»Sidste år blev vi kontaktet af en svensk filminstruktør, der havde fået en god idé. Han ville lave en musikvideo med os på Svalbard i en lille by ved navn Piramida. En tidligere svensk, nu russisk ejet kulmineby, der blev forladt for 13-14 år siden.

Byen havde 1.100 indbyggere, da den var på sit højeste i slutfirserne, og der var både et hospital, et kraftværk, en svømmehal samt et såkaldt kulturpalads med plads til 400 gæster. I dag er byen mennesketom.

Instruktøren sendte os nogle billeder, og vi blev blæst fuldstændig bagover af den forladte spøgelsesby og den storslåede natur, der omgav den. Det var stemningsfuldt og meget inspirerende, og derfor virkede det også en smule underligt kun at lave en musikvideo ud af det.

Abstrakte idéer
Samtidig var vi ret tændte på ideen om at lave et album, der tog udgangspunkt i et sted, så vi besluttede os for at rejse op til Piramida. Det var i august sidste år.

Normalt har vi nogle sange liggende i skuffen, når vi begynder på et nyt album. Men her tog vi af sted med et blankt papir, fem mikrofoner og nogle lidt abstrakte ideer om, at vi ville optage de lyde, vi kunne finde deroppe.

For os starter en sang oftest med en helt primitiv ide. Det kan være et lillebitte forløb på klaver eller nogle akkorder, vi kan lide. Vi arbejder med musikken som nogle blokke, man sætter sammen på forskellige måder. Sange bliver til i etaper. Det er lidt ligesom skulpturarbejde.

LÆS OGSÅEfterklang håndklapper magien frem i smuk musikfilm

Vi sætter os aldrig ned med en guitar og skriver en sang på en time. Derfor føltes det egentlig relativt naturligt for os at starte et sted som Piramida med at samle lyde og ideer ind. Det er den tilgang, vi bedst kan lide. Når tingene bliver lidt for konkrete, så bakker vi ud.

Alligevel var det indimellem lidt nervepirrende, når vi stod deroppe langt pokker i vold og kiggede på hinanden og tænkte: »Hvad er det egentlig, vi laver? Hvordan skal der nogensinde komme musik ud af det her?«.

Foto:  Efterklang

Videnskabsmænd
Men vi valgte at gå til værks som videnskabsmænd. Vi lod vores nysgerrighed styre os i stedet for hele tiden at tænke på, hvordan det skulle systematiseres bagefter. Vi gik bare rundt og fandt forskellige ’instrumenter’, uden at tænke over, hvad de skulle bruges til.

Vi har altid været inspireret af at købe instrumenter, vi ikke vidste, hvordan vi skulle spille på. Men det er første gang, vi er begyndt på et album uden at være forberedte.

Vi optog mange helt enkle lyde deroppe. Men det mest interessante var at lave et mere omfangsrigt, rytmisk forløb. Det skete på sangen ’Dreams Today’, der blev til, da vi optog lyden af Casper (Clausen, red.), der løb hen over en gammel gangbro af træ.

LÆS OGSÅEfterklang har lavet mageløst popalbum

Der var mange af dem i Piramida, for det oprindelige formål var, at træbroerne skulle forbinde byen. De var oftest hævet cirka en meter over jorden, så byens beholdning af strøm og varmt vand kunne løbe i kabler under broerne, hvilket var med til at holde dem fri for sne og is om vinteren.

I dag står de tilbage som lidt forfaldne, og nogle af brædderne er løse. Det gav en rungende lyd, når man rendte rundt på dem. En ret vild resonans i forhold til at gå på et fortov eller en grussti. Samtidig var det en lyd, man blev meget vant til, fordi det var den måde, vi kom rundt i byen på.
Foto:  Efterklang
Vidste ikke hvor det skulle hen
Det var dog først, da vi kom hjem til Berlin, at ’Dreams Today’ rigtig blev til. Det er meget kendetegnende for vores måde at skrive sange på.

I Berlin strukturerede Mads (Christian Brauer, red.) lyden af Caspers løb på træbroen, så det fik et jævnt tempo, og han fik lagt nogle små forløb på en Jupiter-8-synthesizer ind over.

Men det var først, da vi en dag sad og arbejdede ved klaveret og begyndte at spille nogle akkorder, der lå ret tæt op ad de figurer, Mads havde skrevet, at det tog fart. Vi spurgte derfor Nils Frahm, en fantastisk pianist, vi kender i Berlin, om han ville hjælpe, og endte med at indspille på klaveret i hans studie i Berlin-bydelen Wedding.

Det var en helt ny måde for os at indspille på. Vi har ofte samarbejdet med folk før, men det har altid været meget kontrolleret, for vi har altid vidst præcis, hvad vi gerne ville have. Men i dette tilfælde stod det hele åbent.

Vi vidste ikke, hvor det skulle hen. Vi spillede bare det, vi havde, og lod så Nils Frahm overtage.

Det samme gjaldt, da Nils i det sidste stykke tog fat i en lille xylofon, som han begyndte at slå på med fingrene. Det udskiftede vi bagefter med lyden af en otte meter høj tom benzintank, vi fandt nogle af i Piramida.

Når man kravlede op på toppen af dem, sad der en slags ventil, og når man slog på dem, havde det en helt vibrafonagtig klang – som så blev forstærket af en 14 sekunder lang rumklang. Det var virkelig »Wow!« at finde den.

Foto:  Efterklang
Lenin som eneste vidne
Vi havde ikke forestillet os, at vi skulle finde sådan en kæmpexylofon. Men en stor del af det at optage og at finde lyd med mikrofoner er, at lyden slet ikke er den samme, som når man bare lytter med ørerne.

Det er en helt anden verden, når man begynder at stikke mikrofonen ind i forskellige rør, slå på ting og eksperimentere med at sætte den helt tæt på og langt fra.

Det allersidste beat, der kommer ind til sidst, er for eksempel lavet helt nede i græsset under træbroerne. Efter at vi havde optaget Caspers løb, gik vi ned på hovedpladsen i byen.

LÆS OGSÅDansk band spiller nye numre i Operahuset i Sydney

Der står en statue af Lenin, og foran ham ligger en hel græsplæne af importeret græs. Der gror ikke rigtigt græs i Piramida, så derfor importerede russerne en masse græs fra Rusland.

Det var en af den slags parkgræsplæner, man ikke måtte træde på. Men fordi byen har været forladt i så mange år, var det blevet til vildgræs. Men det er altså lyden af Mads’ fødder i det græs, man kan høre som en dyb puls til allersidst i sangen.

Det var selvfølgelig ulovligt. Men det var kun Lenin, der så det.«