For mange lukkedes døren til 60’erne, da Paul McCartney, iført habit og vildmandsfuldskæg, med fruen under armen forlod London High Court 31. december 1970.

Han havde udtaget stævning mod sine gamle legekammerater.

McCartney ønskede at få opløst samarbejdet i The Beatles & Co., holdingselskabet, som kontrollerede en forretning, der forekom i ukontrollabelt frit fald.

Besøget i landsretten var kulminationen på en gordisk knudret konflikt i Beatles-lejren det meste af det forår.

Med den anløbne manager Allen Klein som omdrejningspunkt handlede den dybest set om tærende metaltræthed i en gruppe, der var ved vejs ende. Og havde vidst det længe, men havde prøvet at udskyde det.

Genfinde sig selv
Hele den historie aktualiseres igen af, at manden, de beskyldte for at opløse The Beatles, i denne uge genudsender sit debutalbum fra foråret 1970.

I samme ombæring genudgives hans andet af slagsen. Det kom i 1980 og indvarslede også en ny æra, om end ikke slet så dramatisk. Det mellemliggende tiår brugte McCartney på at komme ud af skyggen fra John Lennon.

Først skulle han dog genfinde sig selv. Det havde Lennon været i gang med længe. Også han med en ny kvinde ved sin side. Yoko Ono blev udsat for den samme latterliggørelse, som skulle blive Linda Eastman til del.

John var lige så træt af The Beatles, som han var af Paul, der med øretæveindbydende iver havde gjort indspilningen af ’Abbey Road’ til en kortvarig succesoplevelse. I september 1969, netop som man havde underskrevet en ny pladekontrakt, ville Lennon forlade bandet. De andre overtalte ham til at blive lidt endnu.

Sov for lidt og drak for tæt
McCartney begyndte derpå at boykotte de mange forretningsmøder i Beatles-koncernen. I stedet helligede han sig sin nystiftede familie. Og begyndte at skrive nye sange, mens han drak for meget, sov for lidt og var tæt på et nervesammenbrud.

LÆS OGSÅ Vredt brev fra Lennon til McCartney er til salg

En del af sangene blev til på hans skotske ødegård, og det meste blev indspillet hjemme i London-forstaden St. Johns Wood på en firespors båndoptager. Resten af sangene blev bl.a. færdigindspillet i Abbey Road. Her lejede McCartney sig ind under navnet Bill Martin.

I Studio 2 puslede han med sin nye musik, mens excentrikeren Phil Spector uden McCartneys vidende remiksede de bånd, der skulle blive til Beatles’ svanesang. Det foregik faktisk i samme bygning, men i Studio 1.

Der udstyredes en McCartney-melodi som ’The Long and Winding Road’ med strygere. En behandling, McCartney senere kaldte en vandalisering. Nok mest fordi han blev holdt udenfor.

Helvede brød løs
Det sørgede han også for, at de andre beatler blev i forhold til hans soloprojekt, indtil en udgivelsesdato figurerede i et internt memo. Så brød helvede løs. Pladen, som bare hed ’McCartney’, ville kollidere med ’Let It Be’.

De tre andre bad ham så mindeligt om ikke at tage dette personligt, men ingen ville jo have gavn af, at to så store udgivelser kom oven i hinanden, vel? Gruppens mediator, Ringo Starr, blev sendt hen for at tale sin ven til fornuft, men blev under en byge af forbandelser bedt om at forføje sig.

Så trak Lennon og Harrison deres sidste kort: Udgivelsen af ’Let It Be’ kunne flyttes, men kun, hvis McCartney godkendte de andres valg af Klein som bestyrer af Beatles-imperiet. Det var højt spil, og de tabte.

10. april 1970 fortalte Daily Mirror på forsiden, at »Paul is quitting The Beatles«. Avisen havde fået fat i det fingerede interview, en pr-medarbejder havde overtalt McCartney til at vedlægge anmeldereksemplarerne. Avisen lagde to og to sammen, og pludselig gav det ikke ’Fab Four’.

Nr. 27 i rækken af spørgsmål lød nemlig: »Har du planer om et nyt album eller en ny single med The Beatles?«. Svaret var: »Nej«.

Og bruddet med The Beatles skyldtes ifølge udbryderen: »Personlige uoverensstemmelser, forretningsuoverensstemmelser, musikalske uoverensstemmelser, men mest fordi jeg kan bruge tiden bedre med min familie«. Endelig sagde den 27-årige McCartney: »My only plan is to grow up«.

Spørgsmål om frihed
Lennon følte sig underløbet. Og kunne ikke få skødesløsheden på Pauls soloplade til at harmonere med det fluekneppende pedanteri, han senest havde oplevet, da Paul drev alle til vanvid for at få den simple ’Maxwell’s Silver Hammer’ på ’Abbey Road’ naglet på plads over hele tre studiedage. Nu lød det nærmest, som om sangene blev til, mens han indspillede dem.

På dvd’en, der følger med genudgivelsen, fortæller McCartney, at pladen »handlede om frihed«. Han ville »mindes om, hvem vi var, og hvorfor vi startede«. På samme måde, som han havde fået The Beatles ud af kriser ved at få dem til at genopfinde sig selv.

For McCartney var projektet en »flugt fra berømmelsen. Jeg fandt lykken og holdt fast i den«. Den følelse emmer fra de hjemmevideoer, man kan finde i ekstramaterialet. Her ses ’Lovely Linda’ med det lækre hår, hendes datter, Heather, deres nyfødte Mary og dennes fjollerik af en far, løbende sammen med sheepdogen Martha (my dear) langs stranden, mens fårene ser til oppe fra klitten, stående klar til klipning.

Mange var også klar til at ondulere McCartney. Albummet blev en hitlistetopper, men anmeldere fandt i pladens enfoldighed ny næring til stigmatiseringen af Paul som poppedrengen, der ikke kan få nok sukker, i modsætning til John, der jo var en intellektuel provokatør.

John eller Paul?
Han var i hvert fald rigtig god til at markedsføre sin personlige tvivl som samfundsengagement. Han og Yoko manede til fred fra femstjernede hotelsuiter, når de da ikke legede våbenløse byguerillaer i weekenderne. Men når talen falder på, hvem der var blød, og hvem der havde kant, er det altid værd at minde om, at det var Paul, der sang ’Long Tall Sally’ og ’Helter Skelter’.

I de kredse, denne skribent kom i, hørte vi ikke ’McCartney’. Den var jo ikke politisk, og det skulle man dengang hedde Dylan for at slippe af sted med ikke at være.

Pladen var snarere økologisk. Genhørt er den stadig ikke et mesterværk, dertil er den for flagrende og med for meget fyld, men den kommer igennem som et dybt personligt projekt. Og er som sådan lige så intens som de selvransagende sange, Lennon skulle præsentere, få uger før McCartney forlod landsretten.

Paul er bare et andet menneske end John, men sange som ’Every Night’, genistregen ’Junk’ samt ’Maybe I’m Amazed’ med linjer som »Maybe I’m a man and maybe I’m a lonely man/ Who’s in the middle of something/ That he doesn’t really understand/ Maybe I’m a man and maybe you’re the only woman/ Who could ever help me/ Baby, won’t you help me understand …« synges med mindst lige så sitrende en nerve som nogen sang af Lennon.

Begge var de på vej fra krise til forløsning.

I august 1971 sendte Paul et brev til The Beatles’ fanklub. »Tiden er«, skrev han, »kommet til at trække mig fra The Beatles Fan Club … nu er jeg ikke længere en beatle, and want to get back to where I once belonged – leve mit eget liv, have min egen familie, mit privatliv og komme videre med min musik. Tak for alt …«.

Langsom start for Wings
Vejen videre frem gik via Wings, som mest var en trio, bestående af ham selv, Denny Laine og Linda. Da det første album, ’Wild life’, kom i 1973, spurgte Rolling Stone, om musikken skulle lyd så »bevidst second hand«.

Ja, på en måde. McCartney ville nemlig starte forfra. Wings foretog i efteråret 1971 under radarhøjde en turne til de britiske universiteter. Turbussen med kærester, koner, roadier og børn, bl.a. den nyfødte Stella McCartney, ankom, man spurgte studenterrådet, om man kunne spille på døren.

Ingen forhåndsannoncering og ingen Beatles-numre. Men en direkte kontakt til publikum, som var lærerig og nådesløs. Et sted virkede Pauls mikrofon ikke. Det undskyldte han. Nede fra mørket lød det: »Hvad så med at give den til din kone?«.

Vi vænnede os til Linda. Da Wings først var i luften, kunne hun jo dårligt komme af.

LÆS OGSÅ Paul McCartney skal giftes (2011)

Året efter bød på to sange, der viste, at man ikke skulle tage McCartney for givet. Hans ’Give Ireland Back To The Irish’ var i Lennons propagandistiske ånd og lød troværdig. Det samme gjorde hans børnesang ’Mary Had A Little Lamb’.

Og ’Mull of Kintyre’ blev i 1977 et af de mest irriterende og insisterende hits. Ni uger på hitlistetoppen og over to millioner solgte singler. Og mens Lennon tullede retningsløst rundt, fik McCartney på ’Band on the run’ høj sværhedsgrad til at rime på umiddelbarhed.

Efter syv studiealbum nødlandede Wings, da enhver svigermors drøm i januar 1980 blev taget i lufthavnen i Tokyo med 229 gram hash.

Kindkysser med Yoko
McCartney blev fængslet og siden udvist. Hjemme igen fandt han sig selv i samme situation som i 1969-70. Året før det, han har kaldt sin japanske ferie, havde han lagt nogle nye sange til side. Nu tog han dem med i studiet.

Albummet ’McCartney II’ blev hans måde at sige goddag til 80’erne på. Det har bedre sange end hans solodebut – ’Waterfalls’ er og bliver en af hans mest umiddelbare ballader, og han har trods alt begået en del – men som helhed har musikken ikke samme upolerede charme.

Syv måneder senere, i december 1980, blev John Lennon skudt fire gange i ryggen af en sindsforvirret fan.

LÆS ARTIKEL John Lennon mindes 30 år efter sin død (2010)

Og McCartney kom igen bagud på point i kappestriden om, hvis ægthed der er størst. En kamp, der raser med uformindsket uforsonlighed på nettet, men som han for længst har meldt sig ud af.

I dag fremstår han som en af rockens rigeste, mest koncertvitale ældre statsmænd, han kindkysser med Yoko Ono og virker ikke længere så opsat på bevise sit værd.

Han besvarer nu om dage ofte kritikken af sin påståede rundhed med refrænet fra den 1976-sang, der er det tætteste, denne umissionerende musiker kommer en trosbekendelse:

»You’d think that people would/

have had enough of silly love songs/

but I look around me and I see it isn’t so/

some people wanna fill the world

with silly love songs and what’s

wrong with that?/

I’d like to know ’cause here I go again ...«.