Annonce
Annonce
Annonce
Musik 13. maj. 2012 KL. 13.00

Bruce Springsteen: Jeg støtter stadig præsident Obama

Politiken.dk var med ved scenekanten, da rockveteranen gjorde klar til første koncert på den turne, der fører ham til Roskilde.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Selv om han ikke er ubetinget enig i alt, hvad Barack Obama har gjort og fået gennemført i sine snart fire år som leder af USA, er rockveteranen Bruce Springsteen stadig en vigtig støtte for præsidenten.

»Jeg støtter stadig præsident Obama. Der er mange af de ting, han har gjort, jeg ikke er enig i. Eller jeg havde forventet mere af ham. Men han har stadig gode ideer«, sagde Bruce Springsteen lørdag aften i Sevilla.

I den sydende varme storby i det sydlige Spanien åbner han i aften den Europaturne, der 7. juli fører ham til Orange Scene på Roskilde Festival. Efter halvanden times veloplagt lydprøve med The E Streeet Band i 37 graders varme i Sevilla, gav Bruce Springsteen sig tid til at svare på enkelte spørgsmål fra de fremmødte journalister.

Hvor er vreden?
De kom i høj grad til at handle om finanskrisen og politik, fordi Bruce Springsteen har valgt at starte den europæiske del af turneen i det kriseramte Spanien og fordi hans nye album, ’Wrecking Ball’, tager udgangspunkt i finanskrisen.

Et af spørgsmålene eller formålene med min musik var at spørge, hvor raseriet over, at så mange mennesker har mistet deres hjem og job, blev af?

Bruce Springsteen

LÆS ANMELDELSENThe Boss genopfinder rocken som samfundskommentar

»Det har været et sjovt album for mig. Jeg startede med at skrive de her sange i 2009, hvor finanskrisen havde fået godt tag. Et af spørgsmålene eller formålene med min musik var at spørge, hvor raseriet over, at så mange mennesker har mistet deres hjem og job, blev af? I USA har Occupy Wall Street-bevægelsen gjort meget for at ændre debatten«, sagde Bruce Springsteen.

Han udtrykte sin store begejstring for den spanske Los Indignados-bevægelse, der blev inspiration til lignende initiativer over hele verden, inklusive i USA. Mens Bruce Springsteen lørdag aften holdt pressemøde på Det Olympiske Stadion på en ø mellem floderne i Sevilla, gik tusindvis af mennesker i protest mod de hårde spanske nedskæringer i byens centrum.

LÆS OGSÅ Titusinder demonstrerer i 80 spanske byer

Det glædede Springsteen.

»Det er godt, hvad de gør. Jeg er enig i, hårde nedskæringer ikke nødvendigvis er vejen frem. I USA stimulerede man økonomien, og det gik godt. Jeg synes, at man skulle have stimuleret den endnu mere. Det virker som om folk i Frankrig og Grækenland har afvist flere besparelser. De vil have en form for balance, mens økonomien kommer på rette fod igen«, sagde Bruce Springsteen.

Protestsanger på 62
I en alder af 62 år er han blevet en slags ikon for den (lille) del af rockmusikken, som tør tage stilling og have holdninger. En erklæret støtte af de politiske strømninger i ungdommen.

indgrebet.  Klædt helt i sort, med smykker i hvert øre, talrige kæder om halsen og håndledene, ligner han stadig indbegrebet af en klassisk rockstjerne. Foto: Erik Jensen »Takket være Occupy Wall Street-bevægelsen har præsident Obama fået albuerum til at flytte sig lidt til venstre for midten. For tidligere var den nationale debat styret af Tea Party-bevægelsen – til nationens ødelæggelse, efter min mening. Så den nye bevægelse har skabt politisk rum for forandring, og de er lige startet. Det er noget, som hverken fagbevægelsen eller de progressive politikere, vi end måtte have i kongressen, kunne have gjort. De flyttede debatten til at handle om, hvad der egentlig er sket i de sidste 30 år«, sagde Bruce Springsteen på kanten af sin enorme scene i Sevilla.

Klædt helt i sort, med smykker i hvert øre, talrige kæder om halsen og håndledene, ligner han stadig indbegrebet af en klassisk rockstjerne. Håret er farvet lige så sort som solbrillerne, og synet på de politiske realiteter har samme farve.

Ansvar ud af vinduet
»I USA har man smidt debatten om, hvem der har ansvaret for den her krise, ud af vinduet. Det, der skete, var, at alt handlede om, hvad man kunne tjene i dag for de store børsselskaber. De havde ændret hele miljøet på Wall Street til at handle udelukkende om, hvad man kunne tjene til sig sine klienter, sit firma og sig selv. Før i tiden var der selv på Wall Street en fælles forståelse for, at man også måtte tænke på nationens interesser, folket og fremtiden. Den var helt væk og derfor måtte finanskrisen ramme«, siger Bruce Springsteen, som virkelig har talt sig lige så varm som aftenen i Sevilla.

Han fortsætter:

»Der var en enorm uansvarlighed over for alt og alle. Da skibet endelig gik ned, snød de selskaber jo også deres egne kunder. Nu er der indført nogle love, som skal regulere dem, men jeg synes ikke, at de er stærke nok. Når de store selskaber går ned, er det skatteyderne, som må betale deres gæld og kaution. Det er som om, vi har socialisme for erhvervslivet moguler og kapitalisme for alle andre«.

LÆS OGSÅBruce Springsteen: Jeg er klar til at spille på Utøya

Efter det var der kun tid til at konstatere, at Bruce Springsteen glæder sig til at komme til Italien og spille. Han har stadig slægtninge i det land, hans bedstefar i sin tid immigrerede til USA fra. Hele søndagen i Sevilla skal bruges til at sove og hvile efter turen over Atlanterhavet, der har givet jetlag.

»Det er en smuk by, og jeg elsker det her klima, selv om jeg kommer til at svede som en hund. Det er varmt, men tørt«, sagde Springsteen.

Den første koncert på hans Europaturne i aften bliver under alle omstændigheder varm, vejrudsigten lover op imod 40 grader. En hed omgang for den engagerede rocksanger, der støttede Barack Obama intenst under præsidentvalget for fire år siden. Og trods alt stadig er at finde blandt støtterne. En stor bonus for Barack Obama, der da også efter valget kvitterede og takke Springsteen for indsatsen med ordenet:

»Jeg er måske nok præsident, men han er The Boss«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken