ fra 2007, hvor hun bevægede sig i retning af en mere fortællende stil. Resultatet var fængslende, men med en varighed på knap en lille halv time føltes det snarere som en novelle, ikke som det store værk, man forestillede sig ulmede i hende.

Det var, viser det sig, ’Let England Shake’.

LÆS OGSÅ Sårbar rockdiva fylder 40

Forud for albummet lavede PJ Harvey grundig research. Fra krigene med Irak og Afghanistan arbejdede hun sig tilbage til Første Verdenskrig: Flere af sangene foregår i Gallipoli (slaget ved Gallipolli i 1915).

Hun læste militære dagbøger, mundtlige overleveringer, krigspoesi, værker af T.S. Eliot og afghanske og irakiske bloggere og digtere.

Forfatteren Harold Pinter var en stor inspiration, ikke mindst hans skamløse udfald mod den amerikanske udenrigspolitik. Harvey reciterer med utilsløret nydelse: »Vi blæste lortet direkte tilbage i deres røv ...«.

Synger om deforme børn
Modsat Pinter er Harveys tekster bevidst blottet for politisk aktivisme, men det gør dem ikke mindre levende eller foruroligende.

Billeder af soldater, der i kor synger »Death to all and everyone!« blandes med billeder af soldater, der falder som »lumps of meat«.

Et sted synger hun: »And what is the glorious fruit of our land? Its fruit is deformed children«.

Det er en henvisning til børnene i Fallujah – og et provokerende ekko af Billie Holidays berømte sang ’Strange Fruit’ fra 1939 om lynchningerne af sorte i de amerikanske sydstater.

Ingen politisk dundertale
»Jeg studerede tekster, der tager fat på store spørgsmål, politiske spørgsmål. Der er virkelig få af dem. ’Strange Fruit’ var en af de sange, jeg granskede for at se, hvordan den gør brug af sproget. Det er uhyre simpelt, men virker alligevel utrolig stærkt. Og det blev et pejlemærke for mig, et mål, jeg ville sigte mod«.

En god politisk sang, mener PJ Harvey, er en sang, der er poetisk og nuanceret, ikke en dundertale, der opfordrer til handling.

»Jeg måtte eksperimentere meget for at finde min stemme.

Hvis jeg bevægede mig ned i de dybe registre, syntes jeg, det ødelagde sangene, fordi det gjorde dem for selvhøjtidelige, for dogmatiske, på grænsen til det forudindtagede. Hvis jeg hævede tonelejet, og min stemme fik en ren og luftig klang, så gik meningen tabt«.

Hellere helstøbt end halvfærdigt
Hun ville have en neutral stemme, en ren fortællerstemme, der ligesom det trykte ord bare gengiver en historie. Sine egne politiske holdninger holder hun tæt ind til kroppen.

»Jeg vil gerne have, at lytteren danner sig sin egen mening. Jeg har forsøgt at underspille mig selv i teksterne. Jeg ønsker ikke at udbasunere mine holdninger, men man kan nok læse dem mellem linjerne«.

Den britiske op art-kunstner Bridget Riley har engang sagt, at en kunstner, der rammer en mur, er nødt til at finde en ny måde at arbejde på, selv om det er frustrerende at skulle forkaste en stor del af det, man har lavet. »Denne destruktive side af kreativiteten er afgørende for en kunstners overlevelse«, skrev Riley.

Set i det lys fremstår den destruktion, som PJ Harvey dramatiserer i ‘Let England Shake’, i høj grad som et kreativt gennembrud.

LÆS OGSÅPJ Harveys nye album er en rodet affære

»Efterhånden som jeg er blevet ældre og har skrevet mere, tager det mig længere tid at lave noget godt«, siger Harvey.

»Mine personlige ambitioner er anderledes nu. Jeg vil gerne blive ved med at rykke mig og lære noget nyt. Det betyder ventetid. Man skal være tålmodig for at få det bedste frem i sig selv. Hvis det tager 10 år, før min næste plade kommer, så er det fint. Jeg venter gerne. Jeg vil hellere have et helstøbt værk end noget, der halvfærdigt«.

‘Let England Shake’ udkommer i morgen. PJ Harvey spiller på årets Roskilde Festival.

Oversættelse: Helle Albeck

Under licens fra Financial Times