Hvis jeg kun skal høre en enkelt glamrockplade, er det den her.

Nogle vil nok mene, at det endda er én for meget fra den forkætrede britiske genre. Glamrocken favner vidt og farverigt fra Slades bodegarockende kostumebal og Marc Bolans eyelinerfolk til Roxy Musics modefikserede artrock, men jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

Man skulle ellers nok mene, at der burde være rum nok til de fleste et sted imellem Noddy Holders dørknirkende stemme og Bryan Ferrys croon.

Men da først genren for alvor kom op i omdrejninger, og fjollerierne tog fart, satte glamrocken masker, krøllejern, plateausko og ternede hatte før musikken. Det har sikkert været (hyle)skægt at være med til, men på fire årtiers afstand ligner genren en forfængelig cirkusklovn, der hænger lidt for længe over en lunken øl på den lokale pub, inden han skal hjem og skifte.

Det store fælles sus
Det var bare ikke glamrock i sit udgangspunkt, dengang i starten af det lige så brogede som brune årti. Det var stedet, hvor den popsensible rock flettede fingre med det ekspressive teater. Under en paraply af skræmmende store følelser.

Glamrock handlede om hamskiftet og det store fælles sus. Hvad end man var til Stanley Kubrick og art school cinemas eller ikke kunne lade være med at skrige sin indre teenager ud, når man så et billede af The Sweet. Og i det udgangspunkt var det David Bowie, der leverede det kunstnerisk definerende værk, alt andet skal måles med.

Det var Bowie, der slog så stort et hul i rocken, at Queen kunne få deres symfoniske operarock igennem. Ziggy Stardust indvarslede det teaterbuldrende koncept, som Pink Floyd senere kunne skrive et dystopisk konceptværk på. Om lukkede huller i en anden mur. Og Bowie iscenesatte kort efter opfindelsen af Ziggy Stardust Lou Reed på den amerikanske glamslægtning ’Transformer’.

LÆS OGSÅDavid Bowies nyeste udgivelse er lækket

Alt det bliver jeg aldrig gammel nok til at huske. Ziggy Stardust er ældre end mig, men braget fra det mest markante af Bowies mange gearskift har givet ekko ned gennem generationer. Også i mig.

Når jeg nu genhører den restaurerede, men stadig fragmenterede, fortælling om Ziggy Stardust, der kommer til Jorden for at redde os fra den nærtstående undergang, er der tre ting, der slår mig.

For det første har finpoleringen af lyden ikke kun trukket linjerne skarpere op, men også trukket en dynamik frem, der tydeliggør et i grunden ret funky lag under hele Bowies spektakel. Ikke noget der normalt falder én ind, når man tænker tilbage på en teatertordnende sang som ’Five Years’.

Men prøv at lytte til trommerne her. Med en lille sideforskydning mellem stor- og lilletrommen spadserer albummet i gang på kattepoter og med en afslappet mine, der kun lige tager notits af bassens modspil, når resten af sangen hidser sig op til et klimaks af kæntrede strygere, brede guitarstrøg og Bowies klynkende skrig.

Og da dét udbrud klinger ud mod slutningen, fortsætter trommerne. Adstadigt, og som om intet var hændt. Cool hele vejen igennem.

Fremragende melodisnedker
Eller tag ’Soul Love’, der nede under Bowies teatervrængende sang og Mick Ronsons små som store bevægelser på guitaren trækker de stødende horn til sig og atter giver sangens dirrende desperation modvægt i al sin rytmiske coolness.

En dobbelthed mellem varm og kold, der kendetegner hele Ziggy Stardust-albummet, og som viser en musikalsk kompleksitet hos Bowie, der ikke blev matchet i glamrocken, mens den gled i sminken og blev til glitterrock.

Det skulle da lige være fra Roxy Music, mens Brian Eno stadig rørte rundt i lyden dér.

For det andet er det lamslående, hvor fremragende en melodisnedker David Bowie var inde bag de mystiske øjne og det strittende hår. Det var allerede demonstreret på ’Space Oddity’ og ikke mindst ’Hunky Dory’, og det kommer jo ikke som en overraskelse.

Men jeg har fået tømt ud i den indre jukeboks i de sidste par dage. Nu er der kun plads til det svævende omkvæd på den uafrystelige ’Starman’, til omdrejningspunktet ’Ziggy Stardust’ med Ronsons knurrende guitar på spring, og til hele den melodiske hvælving fra cigaretten til korets pompøse trøst på ’Rock ’n’ Roll Suicide’.

Det er imponerende at høre, hvordan Bowie får kombineret sit udgangspunkt som brillant sanger-sangskriver med glamrockens outrerede dramaturgi – uden at sangen bliver reduceret til et letbenet refræn i bluesrockens skemaer. Lige dér er glamrocken ikke så let at kaste på historiens losseplads.

Musikalsk DNA
For det tredje står jeg alligevel og glor ned i generationskløften.

Godt nok har David Bowie så mange inkarnationer, at han spiller en central rolle gennem flere generationer. Men den fremtidsangst og 1970’er-paranoia, der ligger i lige præcis Ziggy Stardust, er ikke min. Lige så lidt som de teatralske overdrivelser, der bliver talt med.

Jeg er opflasket på hiphop, støjrock og syntetisk pop, der i øvrigt ikke holder sig tilbage, når det kommer til hyperboler. Men skal musikken kaste en lyskegle gennem det ængstelige rum bag kalenderens horisontlinje, vil det være til lyden af Fever Ray eller Burial.

De gemmer sig interessant nok også bag masker, og den frydefulde effekt ved at få apokalypsen i ørerne er den samme. Udtrykket er bare radikalt anderledes. Og det rammer mig hårdere end Bowie.

LÆS OGSÅDavid Bowie afviser musical-rygter

Det er vanskeligt at mutere ud af sit musikalske dna. Man kan være nysgerrig og opsøgende, men på et eller andet tidspunkt løber man ind i bagvæggen. For mig sker det eksempelvis i det opflammende kor på ’It Ain’t Easy’. Eller i skrigene på ’Five Years’.

Lige dér er det mig, der er et rumvæsen, der har rodet med en tidsmaskine. ’The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’ er gribende at genbesøge, men den er ikke uden sin tidsbestemte torne.

Og skulle jeg rejse tilbage til nuet og kun have ét David Bowie-album med tilbage, ville det nok alligevel være ’Hunky Dory’.

FACEBOOKBliv ven med Politiken