Det er to af New York-scenens mest markante profiler, der har indgået et usædvanligt samarbejde på albummet ’Love This Giant’.

Nemlig Annie Clarke, der under navnet St. Vincent har været en af storbyens markante musikprofiler de senere år og så den tidligere Talking Heads-frontfigur David Byrne.

Man behøver ikke stå lige ved siden af for at kunne se David Byrnes hvide strithår eller St. Vincents drømmestirrende øjne for sig.

Det er sådan set nok at vide, at de i dette øjeblik sidder ved siden af hinanden på et skrivebord i New York med hver sin telefon og med garanti ligner en Talking Heads-video, mens de snakker med mig, der sidder i København og føler mig passende transatlantisk moderne med sådan en nymodens telefonkonference.

Ny gammeldags lyd
Jeg springer lige ud i messingsuppen.

For noget af det mest interessante ved ’Love This Giant’ er den højst uortodokse brug af messingblæsere som musikalsk fundament på hele albummet.

»Ideen var i udgangspunktet både pragmatisk og kunstnerisk. Vi skulle lave musik til et godgørende arrangement en aften i en boghandel, og der var ikke plads til at arbejde med forstærkermusik i større udstrækning. Så jeg tænkte, at vi måske kunne arbejde med en lille blæsersektion i stedet«, forklarer St. Vincent.

»Da vi havde indspillet fire numre, traf vi en beslutning om, at messingblæsere skulle være en af spillereglerne. For samarbejdet skulle være et dogmeprojekt. Blæsere på alle numre. Guitarer var tilladt. Keyboards forbudt. Bas ude. Dogmeregler. Det er jo noget, I kan forholde jer til ovre hos jer i Danmark«, klukker Byrne.

»Vi har i øvrigt lige lavet en video med en dansk instruktør, Martin de Thurah«.

I var ikke bange for, at det ville blive sådan lige lovlig gammeldags at arbejde med brassband? Hvordan fik I en kontemporær lyd ud af det?

»Vi behandlede det på en ikke-traditionel måde. Vi var jo ret bevidste om, at vi ikke skulle til New Orleans og lave begravelsesoptog på Bourbon Street. Da vi begyndte at arbejde med blæserne på computere, gik det hurtigt op for os, at vi ville gå efter en lyd, som var helt anderledes end den traditionelle med trommer, bas og guitarer«, fortæller David Byrne.

Til gengæld fik de St. Vincents faste producer, John Congleton, til at programmere percussion. Det nye med det gamle.

Det skræmmende album
»Man fik hurtigt nogle overraskelser. Et brassband laver en stor lyd, så det gik op for mig, at jeg måtte løfte sangskrivningen op på et tilsvarende niveau«, fortæller David Byrne om, hvordan tingene udviklede sig for hvert besøg af de mange skiftende messingblæsere i Water Music-studiet i Hoboken, New Jersey.

Men hvordan begyndte jeres samarbejde? Messingen kom først til senere?

»Vi kendte hinanden, før vi blev bedt om at lave musik til arrangementet i boghandelen. Vi havde begge arbejdet sammen med bandet Dirty Projectors. Og for tre år siden begyndte forestillingen om et større samarbejde så småt at tage form«, forklarer St. Vincent.

»I begyndelsen forpligtede vi os ikke til at lave en plade. Det havde nok været lidt skræmmende for mig«, supplerer David Byrne. »Vi begyndte at skrive lidt sammen for at se, om der var noget, der sprang gnister fra. Gradvist kom der mere og mere, og til sidst kunne vi pludselig se, at vi nok alligevel kom til at lave en plade«.

LÆS ANMELDELSETohovedet og tvekønnet kæmpe charmerer med skøn pop-parentes

Der er jo ingen ende på de folk, man kan vælge at samarbejde med. Hvad var det ved jeres musik og musikalske tilgang, som fik lige præcis jer to til at tænde på hinanden?

»Jeg har jo lyttet til David stort set hele mit liv«, fortæller 39-årige Annie Clark.

»Hvilket jeg synes er en ret skræmmende ting at høre«, kommer det prompte fra Byrne, der er godt 20 år ældre.

»Jeg kunne bruge et helt interview på at fortælle, hvor fantastisk en kunstner jeg synes David er. Men det afgørende her er, at vi fandt en måde at samarbejde på, som gjorde det interessant for os begge. Vi har en beslægtet måde at se på musikken på. Vi betragter den begge to lidt som arkitektur og form«.

»Ja, vi har det begge to med at have en ret analytisk tilgang til musikken. Jeg blev opmærksom på Annie, da hendes første plade kom ud. Sangskrivningen var god, melodierne var smukke. Men hvorfor det blev et samarbejde? Vores veje havde efterhånden krydset hinanden så mange gange, at det næsten ikke blev et spørgsmål om hvorfor, men om hvorfor ikke?«.

Favner hele personligheden
»Det gode ved at samarbejde er, at man finder på ting, man aldrig på egen hånd ville have hittet på. På en måde tror jeg, at blæserne kom til at udgøre en slags neutralt mødested«, siger St. Vincent.

Fortæl mig om nogle af sangene.

»Vi skrev begge to og byttede en del rundt på det. Jeg havde skrevet nogle tekster, for eksempel ’The Forest Awakes’, som var ret prætentiøse. Altså på den gode måde! Men jeg var bange for, at folk ville opfatte det ironisk, hvis jeg selv sang dem«, siger David Byrne opg fortsætter:

»Jeg håbede, at hvis Annie sang dem, ville man kunne høre sangene, for hvad de var, uden den bagage, mange folk opfatter mig med. ’I Should Watch TV’ handler om, hvordan jeg havde det engang for mange år siden. Da jeg fik min førstepladekontrakt, gik jeg ud og købte et lille fjernsyn og satte mig ned og så fjernsyn fra morgen til aften.

»Jeg kan lige se det for mig«, ler St. Vincent. »Du har siddet der og gloet antropologisk på det ene talkshow efter det andet og tænkt: »Hvad betyder det her?««.

»Men det gik op for mig, at tv-sangen blev for enkel. Så jeg kombinerede den med Walt Whitmans digt ’Song of Myself’, hvor han skriver »I contain multitudes«. Det handler om at favne alle sider af sin personlighed. Og det kunne forbindes med tv-kiggeriet, hvor man er sig selv, samtidig med at man bliver forbundet med en masse menneskers oplevelser«.

Mere Whitman
Mødet mellem Whitmans syn på Amerika som fri natur og så denne meget moderne fornemmelse af tv-kiggende amerikansk metropol – er det albummets bærende kulturmøde?

»Ja, det kan man på en måde sige. Der er den dobbelthed i mange af sangene«.

Titlen ’Love This Giant’, hentyder den til brassbandet?

»Næ, det er faktisk også Whitman. Jeg tror, han hentyder til menneskemylderets mangfoldighed«, gætter David Byrne.

Jamen, så lad os håbe, at det mangfoldige menneskemylder får øje på resultatet af jeres spændende samarbejde!

»Farvel og tak«, lyder det fnisende som med én mund fra de to amerikanske telefoner.