Annonce
Annonce
Annonce
Musik

Pladeselskaber sprøjter gen-gen-udgivelser ud

Mellem hver tredje og hver tiende udgivelse er nu en gammel traver, skønner folk fra branchen.

Gem til liste

Selv om det er 42 år siden, The Beatles gik i opløsning, er der stadig salg i dem.

I sidste uge blev alle deres plader genudsendt på vinyl – blot tre år efter at de udkom i remasterede cd-udgaver.

Alene i år er der også blevet sendt cd-genudgivelser med blandt andre Kim Larsen, Sex Pistols, Velvet Underground, Blur, Shit & Chanel, TV-2 og Peter Gabriel på gaden, og i det kommende år kan man forvente genhør med Huey Lewis and the News, Led Zeppelin og Paul McCartney.

»Jeg har siddet her i seks år nu«, siger product manager Thomas Hemdorff fra EMI, som blandt andet udgiver The Beatles, »og strømmen af genudgivelser i 2010, 2011 og 2012 har været støt stigende. Jeg vil tro, at genudgivelser udgør så meget som 30-40 procent af vores månedlige udgivelser«.

LÆS OGSÅ Pladebranchen satser på genudsendelser

Tendensen til, at pladeselskaberne udsender flere og flere genudgivelser – i adskillige tilfælde også gen-gen-udgivelser – bekræftes af to af de andre store medspillere på markedet, Universal og Sony.

Hos Sony anslår direktør Henrik Daldorph, der tillige er formand for pladebranchens forening IFPI, at Sonys genudgivelser udgør ca. 10 procent af selskabets samlede udgivelser.

»Kataloget bliver jo større hele tiden. Så der er mere og mere behov for at restaurere og genudgive mere og mere«, siger han.

Solgt for tredje gang
Mange af de navne, der udgives, har for de flestes vedkommende for længst passeret ikke bare konfirmations-, men også sølvbryllupsalderen. Nogle er sågar i guldbryllupskategorien.

Derfor myldrer det i disse år også med 25-, 40- og, i Beatles’ og Rolling Stones’ tilfælde, 50-års jubilæumsgenudgivelser, gerne i hele bokssæt med ekstramateriale.

Lyt til Rolling Stones' 50-års jubilæumsudgivelse 'GRRR!'

Ifølge formanden for de danske musikanmelderes forening, Steppeulven, Klaus Lynggaard, er det især nørdede mænd over 40, der køber cd’er.

Og dem er der på verdensbasis nok af til, at det kan betale sig for pladeselskaberne at lave de luxe-udgaver af plader, som de i forvejen har stående hjemme i reolen, siger han.

LÆS OGSÅNye Beatles-cd'er bliver revet væk

»Først solgte man dem vinylerne. Så solgte man dem cd’er, hvor overførslen fra det analoge plademiks var gjort enormt sjusket. Og nu sælger man dem de luxe-super-de luxe-remasteringer med dobbelt-cd med dokumentarer og live og bonusspor. Det er ret smart«, siger Klaus Lynggaard.

»Pladeselskaber i den størrelsesorden eksisterer kun af én grund: at tjene penge til deres aktionærer. Ikke af nogen som helst anden årsag. Nu er vinyl-lp’en jo kommet tilbage, og det kan jeg godt love dig: Det gør man kun, fordi det kan betale sig. Ikke fordi ’aj, hvor er det lækkert, at den er på vinyl’«, siger han.

Mere gammelt: På dansk

Danske navne – fra TV-2 til Hyldemor – udkommer også igen.

Kim Larsens gamle plader er blevet poleret op og genudsendt i løbet af i år.

I sommer udkom Shit & Chalous samlede værker i en boks, Sebastians ’Den store flugt’ fejrede sit 40-års jubilæum i oktober med en genudgivelse, og i samme måned så TV-2-boksen ’Bag duggede ruder’ med 21 plader, 1 dvd og 3 bøger dagens lys.

Store navne, der stadig har et publikum. Men også mindre og halvglemte danske navne får lov at blive genudgivet, selv om der måske ikke er det store salg i dem. Det gælder f.eks. det for længst opløste band Hyldemor, som udkommer for første gang på cd til februar.

»Vi genudgiver ikke Hyldemor, fordi vi forventer at tjene masser af penge på det. Det er mere labour of love«, siger Henrik Daldorph, direktør for Sony Music i Danmark.

Pladeselskaberne vedkender sig da også gerne, at det selvfølgelig handler om at tjene penge.

»Alt, hvad man gør, gør man for at få omsætning. Filantropi har det hårdt i enhver branche. Også i vores«, siger Henrik Daldorph fra Sony og IFPI, der suppleres af Thomas Hemdorff fra EMI:

»Selvfølgelig er det også et spørgsmål om økonomi, for når man laver nye udgaver, holder man fansene til ilden og sørger for, at der er et konstant money stream«.

Gøre lyden bedre
Men det er også et spørgsmål om, at man i dag kan gøre lyden bedre, end den var i 1980’erne, da cd’en kom på banen.

De gamle analoge indspilninger får en digital overhaling, så de også kan høres i de nyere formater som stream og mp3 og på mindre, kompakte anlæg.

»Vi disponerer i dag over nogle tekniske muligheder – det gælder, både når vi snakker om at restaurere lyd, om grafiske muligheder, indpakning og så videre – så vi kan lave nogle helt andre produkter end for f.eks. 10 og 20 år siden. I dag kan vi tilbyde publikum et lækkert produkt«, siger commercial director hos Universal Kjeld Stefansen.

LÆS OGSÅPunklegender genudgiver majestætfornærmelser

Samtidig ligger pladeselskaberne inde med bagkataloger – det vil sige gamle indspilninger – som fortjener at blive genudsendt i bedre lydversioner. Og det er ikke alle, der kan tjenes penge på.

Pligt til at genudsende
»Mange af dem er mindre udgivelser med kendte 80’er-navne, hvor salgstallene både herhjemme og internationalt er forholdsvis beskedne i forhold til dengang. Så man laver det også ud fra en vis ’fra hjertet’-agtig følelse, at det er ting, der bliver poleret op til fremtiden«, siger product manager hos EMI Thomas Hemdorff, der mener, at pladeselskaberne ligefrem har en pligt til at genudsende pladerne.

»Vi har mange stykker musik, og hvis de bare ligger i vores arkiver uden at tjene penge til hverken os eller artisten, er der ikke nogen, der får noget ud af det. Så vi har en forpligtelse til at få det på gaden igen, så fremtidige generationer også kan høre det«.

Hvornår når vi mæthedspunktet for genudgivelser?

»Det tror jeg ikke, vi gør. Nu har vi f.eks. arbejdet med en 25-års udgave af Peter Gabriels ’So’. Hvis den forbliver en klassiker med et konstant salg, vil der formentlig komme en 30-års jubilæumsudgave om fem år. Eller en 35-års jubilæumsudgave om ti år«.

PolitikenPlus
  • Bora Bora Få rabat med Plus på Bora Bora i Aarhus.

    Pluspris 110 kr. Alm. pris 140 kr. Køb
  • Koncerten ?Koncerten? er en fysisk ekspressiv og grotesk historie om et orkester, der gør oprør mod hierarkiet.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 125 kr. Køb
  • Concerto Copenhagen Det er med stor glæde, at vi denne gang kan præsentere et komplet sæsonprogram for efterår 2013 og forår 2014.

    Pluspris 150 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Teatret Svalegangen Få rabat med dit Pluskort på Teatret Svalegangen i Aarhus.

    Pluspris 145 kr. Alm. pris 190 kr. Køb