Annonce
Annonce
Annonce
Musik

Dirigent for verdens kendteste symfoniorkester: »Jeg var totalt skrækslagen!«

Simon Rattle har i ti år dirigeret Berliner Filharmonikere - som fredag spiller i København for første gang i 47 år.

Gem til liste

Efter ti år føles det at dirigere Berliner Filharmonikerne så ikke bare som endnu en dag på kontoret? Helt ærligt?

»Dette orkester?«. Rattles hænder danner en beskyttende maske foran hans melodramatisk chokerede, åbentstående mund. »Min gud, det er forskelligt fra det, du siger, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde. Gid der dog kom noget rutine over det, men det er sådan et uforudsigeligt, vildt, besværligt og intenst pirrende arbejde«.

Stjernepost

Alle chefdirigenter i verden synes, at netop deres symfoniorkester hører til i den absolutte elite i landet, verdensdelen eller – verden. Og at chefen selv er grunden til, at det går så godt.

Simon Rattle blev i 2002 ansat til at dirigere Berliner Filharmonikerne, og selv de, der mener, at Wiener Filharmonikerne eller Concertgebouw i Amsterdam er på samme niveau eller foretrækker et af de mindre specialensembler i verden, er der næppe tvivl om, at Rattle har ansvaret for i hvert fald verdens kendteste symfoniorkester, som i morgen spiller i Danmark for første gang i 47 år.

Berliner Filharmonikerne blev dannet i 1882 og blev i deres første leveår dirigeret af folk som Richard Strauss, Gustav Mahler, Johannes Brahms og Edvard Grieg, og så er man da ligesom i gang.

LÆS OGSÅEfter 47 års ventetid kommer tysk orkester endelig til Danmark

Andre absolutte superstjerner på chefposten har været Wilhelm Furtwängler, Herbert von Karajan og Sergiu Celibidache, og 1989-2002 var Claudio Abbado, den første udlænding nogensinde, chef.

Så forstå Rattle ret: Han tager ikke æren for noget som helst!

Berlin var en ø
»Jeg ville jo elske, at det var min fortjeneste, men dette orkesters selvstændighed og egenart har nok så meget at gøre med, at det ejer sig selv, at det vælger alle musikerne selv – samt dirigenten. Berlinerne er helt deres egne! Chefdirigenter kommer og går, orkestret består. Måske har det at gøre med, at Berlin indtil Murens fald var en ø. Et sted hvor kunstnere betalte mindre i skat end alle andre. Når der kom en musiker tilrejsende fra Frankfurt, sagde man, at han kom ’ovre fra Tyskland’. Berlin var en boble, og det giver et helt særligt selvværd«.

Damerne rundt om ham tiltaler Simon Rattle som sir Simon. Men jeg vil ikke. Ikke i dette verdens mest stolt republikanske land og i et orkester, der er så demokratisk, at det insisterer på – og får lov til – at vælge sin egen chefdirigent.

Han sidder her i hvid kinaskjorte, sit brede smil og det der signaturhår, de vilde krøller, der er kendt fra snese- og atter snesevis af cd- og pladecovere over de seneste 35 år.

Han er blevet en voksen mand på 57 og er gået fra at være den absurd unge hedspore og go-getter i 1970’erne og 80’erne til at være en indgroet del af musikkens establishment. Han og konen, den tjekkiske mezzosopran Magdalena Kozená, er blandt Berlins jetsettere.

LÆS OGSÅMed liv og lyst

Ansættelsen i 2002 af Rattle til chef her var en triumf for de nye tider. Han var Obama over for Romney i rivaliseringen med Daniel Barenboim, der allerede var musikchef i Berlin, nemlig for Statsoperaen, og en veldædig nestor.

Der var mildt sagt ingen, der kunne sige Barenboims navnkundige musikerskab noget på, men hans musikalske idealer tilhørte fortiden, mens Rattles pegede fremad.

Blå bog: Simon Rattle

Britisk dirigent. 57 år.

Chef for Berliner Filharmonikerne siden 2002.

Spektakulært gennembrud som leder af det ikke særlig kendte City of Birmingham Symphony Orchestra 1980-1998.

Blev ekspert i ikke alene den store romantiske musik, men også den mere sprøde og rytmiske barok i spidsen for ensembler som Orchestra of the Age of Enlightenment.

Mod en åbning af repertoiret med nutidig musik, men også mod en inklusion af den tidlige musik, orkestret har følt sig lukket ude af, fordi det i princippet er for stort til at spille barokkens Bach og Händel, der ifølge dagens dogme kræver mindre, hurtigere og mere fleksible ensembler.

Skrækslagen
Kan du huske, da du mødte Berliner Filharmonikerne for første gang?

»Jeg var ...«, og Rattle lukker øjnene for at genopleve scenen, »... totalt skrækslagen! Jeg sad på mit hotelværelse og var helt grøn i hovedet og ønskede bare, at nogen ville komme og fjerne det her engagement. Der var – selvfølgelig! – ikke nogen for at hente mig lufthavnen eller vise mig til rette. Det var i 1986, og jeg var her for at dirigere en koncert. Jeg gik rundt om Filharmonien adskillige gange, før jeg endelig fandt sceneindgangen. Og inde på podiet løftede jeg taktstokken, og ved denne første prøve lød orkestret allerede mindst lige så smukt som de bedste af de andre orkestre ved en offentlig koncert. Og de ville ikke vide, om der var et særligt eftertryk på den eller den tone, men præcis hvilken slags eftertryk. Jeg tror, de syntes, jeg var sjov. Alt det hår jeg havde!«.

Ved samme lejlighed mødte Simon Rattle sin vært, Berlinernes chef gennem 32 år, den frygtindgydende Herbert von Karajan, den sidste orkesterdiktator. En lillebitte mand med maksimal indflydelse i musikverdenen kloden over.

»Jeg var selvfølgelig skrækkeligt nervøs for at møde ham, men han var god til at få én til at føle sig velkommen. Ligesom en gammel soldat. Jeg tror, Norman Schwarzkopf ville være sådan – bare højere. Nede på jorden, helt almindelig. Overraskende varm, faktisk. Selv om jeg aldrig ville turde omfavne ham. Jeg omfavnede engang Wolfgang Sawallisch (endnu en tysk dirigentlegende, red.), og han kiggede på mig, som om han skulle få et hjertestop. Han ville have kigget mindre, hvis jeg havde strippet foran ham. Karajan behandlede mig som en musikerkollega«.

Afløseren tripper i kulissen
Der har været talt om samarbejdsvanskeligheder og højeksplosive sammenstød mellem Rattle og hans Berlinere. Lige fra begyndelsen. De ville spille mere Beethoven og Brahms, mens han ville lukke op i begge yderpoler af musikhistorien.

De havde deres særlige klang, han så et behov for at modernisere og mente, at der skulle være større forskel mellem, hvordan en symfoni af Brahms lød og en af netop Beethoven, og selv om Mozart og Haydn lå tæt på hinanden i tid, var de fuldstændig forskellige, og det nyttede ikke, at de lød ens.

Okay, du vil have os til at køre ud over klippekanten? Fint, så kører vi ud over klippekanten!

Simon Rattle, dirigent

LÆS OGSÅMesterdirigent fremkaldte besynderlig og egensindig dødsmosaik

Men Rattles tid blev forlænget indtil 2018, og selv om man i Berlin taler om, at bysbarnet, den excentriske Christian Thielemann, der dirigerer Dresden Staatskapelle, mens han venter, står for tur, er det ikke godt at vide, hvad en levende organisme som Berliner Filharmonikerne finder på.

I Berlin gættes og gisnes der en del, og næsten som i et Shakespearestykke fordeles rollerne mellem kongen, sir Simon, og tronraneren.

En klang fra jordens indre
»Det er et barskt orkester, de er også barske over for hinanden og meget konkurrencemindede. De kan fremstå som vilde og utøjlelige, men en dirigent skal tøjle dem. Også rent fysisk. Når jeg dirigerer andre orkestre, kan jeg mærke, at mine arme er ved at falde af efter en prøve, fordi jeg har skullet dirigere så meget. Her i Berlin skal man dirigere meget mindre. Hvis man viser dem noget med hænderne, giver de så meget tilbage. Som om de sagde: »Okay, du vil have os til at køre ud over klippekanten? Fint, så kører vi ud over klippekanten!«. Men de har altid lydt anderledes end alle andre«.

»De er ikke nemme folk, overhovedet ikke. Men det står jo ligesom med stor skrift uden på pakken. Alle har de deres egen vilje, og de er stædige. Men de spiller også på et niveau, du ikke ser i andre orkestre, selv i dem, der spiller mere ensartet. Jeg var til optagelsen for nylig af to nye bassister til orkestret, og det var som at være til en eksklusiv koncert. Selv har jeg jo kun én stemme der, jeg er bare nr. 129 ...«.
Foto:  AP (arkiv)
Hvordan lyder de anderledes?

Simon Rattle sukker dybt. Han kunne garanteret sagtens dirigere sit svar, men ord er så ... usensuelle.

»Det er en klang, der lyder, som om den kom fra Jordens indre«, siger han så. »Den er formet som bølger snarere end som arkitektur. Det er som at se på Berlin og alle dens højhuse og så begynde at lægge mærke til alle kanalerne og floden overalt«.

Umiskendelige stempler
Giver det overhovedet mening at tale om de her regionale forskelle i en globaliseret tid? Ligner alle musikalske skoler ikke efterhånden hinanden verden over?

»Det har du da meget ret i. Men jeg ser musikere komme hertil og hurtigt blive mere tyske end tyskerne. De er tiltrukket af, hvad Berliner Filharmonikerne symboliserer. De gamle tyskere er ofte mere radikale, mens de unge knægte og piger er langt mere konservative og gammeldags. Vi har en ungarsk førstetrompetist og en andenoboist fra Alsace, og i pauserne sidder de og læser Thomas Bernhard sammen! Det er et meget læsende orkester, og de beskæftiger sig meget dybt med tysk kultur«.

Hvad gør du for at præge orkestret med dit eget umiskendelige stempel?

»Uuuh, umiskendeligt stempel, siger du«. Rattle rykker tilbage i stolen, nærmest lidt skræmt. »Hvad er et stempel ...? Jeg vil gerne lave musik. Jeg har det sådan, at ja, jordskorpen bevæger sig. Jordskorpen kan man ikke kontrollere, men hen ad vejen, meget, meget langsomt kan du måske ændre den en lille smule. Ligesom man ikke skal svømme imod strømmen, men forsøge at dirigere strømmens retning en smule«.

LÆS OGSÅ Tager musikken på sig

Ikke fordi der ikke sker noget i Berliner Filharmonikerne. Godt nok er det så demokratisk, at det halve kunne være nok, men det var ikke uden sværdslag, at den første kvinde kom til så sent som 1982.

Den dag i dag er der kun 17 kvinder ud af 128 musikere fra 26 forskellige lande. Det er gået stærkt med udviklingen i de seneste 20 år. Gennemsnitsalderen er lavere end nogensinde, 38 år, og 50 af musikerne er ikketyskere. Men diversiteten har ikke gjort ensemblet til et kuld af små missekatte.

»Men det er faktisk som at lære katte at gå i takt, som vi siger i England«.

PolitikenPlus
  • De 3 Musketerer Kom til foredrag med Bo Tao Michaëlis inden 80'er-hit-rockmusicalen på Østre Gasværk Teater.

    Pluspris fra 325 kr. Alm. pris fra 425 kr. Køb
  • Oplev Den Blå Planet Slip ungerne løs i efterårsferien. Fantasien og de kreative kræfter bliver udfordret i en lang række aktiviteter, som Politiken Plus tilbyder ferierende børn og deres voksne.

    Pluspris fra 145 kr. Alm. pris fra 220 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Langt hovedparten af Bachs kantater blev til i Leipzig, i en snæver, lokal, luthersk livsverden, og dog rummer de et helt igennem fællesmenneskeligt følelsesregister.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Carlsberg Guidede ture om Carlsbergs historie og den fremtidige bydel på Valby Bakke med besøg i kældrene under Carlsberg.

    Pluspris 115 kr. Alm. pris 150 kr. Køb
  • Den Trojanske Hest Slip ungerne løs i efterårsferien. Fantasien og de kreative kræfter bliver udfordret i en lang række aktiviteter, som Politiken Plus tilbyder ferierende børn og deres voksne.

    Pluspris 60 kr. Alm. pris 75 kr. Køb