En dag i slutningen af 1990'erne befandt jeg mig i hypnotisøren Ali Hamanns hjem, et stutteri uden for Silkeborg.

I en sal, som ellers var tilegnet hans enorme indendørs swimmingpool, skulle jeg udsættes for en af Alis hypnoser som et led i optagelserne til et tv-program.

Ideen var min kammerat og kollega Sami Saifs. Samis store idol Lars von Trier havde ofte brugt Ali Hamann i sine film, og scenen fra filmen 'Epidemic', hvor den klejne, men karismatiske hypnotisør tvinger en pige tilbage til den tid, hvor pesten raserede, sad indprentet i os begge.

Ali Hamann spurgte, om jeg ville være høne eller frø, men jeg vidste præcis, hvad jeg gerne ville være. Endelig, tænkte jeg, får jeg nu mulighed for at få en drøm til at gå i opfyldelse.

Den drøm, som enhver, der for alvor har dyrket et idol, kender. Drømmen om at være sit idol. Med Ziggys egne ord: »I could play the wild mutation as a rock & roll star«.

I hynose som superstar
Ali bad mig holde en stor køkkentændstikæske i hånden og begyndte nu at hypnotisere. »Bare se mig ind i øjnene, og nu mærker du, at du føler dig træt, og du føler, at du begynder at sove«, messede han, mens det langsomt begyndte at svimle for mine øjne.

»Og nu kan du mærke, at den tunge mursten, du holder i hånden, tynger dig ned. Den bliver stadig tungere«, lød det i en fjern nutid, og tændstikæsken blev så tung, at jeg væltede ned i en stol i en tilstand, som bedst kan betegnes som at falde fuldstændigt i staver.

LÆS OGSÅDavid Bowies nyeste udgivelse er lækket

»Sov«. Nu var tanken løsnet fra legemet og klar til at blive manipuleret.

»Nu vil du opleve, at du havde en drøm. Du havde et ønske om at leve, føle dig og være som David Bowie, den superstar, du altid har holdt af. Og nu vil du opleve, at du skifter person. Du har skiftet karakter, og du er simpelthen David Bowie i egen person«.

Indviet af vens storebror
Herfra er alt en tåget rejse tilbage til et ungdommens univers, hvor den modne identitet dannes og den reflekterede seksualitet bliver til. Strømmen af Bowieminder flyder gennem det neurale netværk.

Det er min bedste vens storebror, som har introduceret os til den nye verden. I hans lejlighed i Indre By er der mærkelige malerier på væggene og store velourgardiner for vinduerne.

Der er fuldt af hemmeligheder og udskejelser og grænseoverskridende begivenheder, som vi fornemmer uden at få dem fortalt. Her er også en lille smule farligt, og min vens storebror ryger lange tynde joints og har en særlig grammofon af mærket Inertia.

Han hører The Doors, Nico, The Stranglers og Lou Reed. Men mest af alt hører han David Bowie, som bliver inkarnationen af en ubestemmelig fascination, som de næste år kommer til at gennemsyre alt i hele min tilværelse.

Slår æg ud som Bowie
Et pladecover glider forbi. Det er 'Low'. En rødhåret Bowie med dødemaskelignende ansigt i profil. Jeg har coveret med til frisøren i Lyngby, for at hun kan lave den samme frisure på mig.

Hun rækker mig et håndspejl, så jeg kan se mig selv i profil og bevidne, at det ser ud, som det skal. Jeg har læderjakke og går med makeup og vil bytte mit ene øje ud, hvis jeg kan, for at få to forskellige farver øjne som Bowie.

En nat imponerer jeg to piger fra gymnasiet ved at slå et æg ud med tænderne og sluge indholdet råt, præcis som jeg har læst, at Bowie gjorde, når han var i studiet 48 timer i træk stærkt koncentreret om musikken.

Kun de allermest nødvendige overlevelsesbetingelser som behovet for protein fik tilladelse til at forstyrre arbejdet for den figur, som havde noget på hjerte. Den figur, som Bowie måtte blive for at konstruere en ny verden i vinyl. Den totale forførelse, publikums hengivelse og de to gymnasiepigers bløde kroppe. De er vilde med Bowie.

Sex og guitar
Jeg sejler gennem forstaden i skikkelse af Aladdin Sane, i en vægtløs kønstilstand nærmer jeg mig pladebutikken Ziggy på Jernbanevej med penge til endnu en investering i det store bagkatalog af skønhed.

Herinde i Ziggy er der rart, her kan man falde i staver over lp-pladerne, det ene fantastiske cover efter det andet. Michael bag disken er skælmsk og forstår at lade mysteriet være en personlig opdagelsesrejse.

Uden at sige for meget trækker han originalindspilninger op af pladekassen. Ægte førstegangstryk fra UK med orange label. Manufactured by RCA Limited. Det svimler.

LÆS OGSÅDavid Bowie afviser musical-rygter

Jeg køber pladen, som har givet navn til forretningen. Bowie står på forsiden i en turkis sparkedragt og med sin elguitar et sted i London. Det er aften, og han er lige kommet ned fra rummet, og jeg føler, han har gjort det alene for at besøge mig og fortælle mig, hvem jeg er.

Kærlighed, sex, venskaber og guitar. Det er rock 'n 'roll suicide, og selvfølgelig skal jeg snart dø. Ligesom Bowie.

»Giv mig dine hænder, for du er skøn«, synger han, før han toner ud. Og lige meget hvor gerne jeg vil have, at det skal vare ved for evigt, så er det her det sidste show, han nogensinde laver. Sådan må det være her i Hammersmith Odeon, London 3. juli 1973, hvor Bowie afliver myten om sig selv på turneens sidste show.

Frækt smil og høje kindben
Og så var selvmordet dog alligevel ikke andet end endnu et skift, som de mange skift, der skulle komme sidenhen.

De mange nye kærester og orgier og stoffer og plader. De mange muligheder for at blive sig selv og en anden på samme tid.

David Bowie i egen person. Den ranglede dreng med det frække smil og de høje kindben. Det er mig, og jeg svarer overlegent og lettere arrogant, når Sami spørger til, hvordan det er at være rockstjerne.

»I really like it«, svarer jeg og tænder en smøg. »Time takes a cigarette, puts it in your mouth. You're a rock 'n' rollok her suicide«.

Ali Hamann lægger en hånd på Bowies hoved og siger, at han skal sove. Hypnosen skal til at slutte. Da jeg igen kommer til mig selv, føles det, som om der er gået 40 år.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken