Der har altid været strid om, hvor mange procent ægte jazz George Gershwins ’Rhapsody in Blue’ kan siges at indeholde.

Er værket med den frække, dybt mørkeblå klarinetbegyndelse bare koncertsalsmusik med et jazzanstrøg, eller gemmer der sig mere under overfladen?

Jazzpianisten Stefano Bollani er ikke i tvivl.

Muntert overgiven hyperdrive
På baggrund af et vrinskende skarpt symfoniorkester med smægtende violiner og horn, der hives helt frem til scenekanten, er det en ægte jazzmand, der på sin nyeste cd leger med Gershwins klaverudfordringer.

At Bollani har en finpudset teknik svarende til en klassisk koncertpianists, gør ham ideel til opgaven. Alt fra fine små spilledåsedetaljer til solistens muntert overgivne hyperdrive gør denne indspilning til en bombe blandt alle de almindeligt brede, farvemættede indspilninger, som findes på markedet.

LÆS OGSÅSupertrio var høj af succes

’Rhapsody in Blue’ er uden diskussion det kendteste værk fra den bølge af koncertsalsjazz, som skyllede over New York i de brølende 1920’ere.

Manden bag bølgen var USA’s selvudnævnte hvide jazzkonge Paul Whiteman, som mere eller mindre pressede Gershwin til at skrive musikken, der straks blev en megasucces.

Legesyg italiener
Gershwins blå koncert består kun af en enkelt sats for klaver og orkester (hvad tonearten angår, er den for resten i B-dur). Men det hæderkronede hollandske Concertgebouw-orkester spiller den fyldigste af Whitmans arrangør, Ferde Grofés, tre eksisterende orkestreringer.

Ved tangenterne er den altid legesyge italiener Stefano Bollani ikke garant for en historisk korrekt indspilning.

Sammenligner man med de to kortere versioner, Gershwin selv indspillede, er der ikke tale om, at opførelsespraksis fra 1920’erne bliver forsøgt fulgt.

Men den tekniske overlegenhed og betydelige frihed, både med hensyn til frasering og noder, hvormed klaverstemmen leges frem under Bollanis fingre, er svær at matche – og umulig ikke at elske! Gershwin forløses nutidigt og med luksusorkester.

Personligt, her og nu, af en genuin jazzmusiker, der giver noderne sit eget sprælske stempel.

Blæret band
Under Chaillys pind er Concertgebouw virkelig et blæret band. I Gershwins symfoniske suite ’Cat Fish Row’ leverer de temaerne fra ’Porgy and Bess’ med en skarphed og en kapow-effekt, der er tæt på overvældende. Lune sommerbriser fra the deep South høres mellem fede, Stravinskyprægede detaljer i orkestret.

Gershwins ’rigtige’ koncert for klaver og orkester – den i tre satser i F-dur – er aldrig blevet et hit på niveau med hans blå rapsodi. Ikke desto mindre fravrister Bollani den så meget jazzet indhold, at den bliver cd’ens åbenbaring.

Han er simpelthen en herligt fleksibel musiker, der sammen med et toptunet orkester klemmer det maksimale ud af Gershwins ofte temmelig corny noder.

De brølende 20'eres koncertsalsjazz
En anden cd, fra billigmærket Naxos, har slet ikke samme musikalske eller for den sags skyld lydtekniske overskud. Til gengæld rammer den temaet rent.

Også anmeldt:

Jazz Nocturne. American Concertos of the Jazz Age.

Hot Springs Music Festival Orchestra, dirigent: Richard Rosenberg.

Naxos 8.559647.

Her præsenteres ikke bare en overraskende, meget direkte fraseret version af ’Rhapsody in Blue’ med amerikaneren Michael Gurt ved det hårdt klingende og dårligt intonerede flygel (er det et historisk instrument?). Man får en hel palet af amerikansk koncertsalsjazz fra de brølende 1920’ere med i købet.

Med et kvarters spilletid er den sorte strideklaverpioner og komponist James P. Johnsons ’Yamekraw’ i komplet orkesterudgave en autentisk opfølger til Gershwins rapsodi. Det var hans elev Fats Waller, der spillede solostemmen ved uropførelsen i 1927. Musikken er blå og synkoperet og viser, hvordan ragtime blev til jazz.

Den virtuose Harry Resers suite for banjo og orkester er til gengæld ti minutters klodset bølgegang for banjonørder. Man skal frem til to underholdningsprægede kompositioner af Dana Suesse (1909-87) for igen at få glade ører. Komponisten blev af den amerikanske presse døbt ’Girl Gershwin’, og hendes yppige musik har mange overbevisende passager.

Dette er en cd med rariteter for folk med interesse i 1920’ernes og de tidlige 1930’eres amerikanske musik.