Paul Simon: Graceland.

25th Anniversary Edition. Sony/Legacy.

Da Paul Simon sidste år stod ved Ground Zero i New York ved 10-års mindedagen for terrorkatastrofens uskyldige ofre 11. september 2001 og sang ’The Sound of Silence’ med sin nøgternt lyse vokal og sin akustiske guitar, gik der et gys igennem mig og sikkert millioner af andre.

Næppe nogen anden sang kunne beskrive den undertrykte rædsel og det sug af tomhed, som situationen rummede. Her blev sangen vakt til live og fik relevans. Ja, dens simple skønhed løftede sig op og blev en slags vimpel af håb. Et bevis på, hvad musik kan udtrykke, og et bevis på Paul Simons klasse som sangskriver.

LÆS OGSÅ Paul Simon vender med succes tilbage til 'Graceland'

Et sådant aktuelt musikalsk nærvær kunne ikke mønstres i Jyske Bank Boxens store, upersonlige hal fredag aften, da Paul Simon gav et prisværdigt, men unødvendig langt show centreret om karrierens største succes, albummet ’Graceland’ fra 1986.

Tilbageblik
Men inden da skulle man igennem hele tolv sange, primært hentet fra Simons solokarriere i 1970’erne.

Erindringsglimt som ’Kodachrome’ og ’Me And Julio Down By The Schoolyard’. Gospelsangen ’Gone at Last’, mesterstykket ’Fifty Ways To Leave Your Lover’ og følsomt svævende sange som ’Hearts And Bones’ og ’Slip Slidin’ Away’ skræddersyet til Simons musikalske melankoli.

De fremstod alle i den hårde scenelyd uden den intimitet, der er deres forudsætning. Måske fordi de er så dybt forbundet med Simons sarte vokal, der syntes at kalde fra distancen på et tog, der aldrig rigtig nåede på omgangshøjde med situationen.

LÆS OGSÅIntet er anderledes, men alting er forandret

Musikken blev i stedet serveret på høflig, professionel manér af det dygtige band som en slags forspil til, hvad alle ventede på. Nemlig da Paul Simon endelig bød den varmt glødende vokalgruppe Ladysmith Black Mambazo på scenen og indledte sit strejftog gennem Gracelandæraen med snart også de øvrige, oprindelige musikere fra det afrikanske samarbejde.

Autencitet
Der var en mærkbar summen af autenticitet ved at se og høre de fremragende musikere, ikke mindst rytmegruppens simrende, trippende og swingende traktement, bundet sammen af trommeslageren Isaac Mtshali, bassisten Bakithi Kumalo og de to guitarister Ray Phiri og Joe Selolwane.

Der var ikketale om en regelret gengivelse af ’Graceland’-pladen. Sangene kom i en anden rækkefølge og var snarere iscenesat, så de dannede en stigende bølge, der kulminerede med titelsangens countrypuls og velsiddende guitarriffs og hoppede direkte over i dansehittet ’You Can Call Me Al’ komplet med hornsektion og slap-bas.

LÆS OGSÅ Simon & Garfunkel genforenet i New York

Da stod hele salen op og vuggede i begejstring. Simon gjorde undervejs plads til flere af sine medspillere, heriblandt den velsyngende kvindelige kortrio og den efterhånden slidte Hugh Masakela, der leverede en overgearet optræden med recitation og trompetspil.

Da man troede, at det hele var slut, fortsatte Simon med flere evergreens fra karrierens ældre del, smukkest og skrøbeligst med ’The Sound of Silence’ alene på scenen.

Det afrikanske eventyr
Paul Simons eventyr i Sydafrika begyndte med, at han i 1984 hørte et kassettebånd med gademusik fra Soweto. Så rullede bolden. Simon tog til Johannesburg, fik kontakt med lokale musikere og endte to år senere op med det succesfulde, lovpriste og politisk kontroversielle album, der udkom i sensommeren 1986 efter samarbejde med de dengang helt ukendte sorte sydafrikanere.

Pladen og dens tilblivelse udgør en af nyere tids farverige, fascinerende og debatterede musikhistorier, og historien fortælles nuanceret i den dokumentarfilm af Joe Berlinger, der følger med 25-års jubilæumsudgivelsen af albummet.

Kernen i udgivelsen er naturligvis et genoptryk af pladen, der stadig holder hele vejen, og som bobler af musikalsk fortælleglæde i det charmerende, dygtigt iscenesatte musikalske miks af country, pop, zydeco, zulusang og sydafrikansk mbaqanga gademusik.

Også som sangskriver er Simon voldsomt inspireret med sine billedskabende vandrings- og rejsescener, der på forunderlig vis sammensmelter afrikansk og amerikansk geografi og kultur.

Kontroverserne omkring albummet var komplekse og sovset ind i politik og følelser. Ikke blot brød Simon den kulturelle boykot, som FN havde iværksat over for det hvide sydafrikanske apartheidregime.

Han udnyttede også, sagde kritikere, som rig hvid musiker de fattige sortes musik. Simon har hele vejen fastholdt, at der var tale om et samarbejde næret af fascination af og kærlighed til musikken og af en ligeværdig udveksling, som hans musikere støttede ham i.

Berlingers film koncentrerer sig om det spændende musikalske møde og den efterfølgende politiske debat, men nævner ikke den kritik for plagiat, som texmexgruppen Los Lobos siden fremsatte.

Hvorom alting er: ’Graceland’ lever! Man kan selv fortsætte debatten derhjemme.