Selv om det er 150 år siden, Emily Dickinson var på toppen i de magisk kreative år 1861-65, finder den amerikanske digter stadig nye ivrige læsere.

Den diminutive Dickinson flyttede sig ikke mange meter fra sin fødeby Amherst. Her gik hun rundt som eneboer klædt i hvidt og levede diskret og efterhånden nærmest isoleret i den lille by, hvor man kendte hende for det gode brød og ikke for hendes digte.

Langt fra Amherst
Da hun døde 56 år gammel, vidste ikke mange, at hun var digter.

Kun en halv snes digte blev offentliggjort i hendes levetid. Ingen anede, hun efterlod sig en skattekiste med 1.775 digte.

LÆS ANMELDELSEEmily Dickinsons ord lever frit videre hos dansk sanglærke

Men eftertiden har ikke glemt Dickinsons digte. Hendes digte om livet, døden og naturen fremstår skarpe og klare i deres usentimentalitet og griber ubesværet om et moderne hjerte. En af dem, der er blevet så grebet af Emily Dickinsons digte, at hun har brugt flere år på at sætte dem til musik, er den danske sangerinde og komponist Randi Laubek.

»Jeg fik en Dickinson-bog af min gamle folkeskolelærer Elsebeth, da jeg blev færdig på konservatoriet. Elsebeth gav mig strafstile for, når jeg blev lidt for patos-agtig og ikke kunne skrive om danske kornsorter uden at skulle nævne Solen, Månen og stjernerne«, fortæller Randi Laubek, der stammer fra det lille fiskerleje Voerså i Vendsyssel. En by, der er mindre, end Amherst var i 1800-tallet.

Bogen var ment som en inspiration og ankom med masser af æselører. Det var Elsebeths egen Dickinson-bog, der blev givet videre til hendes gamle elev på vej ud i verden.

Inspiration fra den stivnakkede kvinde
Sproget er gammeldags og digtene spækket med botaniske begreber og referencer til religion og litteratur.

Det tog sin tid for Randi Laubek at trænge ind i universet, men da først hun gjorde det, blev hun som så mange andre før hende fascineret af en stivnakket kvinde med stram frisure, der syntes at stirre direkte ind i sjælen på halvandet hundrede års afstand.

Hænderne ligger tækkeligt i skødet, men hun brugte dem flittigt på klaverets tangenter i familiens hjem, hvor hun i mange år boede alene med sin gamle far.

»Hendes måde at bruge ordene på er ekstremt musikalsk. I begyndelsen tænkte jeg ikke over det, men jeg tror musikaliteten i ordene har været afgørende for den måde, jeg blev tiltrukket af dem på. Hendes digte blev noget, jeg søgte til, når jeg manglede inspiration«, fortæller Randi Laubek, der brød igennem med sin debut ’Ducks and Drakes’ i 1997 og siden har udsendt fire engelsksprogede album.

Grebet af naturbarnet
»Det, der i begyndelsen greb mig, var naturbarnet i hende. At hun, også når hun skrev om følelser, skrev i et naturens sprog. Hun sætter de mest utrolige billeder på livets og naturens mangfoldighed. Hun skrev om tunge emner og var jo nærmest besat af døden. Hun skriver om den tungeste, mest afgrundsdybe smerte, men det er alligevel nærmest, som om der er noget tillokkende og åbenbarende over det. Det er ikke mørkt. Man kan selvfølgelig fortolke det i hoved og r...v«, siger Randi Laubek og kan ikke rigtig få sig selv til at få ø’et med i røv.

»Men det er, som om hun hele tiden bearbejder det vilkår, at vi skal dø, og at livet er fuldt af smerte og lidelse. Det forsøger hun at finde en vej igennem. Det er jo det, man gør som menneske. Hun gjorde det bare så ufattelig smukt og overvældende«.

Emily Dickinson var i sine digte meget universel, men det hele handlede om, hvad hun kunne se lige uden for sin dør. Hun gik ikke meget længere væk end ned til bækken og tilbage igen. Var det noget, du kunne identificere dig med?

»Når man bliver så forelsket i en kunstner, er det selvfølgelig ofte, fordi man føler, der bliver sat ord på noget, man kender. Som kan sige det, jeg føler, men som jeg ikke selv kan udtrykke. Så, jo, jeg synes, jeg genkender nogle ting«.

Ordenes udvikling
Som Dickinson tilstræber Laubek at leve sit liv mere enkelt , så der bliver bedre plads til kunsten.

Denne søgen mod større enkelhed aftegnede sig konkret i Dickinsons digte.

De første år var digtene højtsvungne og skrevet i datidens tonefald. Så kom de voldsomt kreative år i begyndelsen af 1860’erne, hvor ordene flød frit fra pennen i elegant fri stil. Men i de sidste 20 år af hendes liv udviklede hendes digte sig til en slags haiku-agtige koncentrationer af poetisk minimalisme.

»I mange år kendte jeg jo kun digtene, men efterhånden er jeg også begyndt at dykke ned i hendes historie som menneske. Det har været spændende at opdage, at det, jeg havde læst ind i digtene, viste sig at give mening, da jeg lærte hende at kende. Folk kender billedet af hende som hvidklædt eneboer, men jeg synes jo, hun var totalt stærk og helt vildt rebelsk«, siger Randi Laubek stilfærdigt.

Dickinsons levedygtighed
Imponeret over sit idol, der var vokset op som en velopdragen pige, men senere hellere ville passe sig selv end passe ind. Som efterhånden skrev fuldstændig frigjort fra tidens konventioner, og som efter en kort, heftig religiøs vækkelse holdt helt op med at gå i kirke.

Korte udbrud af begejstring over dagliglivet i Amherst blev afløst af mørke stunder bag en lukket dør. Fra 1860 trak hun sig tilbage fra verden, ind i sin digtning. Kommunikationen med omverdenen bestod mest i brevskrivning.

»Jeg synes, det er noget, jeg kender rigtig godt. Det er nok en del af forklaringen på, at hun rammer mig så meget, selv om jeg ikke vidste så meget om hendes liv, da jeg begyndte at læse hende. Hun virker som et menneske, hvor indtrykkene rammer helt uden filter. Så at minimere sin kontakt har måske været hendes eneste mulige overlevelsesstrategi. Min lærer skrev, at Emily Dickinson ikke duede til at leve. Men det, synes jeg nok, hun gjorde! Hun var et forpint menneske på mange måder, men hun levede mere, end mange gør i dag. Hun var ikke bedøvet, men fuldstændig vågen over for alle sanseindtryk og så og udfoldede verden klart. Det er måske bare sådan, at hvis man vil leve i overensstemmelse med sin sandhed, er det svært at leve et normalt liv med de kompromiser, der følger med«.

Efter en dag med vild spat
Forbindelsen mellem Randi Laubek og Emily Dickinson har kun vokset sig stærkere med årene, men det var nærmest en tilfældighed, der førte til fortolkningerne på ’Letter To The World’, der udkommer i morgen.

»Jeg har brugt hendes digte som inspiration, når jeg er kørt fast i mit eget. En dag havde jeg fået helt vildt spat og skulle bare have en pause. Jeg sad lidt med guitaren og begyndte at læse. Så begyndte jeg at synge og blev fanget ind af det. Jeg havde den mærkelige fornemmelse af, at de spillede sig selv. At jeg læste med guitaren. Inden jeg så mig om, havde jeg på en dag lavet tre sange ud fra hendes digte. Det var, som om melodierne allerede lå der. Hun siges at have været god til at komponere og en dygtig pianist. Nogle gange forestiller jeg mig hende sidde ved klaveret og synge digtene. De er simpelthen så musikalske!«

LÆS ANMELDELSEEmily Dickinsons ord lever frit videre hos dansk sanglærke

Hvordan vælger man mellem 1.775 digte?

»Det var faktisk guitaren, der valgte«, smiler Randi Laubek.

»Da den havde valgt 15 stykker, opstod efterhånden tanken om at udgive dem«.

Musik som en dør til digtene
Men hvordan skulle man gøre det musikalsk? Gå tilbage i tiden? Modernisere vildt med breakbeats?

Det fik hun svaret på, da hun mødte blæserkvintetten Royal Danish Winds. Det virkede bare som det eneste rigtige, tidløse valg.

»Hvis ikke jeg havde mødt blæserkvintetten, tror jeg slet ikke, jeg havde lavet albummet«, indrømmer hun blankt.

»Grunden til, at hun taler til mig, er jo ikke, at hun er fra 1800-tallet, men fordi hun er et menneske, der føler det samme«, konstaterer Randi Laubek, der tilsyneladende uden at skænke det en tanke nu konsekvent omtaler Emily Dickinson i nutid.

»Jeg har ikke tænkt over at skulle ramme en bestemt lyd, men jeg har tænkt meget over, om hun vil kunne lide det!«.

Man siger jo om gode digte, at de har deres egen musik. Så hvad skal musikken egentlig?

»Det kan være svært at læse digte. Der er mange, der slet ikke orker det og synes, det er spild af tid. Det kræver tid og fordybelse. Der synes jeg, musikken kan være en dør ind til digtene, fordi musikken har et andet sprog. Musikken giver en anden slags billeder end ordene«.

En bedre forståelse
Ser du hendes sted for dig, når du synger digtene?

»Ja, jeg ser billeder af havet. Af hende, der går ned til havet med sin store hund. Jeg føler, at jeg er der. Hvis ikke jeg var forelsket i hende før, så bliver jeg det i det øjeblik, jeg træder ind i hendes rum. Det bliver en slags samtale. Det har været meget magisk at sætte musik til. Selv om jeg har læst hende i mange år, føler jeg, at jeg forstår hende bedre nu. De pauser, hun skrev ind i digtene, og som hun dengang blev hånet sådan for, ja, de materialiserer sig jo meget konkret i musikken!«.

Måske fordi musikeren læser digtene uselvisk med øre for digtets muligheder som musik, mens andre læser dem med glubsk appetit på, at de skal give mening til deres eget liv?

FACEBOOKBliv ven med Politiken