De taler i mobiltelefon i biografen, springer over i kassekøen i Netto, de råber og skriger i gågaderne om natten, pisser i indkørsler og porte.

Hverdagene tilbringer de i uddannelsessystemet, mens politikere og erhvervsfolk råber ad dem fra sidelinjen for at få sat læsehastigheden i vejret.

I weekenden står de gladelig i kø i timevis foran konceptdiskotekerne, hvor fadøl og fiskefjæs er inkluderet i entreen. Indenfor i mørket har de det seneste års tid skrålet med på sange som ’Kun for mig’– et af generationens popprinsesse Medinas største hit.

De små årgange
De blev født, lige så længe efter aborten den blev fri, som før finanskrisen. De kaldes de små årgange. Men det er nu også noget nær det pæneste, der er blevet sagt om dem:

»For nogle unge sker der det, at de kun refererer til deres kammeratskab – og det kammeratskab er ofte en reproduktion af dem selv«, siger Sven Mørch, ungdomsforsker ved institut for Psykologi på Københavns Universitet, i en artikel på www.videnskab.dk.

LÆS OGSÅ'Klovn' rydder bordet til prisfest

»For disse unge kan kammeratskabet blive en enormt inkluderende VIP-klub, mens de mennesker, der ikke står på VIP-listen, bliver ekskluderet. Derfor bliver andre mennesker for nogle unge som rekvisitter til en teaterforestilling«, hedder det videre i artiklen med den manende overskrift: ’Mig, mig, mig! Derfor er nutidens unge så ubehøvlede’.

Generation fucked up
Som man har for vane at mene om ungdommen, så er også nutidens forbandet. Ønskebørnene, født i 1980’erne og 1990’erne, oplever i disse år – som generationer før dem – at få mange, ofte meget besværede definitioner på sig.

Siden teenagebegrebet opstod i 1950’erne og især siden de store ungdomsårgange i 1960’ernes kulturelle opstand er ungdommen blevet defineret skarpt. Udgangspunktet er: De unge er anderledes end andre mennesker. Deres måde at være unge på er anderledes end alle dem, der allerede har været det.

LÆS OGSÅ Medina blev den store vinder ved musikkens prisfest

Mere eller mindre velmenende mennesker, mange af dem kun få år ældre end 2011-ungdommen, har på det seneste udstyret dem med mere eller mindre ubehagelige etiketter i medierne. ’Generation fucked up’, ’generation nitte’, ’generation y’, ’generation big future’, ’generation freelance’ er nogle af dem.

Det er dem, der holder seertallene for ’Paradise Hotel’ og billetsalget til idiotkomedier som ’Alle for en’ oppe. Ikke mindst er de dem, der har downloadet Rasmus Seebachs sange så mange gange, at han sidste år var tæt på at passere Kim Larsens mere end 25 år gamle danmarksrekord i albumsalg. Hjemme i ungdomshyblerne og i headsettene, hvor som helst, gløder mp3-filerne i unge ører med Seebachs budskaber. Som i ’Engel’.

Rastløs jagt på forløsning
Charlotte Heje Haase er født i 1977. Hun er sociolog og er i dag redaktionschef på magasinet Psykologi. Charlotte Heje Haase udgav for nylig en samling af klummer og kommentarer under den titel, som hun også har udstyret sig selv og sine med: ’Generation multiorgasme’.

Stramt defineret er det generationen, der er vokset op i materiel overflod og er bevidste om de store muligheder, de har. Men også lever med en ekstrem rastløshed i præstationsræset for at skabe det fantastiske liv, de gennem deres opdragelse er blevet stillet i udsigt.

»Vi længes efter den ultimative forløsning, men vi formår ikke at stå stille, selv om vi virkelig gerne ville. Både Medinas og Rasmus Seebachs sange er gennemsyret af den rastløshed, hele generationen lider af«.

»Vi vil ikke spilde tiden og spørger hele tiden os selv, om der findes noget bedre derude. Har vi været i et forhold, der ikke gik, så spørger vi, om den tid, vi investerede i det, nu også var det værd. Ofte fylder forholdet mere bagefter, end da vi var i det. For så skal vi ikke kæmpe med nærheden, men kan forestille os, at vi er gået glip af den eneste ene«, siger Charlotte Heje Haase.

Behov for gnidninger
»Rasmus Seebach synger i ’Engel’ om, at han endelig var faldet til ro i et forhold. Men næppe er det sket, før pigen giver sig til at flakke rundt. Både hos Medina og Rasmus Seebach er tiden, og manglen på samme, meget vigtig. Personerne i sangene er hele tiden på vej videre. De prøver at finde vej, men så snart de når et mål, så var det måske ikke lige det, de søgte, og så flakker de videre«.

LÆS OGSÅ MTV-seere: Rasmus Seebach er årets danske kunstner

»Det tætteste, Medina kommer på en kærlighedssang, er ’Vi to’, som egentlig ikke er lykkelig. Det handler om et par, »der skændes hver eneste dag«, som hun synger, men »Vi to hører sammen«, konstaterer hun så alligevel«.

»Mange i dag føler sig kun i live i et forhold, når der er nogle gnidninger, så er det aldrig kedeligt. Så kan man jo mærke hinanden – og ikke mindst sig selv. Det er også derfor, Rihannas ’Love the Way You Lie’ er blevet et hit i tiden«, konstaterer Charlotte Heje Haase.

Verden er fraværende
Men hey, hallo!, måske denne artikel lige skulle chille lidt, inden det bliver for klammo, vil nogle fra generationen måske sige nu (hvis de altså læser avis). Det er jo trods alt bare nogle letbenede popsange. Selv om Medina og Rasmus Seebach tilsammen stort set ragede samtlige Danish Music Awards til sig ved musikbranchens prisuddeling sidste år, er der vel grænser for, hvad deres sange kan tages til indtægt for, hører man indvendingerne. Popsange har altid kredset om du og jeg og hjerte i smerte eller i brand.

Javel, jo, men deres forskellighed til trods har Medinas og Rasmus Seebachs sangskrivning et par markante og ret konkrete fællestræk. Sammenholdt med sangenes ekstreme popularitet i generationen kan de nok fortælle et og andet om det mentale landskab, de befinder sig i.

LÆS OGSÅ Den danske musikbranche har pop på hjernen

Lad os se på fællestrækkene:

1. Sangene har ikke skyggen af prætentioner om at skrive poetisk, om at få teksten til at fremstå som et digt. Ellers et hyppigt forekommende træk i dansk popmusik, såvel som i dansktopgenren.

2. Både Medina og Rasmus Seebach skriver i et ligefremt talesprog, blottet for metaforer, bortset fra de helt banale som ’min engel’, eller Medinas ’hjertevarme’ eller hendes ’iskolde hjerte’.

3. Medina har en sang om janteloven på sit debutalbum, og Rasmus Seebach har på sit en, der handler om forholdet til hans berømte, døde far, grandprixkongen Tommy Seebach. Men ellers har hverken 2010’ernes popprins eller -prinsesse miljøer, andre mennesker, en form for samfund, geografi med i deres sange. Verden, som sådan, er fraværende.

LÆS OGSÅMedina synger om mig, mig, mig

4. Forestillingen om det perfekte parforhold, den eneste ene, er dominerende. Teksterne dyrker drømmen om livet med denne eneste ene, men konstaterer samtidig, at den illusion ikke har det godt.

Et ægte hulk
Martin Zerlang er professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og arbejder med moderne kunst- og kulturhistorie ud fra en mentalitetshistorisk vinkel.

Det vil sige at læse og analysere på tværs gennem kunst, kulturelle og sociale strømninger i forskellige perioder for at kortlægge den kollektive bevidsthedstilstand i samfund og samfundsgrupper.

»De står begge lidt ensomt. Seebach bruger enormt meget ekkoeffekter. Det er, som om han står i et ekkorum, og det eneste, der er der, er hans egen kalden. Der er meget patos. Det er jo kærlighedssange. Men hvordan er den form for kærlighed så skildret? Det er påfaldende, at de begge, selv om de er ret unge, næsten udelukkende ser tilbage«.

»Medina synger, at hun holder sit hjerte iskoldt, og »nu er musikken kun for mig«. Hun viser ikke sin ulykkelighed. Men i stedet går hun ind i musikken og bruger den som bufferzone, fortæller hun«, siger kulturprofessoren, der selv er født i 1952, efter at have stiftet bekendtskab med sangene:

»Der er ingen ironi til stede, sådan som der ellers ofte er i poplyrik. Når Rasmus synger »uhu uhu«, så er det ikke et popsangs-uhu. Det er et ægte uhu. Et hulkende menneske. Der er ingen anførselstegn, ingen spids eller distance«.

»Følelserne er helt ligefremt udtalt. Prøv at sammenlign det med Lars H.U.G.s uhu fra 1980’erne. Det var jo et pop-uhu, et iscenesat hulk. Rasmus Seebachs uhu er totalt face value: Det er en mand, der hulker. Hans uhu er nærmest hans signatur, ligesom Michael Jacksons hvin var det for ham«.

Fra Baudelaire til Dean
Martin Zerlangs indtryk er, at det er, som om Seebach i teksten er mere interesseret i sig selv end i den, han er ulykkeligt forelsket i:

»»Jeg kalder på dig«, synger han igen og igen. Han synger, at han kan se hende for sig. Men jeg kan altså ikke se hende. I musikvideoen til nummeret fremtræder alt sløret, pigen, gaderne, husene, byen, trafikken«.

LÆS OGSÅ Rasmus Seebach slår Kim Larsen

»Det er kun Rasmus Seebach selv, der træder frem. »Savnets vellyst«, har Vagn Lyhne engang skrevet om den franske spleen- og storbydigter Charles Baudelaires temaer. Rasmus Seebach er jo netop sådan en fattigmands-Baudelaire i videoen til ’Natteravn’. Man ser flanøren gå gennem byen. Den ensomme unge mand med kraven trukket op. Der er en lige linje fra Baudelaire til James Dean til Rasmus Seebach«, siger Martin Zerlang.

Bliver i nuet
Charlotte Heje Haase siger:

»’Velkommen til Medina’ er en egosang. Kærligheden til den anden og ikke mindst til hende selv bliver til selviscenesættelse. »Fortæl mig du er lækker«, synger Medina. Men hun er mindst lige så forelsket i sig selv og alle de ting, hun vil gøre for ’ham’«.

»Men hun kommer ingen vegne, hun bliver i nuet, og dér tænker hun måske på de billeder og den sang, hun vil lægge ud på Facebook for at illustrere det, der foregår«.

Kinkyficeringen
»Og hvad er det så egentlig, der skal foregå, når han er nået frem til Medina?«, spørger Martin Zerlang retorisk.

»Man taler meget om kinkyficeringen, seksualiseringen af popmusikken. Men hendes påklædning, de æggende rytmer og den forførende stemme til trods dyrker Medina mest af alt det puritanske. Hun synger: »Jeg er måske lidt en stripper for dig«. I samme sang synger hun lidt senere: »Jeg har en gave, jeg vil give til dig«. Og man tænker uvilkårligt: Er det hendes mødom?«

LÆS OGSÅ Medina er for glat på engelsk

»Hun siger ’Velkommen til Medina’. Det er ikke den smukke by i det lykkelige Arabien, hun mener. Vi er meget langt væk fra ’Itsi-Bitsi, tag med mig til Nepal’ (Steppeulvene, 1967, red.). De skal ikke ud i verden. Medina siger faktisk: »Jeg er en hel verden«. Man siger ellers, at intet menneske er en ø. Men det er Medina. Hun er verden. Hun byder velkommen til en verden, der hedder Medina. Hun fortæller bare ikke, hvad det er for en verden«.

Den udskældte generation
I januar i år skrev journalist Augusta Glahn-Abrahamsen her i Politiken om sin generation i et debatindlæg:

»Ja, vi er narcissistiske. Vi ser gerne os selv blive til noget stort, fordi vi kan. Vi har flere muligheder, derfor bliver drømmene og målene større. Men det sætter også kravene til os selv højere. Det er ikke længere nok at være god«.

»Du skal være bedst (...) Men at være egocentreret er ikke lig med at være utaknemmelig, uhøflig eller komplet ligeglad med andre. (...)Jeg accepterer på ingen måde, at vi er velfærdssamfundets død. For vi er, som alle andre generationer, den udskældte«.