Han debuterede som dirigent foran et orkester under Anden Verdenskrig. Det er længe siden! Han var kun 8, men alligevel.

Lorin Maazel bliver 82 til foråret, men er ikke færdig med at lægge planer for karrieren. Da vi mødes i DR Byen, hvor han er for at møde resten af næste års Malkojury og prøve at begrænse feltet af unge håbefulde dirigenter, der har tilmeldt sig konkurrencen, fortæller han, at han drømmer om at komponere en opera. Blot sin anden.

»Men en komisk opera«, siger han. »Jeg har lige dirigeret ’Barberen i Sevilla’ i Beijing i forrige uge, og jeg blev så stimuleret af den. Ellers har min egen musik jo været sådan kataklysmisk, uh, nu sprænges verden i tusind stykker«, siger han og lader resterne af verden falde ned som tænkt konfetti om ørerne på os begge.

LÆS OGSÅ Toptenor imponerer

»Men ...«, og han ryster lidt tungt på hovedet, »men det bliver jo nok ikke til noget. Jeg har måske ikke ...«.

Og jeg ved, hvad han vil sige: at han måske ikke lever så længe.

»... Måske ikke plads i min kalender«, fuldender han så sin sætning. En mand efter mit hjerte.

Maestro
Jeg kalder Lorin Maazel maestro. Det skal en dirigent godt nok have en del patina, før jeg gør.

Men ikke alene debuterede han under Anden Verdenskrig, han var også både den første amerikaner og den yngste dirigent indtil dato til at dirigere ved Wagnerfestspillene i Bayreuth, »og da jeg dirigerede Wienerfilharmonikerne for 50 år siden, var det, fordi en vis Herbert von Karajan havde lagt sig syg«.

Nå, det navn må jeg lige slå op, når jeg kommer tilbage ...

Maazel griner i skægget. Ikke at han har noget, men han morer sig stille. Han er stadig i færd med at vurdere, om journalisten ved noget som helst om musik, og jeg er sat på standby, mærker jeg nok, men Maazel hygger sig. Han kan godt lide at snakke.

Han har set 394 videoer a 15 minutter af de dirigenter fra hele verden, der drømmer om at vinde Malkokonkurrencen i maj. Og ja, han har set dem alle. Og føler sig huldsaligt bekræftet i, at Malko anno 2012 har integritet og ikke er »et egotrip«, som han kalder det, for arrangørerne, Copenhagen Artist og Malkopræsident Jacob Soelberg.

LÆS OGSÅ Torsdagskoncert var alt andet end klassisk

»Unge dirigenter i dag har ingen mulighed for at udvikle sig naturligt. Mellem de to verdenskrige blev en lovende ung dirigent ansat i et operahus, hvor han skulle øve nye partier med sangerne, og hvis han så var rigtig dygtig, kunne han være heldig at få lov at dirigere 10 minutter af en orkesterprøve. Sådan plejede man unge talenter dengang, og standarden var høj. Operacheferne i Berlin i begyndelsen af 30’erne hed Wilhelm Furtwängler, Erich Kleiber og Otto Klemperer!«.

»Den mulighed får unge dirigenter i dag ikke, den der nedarvede tradition for organisk udvikling af talentet er væk. Derfor er gode konkurrencer så vigtige. I dag bliver en dygtig ung dirigent med det samme presset helt tør af agenter og pladeselskaber, og efter to-tre sæsoner forsvinder de igen, fordi de er tørret ud«.

Drengestjerne
Hans egen karriere har ikke lignet nogen andens, Maazels. Han var en drengestjerne og dirigerede offentligt, fra han var 8, »samtlige de vigtige orkestre i USA«, siger han ikke uden stolthed, »men jeg blev heldigvis aldrig udnyttet på den måde.

Jeg gav fem-seks koncerter om året og udelukkende i Amerika. Jeg gik i skole samtidig og var på både baseball- og footballholdet. Da jeg fyldte 15, mistede min agent interessen, og jeg var ligeglad. Jeg var begyndt at spille violin og ville egentlig være forfatter«.

Og så ville skæbnen, som det hedder, at just som unge Lorin, der nu var blevet 22, var i Catania i Syditalien på et Fullbright-legat, blev dirigenten, der skulle have dirigeret aftenens koncert, syg, og eftersom Catania ikke just er hverken Rom endsige Wien, kunne de ikke finde en professionel dirigent til at tage over.

»Og så spurgte de mig, om jeg ikke kunne tage ned og vifte lidt med hænderne«.

Moralen kommer nu:

»Man kommer ingen vegne i livet uden lidt held, og to ud af de tre stykker på aftenens program havde jeg dirigeret som dreng, så jeg kunne dem uden at kigge i partituret. Sådan blev min karriere for alvor søsat«.

Tilsidesat og ugleset
En af århundredets helt store dirigentkarrierer begyndte og rullede for alvor, da vi kom op i 60’erne og 70’erne. Mange er vokset op med Maazels og Wienerfilharmonikernes komplette Mahler-symfonicyklus som deres bibel, andre refererer helt automatisk til hans indspilning af Beethovens ’Fidelio’ med Birgit Nilsson eller af Puccinis ’Il trittico’ med Renata Scotto.

For denne skribents vedkommende gav ’Turandot’ og ’Madame Butterfly’ først rigtig mening i musikhistorien, da Maazels indspilninger viste deres slægtskab med moderne komponister som f.eks. Stravinsky i stedet for at pege tilbage til romantikken.

LÆS OGSÅ Verdensberømt orkester imponerede i sjældent danmarksbesøg

Men hvor afgørende Maazel end har været, og hvor bevidst han end selv må være om sine bedrifter (og det er han), så sidder han i dag og føler sig tilsidesat og ugleset. Det uskyldige spørgsmål, hvad det overhovedet betyder inderst inde at være en amerikansk musiker, trykker på en knap hos ham:

»Det er tydeligvis ikke sådan, jeg er blevet opfattet i USA«, siger han og bliver svær at tvinge af sporet igen, for det her har pint ham hele livet. »Jeg har ikke i særlig grad markedsført amerikanske komponister, og det hader den amerikanske presse mig for. Mine koncertprogrammer er verdensomspændende. Jeg har givet job til masser af amerikanere, ikke mindst de tre gange, jeg var chef for amerikanske orkestre«.

»Men«, og han kigger lidt resigneret ned i bordet, »jeg er ingen mafiaperson. Jeg er bare musiker. Mafiaer er meget vigtige i det amerikanske kunstliv«.

Mafiaer?

»Ja, ikke mafiaen med stort M, forstås«, forsikrer han mig. »Men disse lobbyer, der kun tjener deres egne interesser og åler sig ind på livet af de store kulturinstitutioner. Deres intentioner er ikke musikalske, og jeg har aldrig været deres dengse«.

Tålt
Så Maazel har følt sig »respekteret, men holdt på afstand«.

»Og det morer mig«, siger han og ser alt andet end underholdt ud, »for jeg er vokset op i USA, uddannet her, min familie går 150 år tilbage i USA, jeg kunne dårligt være mere amerikansk. Men jeg er ikke chauvinist. I de perioder, jeg lavede opera i Berlin, var 70 procent af de sangere, jeg hyrede, amerikanere! Men nej ...«.

Da han overtog Cleveland-orkestret efter den i sandhed legendariske George Szell, troede han, at han ville blive krystet i den store amerikanske favn.

»Men det modsatte skete. Hvor vovede jeg i en alder af 42 at prøve at fylde den store mands sko ud? Jeg fortalte ikke en sjæl, at Szell selv, da han vidste, han var døende, havde bedt mig tage over efter sig. Jeg havde ikke lyst til at lyde, som om jeg retfærdiggjorde mig selv, men nu kan jeg sige det. Det gjorde mig deprimeret. Jeg har altid været en ensom ulv i amerikansk musik«.

LÆS OGSÅWiener Filharmonikerne blev nydt til sidste dråbe

Hans dirigentliv har været fuldt af konflikter, og det er svært for ikke at sige umuligt i dag at spore, hvordan de er opstået. Der er blevet smækket med en del døre gennem mere end et halvt århundrede, men Maazel var lykkeligsti sit syv år lange parløb med New York Filharmonikerne: »Den eneste gang, jeg virkelig blev forelsket i et orkester«.

På vej ud af lokalet i DR-bygningen, hvor vi har lavet vores interview, går døre med største selvfølge op for Lorin Maazel. Bare han nærmer sig en dør, går den op. Altid springer en mand til, en ny hver gang.

Det er den udstråling, han har. En mand med eget privatjet. En mand med magt over sagerne.

En mand, der blot er midt i sin egen skæbne.

FACEBOOKBliv ven med Politiken