Det var i ’Afgudernes ragnarok’, at filosoffen Friedrich Nietzsche opfordrede til »at filosofere med hammeren«.

Nu skulle det være slut med at fedte rundt. Nu skulle der smadres, for at noget nyt kunne vokse frem. En tankegang, som ramte Jesper Lidang lige midt mellem ørerne, da han skulle i gang med at lave numre til efterfølgeren til The Rumour Said Fires roste debutalbum ’The Arrogant’. Der skulle ske noget andet.

Nu er det ikke hver dag, tyske filosoffer står fadder til danske rockudgivelser, men måske skulle man prøve det noget oftere.

At tage fra historien
’Dead Ends’ er nemlig blevet et markant anderledes album. Stadig melodisk, men også en mere voldsom og kompleks konstruktion end The Rumour Said Fires mere harmoniske debut.

’Dead Ends’ er et meget ambitiøst album. Men det mangler sådan set også bare andet, når albummets sangskriver i sine nye tekster citerer digterne Rimbaud, Baudelaire, Rilke og de to vilde William’er Burroughs og Blake. Jesper Lidang har samplet gamle digtere, hvor musikere normalt sampler beats eller omkvæd.

»Jeg kan godt lide udtrykket ’at tænke med hammeren’. Efterhånden som man skriver mere og mere, kommer man til at kende sig selv bedre og bedre, og jeg kan godt selv lide at destruere det sted, jeg kom fra, og hele tiden forny mig selv som sangskriver«, forklarer sangeren og sangskriveren Jesper Lidang, der har en fortid som filosofistuderende på Københavns Universitet, men nu er musiker på fuld tid.

LÆS OGSÅDanske yndlinge udgiver foruroligende flot album

»Nietzsche er jo inspirationskilde for en mand som Derrida og hans dekonstruktivisme, og jeg arbejder forholdsvis dekonstruktivistisk med min musik. Jeg tager fra historien, som jeg har lyst til. Jeg betragter værkerne som en samlet organisme, der bare vokser og vokser«, siger Lidang, der dyrker Dylans ’Subterranean Homesick Blues’ og Rimbauds ’En årstid i Helvede’ med samme ildhu.

»Alt det her er noget, jeg sidder og tænker over bagefter, fordi jeg er sådan lidt nørdet selv. Det er ikke noget, jeg tænker over, mens jeg skriver. Når jeg skriver, er jeg bare 100 procent i det«, siger den filosofiske rockmusiker.

»Når jeg er i musikken, er jeg i en form for kaosrum, hvor man ikke tænker, men bare er. Det er jeg virkelig fascineret af«.

I fuld kontrol
Jesper Lidang træder i endnu højere grad frem som bandleder på ’Dead Ends’. Han har ikke bare skrevet alle numrene, men også indtaget rollen som producer.

Det handler om at generobre kontrollen og magten over musikken, lyder budskabet i bandets pressemeddelelse. Hvilket får unge og relativt uprøvede The Rumour Said Fire til at lyde som et tudsegammelt band, der står foran sit comeback efter 30 års ørkenvandring.

»Jeg kan bare godt lide, at jeg selv har produceret den nye plade«, smiler Jesper Lidang.

»At jeg derved har taget over. ’The Arrogant’ blev til i et samarbejde med Aske Zidore, men jeg kan nok godt bare lide at lave tingene på min egen måde. Denne gang har vi isoleret os ret meget over et længere stykke tid. I halvandet år. Vi er i høj grad stadigvæk et band, men min rolle er blevet lidt tydeligere. Det har hele tiden været præmissen, at det var mine sange, vi spillede. Det er mig, der tænker med min sangskrivning og kan sætte ord på det«.

’Dead Ends’ lyder anderledes end den første. Hvad er forskellen?

»Jeg har altid godt kunnet lide plader med mange lag. Og det må også godt lyde ret smadret«, siger Jesper Lidang.

Tid er noget vi leger
Efterhånden som demoerne blev bedre og bedre udsat for konstant dekonstruktion, endte demoerne med at blive grundlaget for det nye album. Man genkender en inspiration fra de sene 1970’ere og de tidlige 80’ere.

En basgang lyder som The Cure, og heltegalleriet af digtere, som Lidang opstiller, er stort set identisk med Strunge-generationens fra Burroughs og Blake til franskmændene Rimbaud, Baudelaire og Lautreamont.

»Jeg var ikke klar over, det var et kanoniseret heltegalleri«, indrømmer Jesper Lidang.

LÆS OGSÅIndie-talenter havde naturligt fat i publikum

»Jeg har selv været nærmest besat af Dylan og beatlitteraturen, men fik ved mødet med de ældre digtere en erkendelse af, at tingene på en eller anden måde er de samme. På trods af 100 års afstand er det de samme erfaringer. Rimbaud er så fandenivoldsk i sin energi. Når man læser’ En årstid i Helvede’, er det virkelig noget, der fucker med din hjerne! William Blakes ’The Marriage Between Heaven and Hell’ handler om krop og sind på en måde, som udtrykker en meget moderne tankegang. Jeg kan blive helt besat af tanken om, at tid bare er noget, vi leger«.

Tidligere har rockmusikken været nærmest manisk optaget af at opfatte sig selv som tilhørende generationer og bølger. Det er på mange måder i opløsning i en tid, hvor sangskrivere som Jesper Lidang i stedet finder generationsfæller i skikkelse af andre tiders digterstemmer.

I kunstens mørke rum
»Der er en magi, der er fælles for de fleste kunstarter«, siger Jesper Lidang, der gerne tilføjer filmkunstneren David Lynch i sin holdopstilling af kulturhelte, der frygtløse går ind i deres eget indres mørke kaosrum.

»Der er et rum, man som kunstner går ind i. Et lidt diabolsk rum. Og som kunstner vil man bare derind. Man længes efter det hele tiden. Det er der, jeg er, når jeg skriver et nummer. Men det er ikke et rum, man kan være i hele tiden«.

Der er ikke altid et helt ufarligt sted at opholde sig?

»Jeg kommer nogle gange til at opholde mig dystre steder, hvor det næsten er uudholdeligt«, indrømmer sangskriveren, der ikke tilhører de kunstnere, som holder sig fra al anden kunst, mens de selv er i en skabelsesproces.

»Jeg ved, der er musikere, som slet ikke hører musik, når de laver musik. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg kan godt lide at bombardere min hjerne hele tiden!«.

»Det er en form for meditation, når man står og improviserer i øvelokalet. Man kan stå dag ud og dag ind og spille, uden at der sker noget som helst. Og så pludselig kommer du i en zone, hvor der begynder at ske noget. Det er ikke tydeligt og klart. Det er en fornemmelse, hvor krop og bevidsthed ikke er adskilt. Men hvor du er til stede og kan mærke, at det fører et godt sted hen«.

Pop med mange lag
Skal du arbejde den form for inspiration frem?

»Ja, du er nødt til at stå og spille længe. Du er nødt til at lave alle de der lorteting først, før det gode begynder at komme frem. Jeg har en meget meditativ tilgang til det. Jeg skriver ikke ti numre om dagen. Det sker over lang tid. Så det har været fedt at kunne dykke ned og tage den tid, det tager. Samtidig har det været godt at kunne indspille demoer med det samme. Vi har ikke noget stort studie. Kun én god mikrofon, en computer og forforstærker. Så det kom til at lyde lo-fi helt af sig selv, mens vi skabte lag på lag af demoer. Jeg synes, albummet fungerer på to planer. Du kan høre den som en popplade. Men hvis du tager dig tid og dykker ned, kan du høre alle detaljerne«.

LÆS OGSÅThe Rumour Said Fire: Vores karriere har været eksplosiv

Du har en meget radikal opfattelse af sangskriverens rolle som en, der står helt ude på kanten. Kan du se dig selv om ti år som professionel sangskriver?

»Jeg tror aldrig, jeg bliver etableret. Jeg håber ikke, jeg læner mig tilbage i sofaen. Så tror jeg, jeg lader være med at skrive. Det gider jeg ikke. Det er dybt uinteressant. Jeg håber hele tiden, jeg kan forny mig. Ellers må jeg finde på noget andet at lave. Jeg må smadre med hammeren!«.