Inden vores møde er jeg nærmest stakåndet af at repetere Kristian Leths aktiviteter.

Den 32-årige Leth mestrer et imponerende arsenal af kunstneriske udtryk og kommunikationsformer. Det kan lyde corny at kalde ham for et moderne renæssancemenneske, men noget er der altså om snakken. Ikke kun på grund af mandens mange talenter, men også, fordi han går til tilværelsen med en glubende appetit på oplysning i ordets fundamentale betydning.

Kristian Leth blev uddannet fra Forfatterskolen som 22-årig i 2002 og debuterede samme år med digtsamlingen ’Land’ på Gyldendal. I 2008 udkom digtsamlingen ’Besværet’.

Samme år grundlagde han pladeselskabet Speed Of Sound. Sammen med sit band The William Blakes har han udsendt fire plader med ambitiøs og vidtfavnende rockmusik.

Han har lavet voodooinspireret musik med Baron Criminel, der er udgivet på cd og har optrådt på Roskilde. Her gav Baron Criminel en koncert, som jeg anmeldte. Hvilket afstedkom et af de mere ubehageligt grundige og velformulerede eksempler på kritik af kritikeren, jeg har været udsat for.

LÆS OGSÅKristian Leth giver anmelderne én over nakken

Anmeldernes sørgelige niveau er nemlig også en af de mange ting, der ligger debattøren Kristian Leth aktivt på sinde. Ligesom rollen som familiefar gør. Han har tre børn. Det yngste er ni måneder.

»Jeg troede jeg ku’ blive til meget mere/ men hvad er jeg nu?« synger Kristian Leth på ’Hjemad igen’.

Ja, hvad er det nu lige, jeg er? Digteren, musikeren og den skarpe debattør Kristian Leth er ikke uddannet skuespiller, men det har ikke standset ham.

Foruden ’Små ulykker’ har han medvirket i ’Min søsters børn i Egypten’, ’Midsommer’ og ’Jul på Kronborg’, der alle tre har det tilfælles, at de ikke ligefrem er instrueret af Kieslowski. Og så mestrer Leth den mere udefinerbare kunst at være studievært. Tv- og radiovært på bl.a. ’Liga’ og ’Agenda’.

Alene på kontoret
Når man opkalder sit band efter lysets mystiker, William Blake, er det klart, at den spirituelle digtekunst er en inspirationskilde.

Den engelske digter William Blake (1757-1827) var en visionær, der altid forestillede sig et større og mere livsbegærligt univers end det, den fornuftsbaserede vestlige kristne kulturkreds normalt lader sig nøje med.

Men at Kristian Leth er lige så optaget af den mørke som den lyse magi, går først op for mig, da jeg sidder mutters alene på hans lille kontor på Islands Brygge og venter på ham. Et lille lokale med fire guitarer, summende laptop, klaver og hjemmetegnede kort over et eventyrlandskab, som viser sig at være forstudier til en fantasyroman, han også lige skriver på.

Bøger af digterne William Blake, Inger Christensen, Homer og Kenneth Koch. Shakespeare, ’Rough Guide to Fantasyland’ og skamslidte værker af ’troldmanden’ Aleister Crowley og megen anden okkult litteratur vidner om en mand med mange passionerede interesser.

En halv time senere går det via et mobilopkald op for os begge, at vi er ofre for en misforståelse. Kristian Leth sidder og spiser en sen morgenmad på sin stamcafé nogle gader væk. Jeg lukker døren til guitarerne og de okkulte bøger.

Snart sidder vi bænket i et lille lokale i Tobi’s Café omgivet af ammende kvinder og råpludrende småbørn.

Den svære kunst at prioritere
Du synger »jeg troede jeg ku’ blive til meget mere/ men hvad er jeg nu?«. Har du nogle gange problemer med at fordele dig på dine mange talenter?

»Det har jeg haft tidligere. Jeg havde jo svoret, at jeg aldrig skulle være skuespiller, men det blev jeg så lidt alligevel. Jeg var også lige ved at lulle mig ind i en karriere på Danmarks Radio, men så var det dem, der fyrede mig, og det var nok godt det samme. Men jeg får stadig tilbud om at lave større underholdningsprogrammer. Så må man holde tungen lige i munden og spørge sig selv, hvorfor man laver det, man laver. Hvad vil jeg med det, og hvad er det vigtigste i mit liv? Jeg har mere og mere fundet ud af, at det, jeg ikke kan undvære og derfor skal lave, er at skrive og lave musik«.

»Det er vigtigt for mig, at jeg altid har bygget tingene op selv med mine egne venner og mine egne folk. Jeg har ikke trukket på min fars kontakter, og jeg har ikke trukket på min mors«, siger Kristian Leth, der er barn af digteren og filmmanden Jørgen Leths ægteskab med skuespilleren Hanne Uldal.

LÆS OGSÅKristian Leth blev næsten begravet i sit eget talent

»Min mor er skuespiller, så jeg er vokset op med det fags hårde logik. At jo mere du bliver set, desto mere bliver du brugt. Det er en svær balance. Hvis man føler sig overset professionelt, gør man det også let som menneske. Jeg har fra barnsben været på vagt over for at man ikke skal være for meget på som sig selv. Så at lave denne her plade, hvor jeg bruger så meget af mit eget liv, er dybt grænseoverskridende for mig«, understreger Kristian Leth.

’Hjemad’ er en plade uden distance og omsvøb. Hvorfor kommer den nu?

»Folk tror automatisk, der ligger en tanke bag sådan et træk. Faktisk sad jeg bare alene med nogle sange og arbejdede med nogle musikalske præferencer, som jeg véd, de andre i The William Blakes ikke deler. Jeg kunne ikke komme med noget, der er lavet ud fra en folkemusik- eller singer-songwriter-tradition, og insistere på det. Det var blevet ren kamikaze. Faktisk sad jeg og skrev på en roman, som jeg var gået lidt i stå i, så den bedste overspringshandling var at sætte mig ned og indspille et eller andet. Der var ikke nogen forkromet tanke bag, og jeg har ikke tænkt det som en plade før til allersidst. Jeg ville bare gerne være ham idioten med guitaren og noget på hjerte«.

Ærlig i hver eneste linje
Albummet, hvor han synger »det er svært at være dyb/ hvis man ikke tør kigge ned«, er indspillet i hans meget lille kontorstudio med deltagelse af musikere som trompetisten Bo Rande, cellisten Michael Olsen og sangerne Søren Huss og Christian Hjelm.

Uanset hvordan ’Hjemad’ er blevet til, er det faktisk i høj grad et album støbt i ét stykke. Sangene er selvreflekterende, nøgterne og holdt i enkle arrangementer, der fremhæver teksternes klare digteriske udsagn om manden, landet, kærligheden og generationen.

LÆS ANMELDELSEKristian Leth sætter sig selv på spil på sit første soloudspil

»Jeg blev ret overrasket over, at det på den måde viste sig at hænge sammen. Jeg havde ikke nogen tematisk overbygning. Jeg havde bare begrebet ’ærlighed’«, fortæller han.

»Hver eneste linje skulle have en ærlig berettigelse, og så var der pludselig ikke plads til nogen teenagerulykkelige kærlighedssange. For jeg er ikke teenager, og jeg er ikke ulykkelig i kærlighed. Efterhånden fandt jeg til min egen overraskelse ud af, at flere og flere af sangene handlede om min opvækst, mine forældre og min generation«.

Der er forladthedsstemning over flere af sangene?

»Der er noget barndom gemt i det. Hvis ens forældre bliver skilt, så bliver man forladt. Man vil blive forladt mange gange senere i sit liv. Men der skete jo det, at først blev mine forældre skilt, og så flyttede min far ad helvede til. Langt, langt væk. Derfor var min mor alene med tre drenge, så hun skulle ud og tjene nogle penge. Jeg tror, det har taget mig mange år bare at forholde mig til det og få formuleret det som voksen. Mens det sker, er man bare i survival mode«.

Er det en ekstra udfordring, at dine forældre er kendte, og man ved, hvem pilen peger på?

»Det gør det helt klart sværere, og jeg ville også fortælle meget mere, hvis ikke det forholdt sig sådan«.

Tilfældets nåde
Da han sad og lavede ’Hjemad’, citerede han for sig selv musikerfilosoffen Brian Eno for det gode råd »Forstærk dine fejl«.

»I fejlen og det uforudsete kommer du til at gøre dét, du ikke har udtænkt eller overvejet på forhånd. Her viser du en side af dig selv, der kan overraske dig selv og andre. Hvis jeg havde vidst, hvordan denne her plade ville blive, havde jeg ikke lavet den«, siger Kristian Leth, der her har lavet musik med en tilgang, som kan minde om hans fædrene ophavs poetisk-nysgerrige tro på tilfældets nådegaver i den kunstneriske proces.

Albummet ligner ét stort eksistentielt spørgsmålstegn?

»Der er noget vigtigt på spil med min generation lige nu«, siger Kristian Leth og understreger, at ’Hjemad’ er mere end en personlig statusopgørelse og da slet ikke en privat.

»Hvis man ser på den politiske debat i øjeblikket, så lader de, som om de er uenige, mens de i virkeligheden bare diskuterer paragrafspørgsmål. Samtidig bruger de ord om hinanden, der er helt vilde. Jeg tror, der er et dybt behov for nuancering«, siger Kristian Leth, der mener, at det kan hans generation komme til at bidrage med. Inden jeg kan nå at nikke, er Kristian Leth sprunget fra skattedebatten til sin sangskrivning og videre til fløjkampen mellem den nye ateisme og fundamentalismen og sammenstødene over homovielserne.

Syvmilestøvler på stemmebåndet
Leth taler hurtigt og springer som en bjergged i syvmilestøvler fra emne til emne.

Filmstøttens elendighed, Muhammedkrise, skatteforlig, filmkritik, Lars von Trier, Jens Unmacks habilitet, CaféTeatrets Breivikstykke, skønheden i ’Be My Baby’ med The Ronettes, det banales epik, astrologi og Leonard Cohens kvaliteter.

Det vakuum, vi befinder os i, når det handler om formulering og nuancering, synes Kristian Leth i høj grad skyldes generationen før hans egen. Generationen, der enten blev Djøf’ere eller stand-uppere.

»Der var ikke nogen fra den generation, der meldte sig ind og ville formulere noget som helst. De har fuldstændig valgt rollen som intellektuel fra. Og det er dem, der styrer ikke bare TV 2, men Radio24syv og det meste af DR«.

»Jeg var ved at DØ i 90’erne! Det var virkelig svært at finde et lyspunkt. Det hele var ironi, repetition og genreeksperimenter uden bevæggrunde. Det var rimelig trøstesløst. Der synes jeg, at jeg hos min egen generation kunne se en insisteren på noget inderlighed og oprigtighed. Også i de valg, vi traf. Jeg har haft kæmpestor glæde ved min generation. Men nu er jeg, vi, så 32 år, og nu må vi se at træde i karakter. Vi har gjort vores oprør, nu må vi videre. Jeg tror, at vores generation var lidt længere om at blive voksen. Men nu må vi altså til det. Vi har ikke rigtig haft nogen at se op til. Skal man finde formulerede intellektuelle, er de +50«.

En ny generation
Jeg prøver at overdøve de livskraftige babyer, jazzmusikken i højttalerne og deres samtalestærke mødre, så jeg som +50-årig nysgerrigt kan spørge:

Hvad ser du så din generation komme med?

»En insisteren på noget meningsfuldt. Hovedstenene i de sidste ti års rock er Arcade Fire, Flaming Lips og Radiohead. Jeg synes, der har været en tilbagevenden til, at det også skal betyde noget. Hvis vi kan tage den ånd med fra musikken, må det nødvendigvis medføre et opgør med den nuværende forbrugerkultur og kontraktpolitik. Hvis vi skal walk the walk & talk the talk, må det være det, vi gør i forlængelse af den kulturelle fornyelse. Det er vildt idealistisk og romantisk, men hvis ikke vi skulle være det, hvem skulle så«, spørger han og slår næsten forpustet ud med armene, mens han efterlyser politiske partier, der ikke bare tæller kroner og øre.

Igennem det hele går hans efterlysning af en åndelighed i måden, hvorpå vi lever vores liv, dyrker vores kunst og bedriver vores samfund.

Struktureret magi
Hvad betyder begrebet ’åndelig’ for dig?

»Åndelig er det, der ikke kan kvantificeres. Det er fuldstændig fraværende i politik i dag. Vi synes, at ideologi er ubehageligt, og fundamentalister er grimme. Og vi kan slet ikke have folk, der tror på noget, de ikke kan forklare. Men vis mig ét menneske, der ikke tror på noget, de ikke kan forklare! Hvis man kun må tro på ting, man kan forklare, er der ikke noget tilbage. 95 procent af alle mennesker i hele verden tror på noget, men herhjemme taler vi om dem, som om de var børn. Hvis først livets poesi er væk og eksistensens mysterium fuldstændig skrællet af, så er det for trist«, synes Kristian Leth.

»Jeg mener, at der er en åndelig dimension i alle menneskers liv. Jeg vælger bare at bruge en masse tid og kræfter på at formulere mig omkring det som musiker og menneske. Jeg har tre børn, og jeg er nødt til at forholde mig til, at de er født som problematiske sjæle med intentioner, udfordringer, frustrationer. Så er man som voksne nødt til at kigge hinanden i øjnene og finde ud af, hvad man vil give dem«.

»Hvor finder man argumenterne i sit liv? Hvad skal jeg læse, og skal mine børn døbes? Mange af mine argumentationer kommer fra åndelige overvejelser. Her er jeg så systematisk og konkret i mit hoved, at jeg har brugt mange år på at sætte mig ind i det. Jødisk mysticisme, gnosticisme, hermetisk magi og alt sådan noget. Magi er et vildt udviklet og meget kompliceret vestligt erkendelsessystem, som kan en masse ting«.

Og måske ikke så fremmedartet endda, hvis man undlader at tale på babylonisk tungemål med en guldbelagt tehætte på hovedet. Magien kan ligge snublende nær.

»At stå og skabe noget er et moderne magisk ritual i ordets mest ærlige forstand. Magien har altid været dybt forbundet med ceremonier og ritualer, som er psykodramaer, oplevelser, der rykker ved folk. At spille en koncert med The William Blakes er at lave struktureret magi«.

Dansk folkemusik
The William Blakes er ved at lægge sidste hånd på et nyt album, som Kristian Leth har store forventninger til.

Selv er han blevet stærkt optaget af dansk folkemusik, som han synes er et groft overset område med stribevis af fantastiske musikere. Ærlig musik med ydmyge mestre. Så folkemusikken, regner han med, kommer til at sætte sit præg på hans næste projekt.

Og hvad har William Blake med det hele at gøre?

»Jamen, han er jo prototypen! Han var en blanding af en seer med mystiske visioner, en kunstner og en mand med klar og rationel stats- og religionskritik. Han var en arg modstander af kirkens fundamentalisme, samtidig med han snakkede med engle. Han slog benene helt væk under mig som teenager«.

På noget ældre ben, men stadig med William Blake i bagagen sætter manden med de mange betroede talenter kursen tilbage mod musikkontoret på Islands Brygge, hvor magien blomstrer i farver, hvid og sort fra bogrygge og instrumenter.