Er årets lister over de bedste musikudgivelser mon de sidste, der baserer sig på cd’en?

På de to tolvere over årets bedste danske og internationale udgivelser (se forsiden), som Politikens beatredaktion har udvalgt, gemmer sig tre navne, som slet ikke findes i fysisk format.

Hverken 'Dolly' med danske Larsen & Furious Jane, 'Greatest Hits 2011' med Kidd fra Nørrebro eller 'House of Balloons' med The Weekend fra Toronto indledte deres liv på en cd eller en vinylplade. Den udvikling vil kun fortsætte med ekspresfart .

Allerede nu bliver hver fjerde dansker forsynet med musik fra streamingtjenester som Wimp og Spotify, viser en rapport, som det - ikke helt uvildige - telefonselskab Telenor har foretaget.

LÆS OGSÅNy gratistjeneste er presset musikbranches store håb

Mere spraglet end stærkt
Musik er primært noget, man hører på sin computer eller sin telefon, viser undersøgelsen. Og ifølge en tredjedel af danskerne er der ingen tvivl om, at onlinetjenesterne helt har erstattet cd’en som musikkilde om fem år, og blandt de yngre danskere mener halvdelen, at den lille blanke skive allerede er på vej i graven.

Med andre ord kan vi konkludere, at de 24 navne på de to lister ikke har solgt bunker af album, i hvert fald ikke i fysisk forstand.

Det er der kun en, der har præsteret herhjemme i det forløbne år, nemlig Rasmus Seebach. Hans andet album, ’Mer’ end kærlighed’, viste, at hvis man ellers rammer familien Danmark i hjertet, så kan man også sælge sin musik i fysisk format.

LÆS OGSÅRasmus Seebach er den hurtigst sælgende kunstner nogensinde

Mens Rasmus Seebach til trods for charmen var for midtsøgende og konform til at ramme Politikens anmeldere i smagsløgene, var der slet ingen tvivl om årets album.

De fire kritikere havde alle Malk De Koijns vitale comeback ’Toback From The Fromtime’ som det bedste fra et i øvrigt mere spredt og spraglet end direkte stærkt, hjemligt musikår.

LÆS ANMELDELSEHæphop-mestre er sig selv i forrygende grad

Næsten lige så sikker en vinder, var PJ Harveys mesterlige udflugt til frontlinjen med en prægnant og meget klar musikalsk ledsagelse til krigens gru.

Begge de to sikre ettere repræsenterer tiden fra hver sin side. Malk de Koijns overskudsboblende hiphop viser, at det er gruppen, der atter er in. Ni af 12 navne på den danske liste er grupperinger, mens kun tre er rene solister.

LÆS ANMELDELSEPJ Harvey springer ud som krigskunstner

Og i lighed med listekammerater som Magtens Korridorer og Michael K. med Klondyke repræsenterer Malk De Koijn også den tilbagevendte lyst til at kommentere tiden, til at bruge musikken til andet og mere end underholdning.

Kvinderne har fat i den lange ende
Den samme tendens går igen i lysten til - eller nødvendigheden af - at klare sig selv uden kriseramte pladeselskaber og musikindustri i ryggen.

Ud over en enorm talentmasse og spændvidde i dansk musik viser udvalget her også, at punkens ideologiske dogme med at gøre det selv, stadig lever. Navne som Michael Møller, Iceage, Kidd og Larsen & Furious Jane har selv fået udgivet deres musik, mens andre navne kommer fra ganske små selskaber.

Samme attitude gør sig naturligvis gældende for Polly Jean Harvey og hendes stærke manifest mod krigen.

Sammen med damer som Lady Gaga, Robyn, Adele, Beyoncé, Rhihana og Amy Winehouse - posthumt naturligvis - demonstrerer Polly Jean Harvey også, at det i høj grad er kvinderne, som har fat i den lange ende, når det gælder pop og rock i disse år.

Men mændene var ikke langt bagefter. Fælles for herrerne på den internationale liste - gamle Tom Waits, unge James Blake, Nicolas Jaar og Bon Iver - er lysten til at udfordre sig selv, sit publikum og sin stil.

LÆS OGSÅMesterkomponist leger smukt videre med den kølige dupstep

Mén hvad du synger
De store giganter, der kan samle et store publikum, er efter alt at dømme på vej ud.

Internationalt kom Coldplay ganske vist stærkt igen i år, og herhjemme kæmpede D-A-D for at genindtage rocktronen. Men dinosaurernes gungrende kapløb med tiden og sig selv lyder mere og mere som et fjernt ekko.

LÆS OGSÅD-A-D erkender omsider alderdommen på nyt album

Det betyder ikke, at Roskilde Festival, der for engang skyld oplevede at få (velment og rimelig) kritik fra både anmeldere og publikum, ikke har set rigtigt med den omdiskuterede bookning af Bruce Springsteen til næste sommers arrangement.

For det første er det noget akademisk vås at påstå, at Roskildes publikum ikke vil have den store fælles oplevelse.

For det andet er der intet galt med at være stor, hvis du bare mener, hvad du synger og står for. Hvis der er nogen, der gør det, er det naturligvis Bruce Springsteen.

LÆS OGSÅEr Bruce Springsteen manden, der kan redde Orange Scene?

Derfor er manden, som tilbage i firserne blev hånet for ikke at være ironisk og poppet nok, i den grad tilbage som et af de få ikoner, der kan samle en splittet tid.

Med de mange spraglede tråde, der tilsammen gjorde 2011 til et musikalsk farvestrålende og dejligt uforudsigeligt år.

FACEBOOKBliv ven med Politiken