Annonce
Annonce
Annonce
Musik

Znaider hader ordet kunst: »Britney Spears er kunstner, alle er kunstnere«

Den danske violinist med verdensry modtager i aften P2 Prisen i DR Koncerthuset.

Gem til liste

Blå bog

Nikolaj Znaider

Dansk violinist. Født 5. juli 1975 på Frederiksberg. Elev hos bl.a. Dorothy Delay, The Juillard School of Music i New York og violinisten Boris Kuschnir.

Znaider har givet koncerter med en lang række orkestre, bl.a. Wiener Philharmonikerne, Berliner Philharmonikerne, London Symphony Orchestra og New York Philharmonikerne. Han har også udgivet flere cd’er, bl.a. Edward Elgars violinkoncert 'Koncert for violin og orkester, h-mol, opus 61' (2010).

Nikolaj Znaider har modtaget flere udmærkelser, bl.a. Musik anmelderringens Kunstnerpris 1993, Carl Nielsen-legatet 2001 og P2 Prisen 2009 og 2013.

Research: Politikens Bibliotek

fakta

P2 Prisen 2013 uddeles i DR Koncerthuset i aften kl. 19.30, hvor Znaider er solist i Beethovens violinkoncert.

Forrige gang, jeg mødte ham, var, da han stod ved bagagebåndet ved siden af mit i en lufthavn i Europa. Jeg gik over og hilste på, og vi aftalte, at vi snarest måtte tales ved til avisbrug.

Gangen før var, da jeg sad i Operaen første række midtfor og hørte ham spille og min veninde pludselig rystede konvulsivisk nogle gange, inden hun sank sammen. Midt i den allermest stille passage i koncerten måtte jeg hanke op i hende og bugsere hende ud bagved, så hun kunne få hjælp. Alternativt blive stedt til hvile.

Kvinder blev også båret ud af salen under koncerter med 1800-tallets store virtuoser. In Ohnmacht, som det hed på tysk: dejset om i en form for ekstase. Lægen fandt aldrig noget medicinsk at udsætte på min veninde, så måske hun var mere modtagelig for Beethoven, end hun troede.

En verdensbetvinger
Nikolaj Znaider er en verdensbetvinger som musiker. Det er alle enige om. Nu også min veninde.

Der er ikke mange violinister derude som ham. Verden er fuld af professionelle, fagligt dygtige og interessante musikere, men ganske, ganske få, som Djævlen faktisk rusker i for øjnene af os, med tænderne i hans nakke, så han dingler vægtløs med benene og går i diabolsk buegang med sit instrument, sådan som Djævlen gør det med Znaider.

LÆS OGSÅDansk violinstjernes takkekoncert gik helt ud til kanten

Hvis Liszt, den maniske, frygtløse pianistpræst med det fotogene lange hvide hår, havde spillet violin i stedet for klaver, og hvis han havde levet i dag, ja, så havde han heddet Nikolaj til fornavn.

Det er den type lucifersk, temperamentsfyldt spil, der er Znaiders særkende, det er dette fuldfede, sonore og prægnante, som er hans direkte link tilbage til romantikkens store fantaster.

Optrædende og kunstnere
Ikke for det: Nikolaj Znaider, som i dag modtager P2 Prisen 2013, er en rolig og fredelig mand, når man sidder over for ham.

Første gang vi sås, sad han med lidt for lange ben og knoklede knæ i en blød læderstol ved et kakkelbord på sit drengeværelse hos forældrene i Rødovre, og hen over årene er det blevet til en del møder, bl.a. et over nogle dage på det strygerkursus, Nikolaj Znaider har ledet i årevis i Øster Jølby på Mors.

Når man har mødt en mand i både Rødovre og Øster Jølby, er det så som så, hvor meget glamour der er tilbage.

LÆS OGSÅStjerne gav koncert som tak for ædel violin

Hvor meget af det temperament, man viser frem som optrædende kunstner, er noget, man skaber ...

»Tak for det. Tak fordi du sagde ’optrædende’«, bryder Nikolaj Znaider ind.

Jeg ville have sagt ’udøvende’.

»Ja, men hvad er det egentlig, vi laver?«. Znaider har taget bolden og løber med den.

I fortolker, vidtløftigt sagt, nogle af musiklitteraturens største værker ...

»’Fortolker’ ... Værkerne findes der jo allerede. Jeg har tænkt en del over det her. Hvad er vores rolle? Vi lever i en tid, hvor alle er kunstnere. Britney Spears er kunstner, alle er kunstnere. Måske burde vi gå et skridt tilbage og definere, hvad kunst egentlig betyder, før vi begynder at smide rundt om os med ordet. Men det er en stor diskussion, og ordet betyder noget forskelligt for forskellige mennesker«.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen
Ingen stjerne
»Det er meget vigtigt i min psyke, at jeg ikke er nogen stjerne. Jeg er som person i bund og grund uvigtig – hvad jeg kan li’, hvad jeg har spist til morgenmad, hvor jeg løber hvilken tur i hvilken park. Det er et forkert fokus. Det, jeg foretager mig på scenen, handler om de værker, der allerede er skrevet, og som efter min mening er nogle af verdens, nej menneskehedens største frembringelser. Men i modsætning til billederne, der hænger på museerne, og bygningerne har musikken ingen fysisk manifestation – jo, måske det her ...«, siger han og piller nonchalant ved nodehæftet på bordet foran sig, laver et lille æseløre i hjørnet, men glatter det ud igen.

»Men det her«, og han lader hånden glide hen over noderne igen, »sidder du jo ikke og får tårer i øjnene over. Nogle gør måske, men det er meget, meget få«. Znaider klukler, det gør han tit.

LÆS ANMELDELSEZnaider spiller med medrivende nærvær

»Musikere er et medium, gennem hvilket musikken får sit ansigt, sit liv, og selvfølgelig kræver det en ... kunstnerisk sensibilitet at forløse det. Nå, men jeg er bare glad for, at du ikke smider omkring med det ord – ’kunst’. Men det var en omvej. Hvad var det, du spurgte om?«.

Efter at have driblet den halve bane rundt er Nikolaj Znaider tilbage. Og lutter øren. Lutter velvilje.

Som du lige har demonstreret, hænger det hele jo sammen – alle de her spørgsmål, alle de svar.

»Ja, de gør. Ja, de gør!«.

Znaider i en ny rolle
Da Znaider og jeg lavede aftalen om at mødes i et splitsekund, føles det, mellem hans optræden med Santa Cecilia-orkestret i Rom onsdag aften og torsdagens lægeaftale (bare rolig: en halsspecialist), bad jeg ham tage sin violin med, så vi kunne tage den konkrete, fysiske dims som udgangspunkt.

Jeg troede ikke helt på ham, da han forklarede, hvorfor det ikke rent praktisk var muligt.

For det er ikke der, han er lige nu, Znaider. De og jeg kender ham langt mest som violinist med alle de specifikke dyder, jeg har nævnt længere oppe i teksten. Men det er Nikolaj Znaider magtpåliggende at få det ind i ligningen om sit liv, at han faktisk i dag engageres lige så ofte som dirigent som instrumentalist.

Og når jeg indvender, at han er så nem at sætte ord på som violinist, fordi han er så uforvekslelig med nogen, men at jeg til gengæld bliver svar skyldig, når jeg skal beskrive dirigenten Znaider, siger han, at det nok er, fordi vi på disse kanter har hørt ham dirigere for lidt. Han kan have ret.

LÆS OGSÅViolinvirtuos debuterer som dirigent

Hvis man siger, at det her er violinisten Znaider, siger jeg og lægger min iPhone op på bordet, og det her er dirigenten Znaider, og en halv meter derfra placerer jeg min blok. Hvordan er de så forsk...

Det er meget vigtigt i min psyke, at jeg ikke er nogen stjerne. Jeg er som person i bund og grund uvigtig

Nikolaj Znaider

»Det er den samme person«, siger han hurtigt. »Der er ingen forskel. Det opdagede jeg, da jeg begyndte at lære at dirigere ved Nordic Music Academy for mere end ti år siden. Inden for en uge skulle jeg spille kammermusik, jeg spillede solostemmen i en violinkoncert af Mozart, dirigerede et eller andet og underviste. Og det slog mig, at der ingen forskel er på de ting – de handler i bund og grund om det samme: udveksling af ideer om musik. De er berigende andre indfaldsvinkler på det samme«.

Han klukler. Som han gør. Digitaloptageren opfanger dem alle.

Faren for aldrig at nå videre
Znaider medgiver, at selvfølgelig er der en forskel, men den er så teknisk, at det snart kan være lige meget. En violinists fingre skal holdes i form, helt adskilt fra den intellektuelle og, om man vil, kunstneriske side af sagen.

Reflekserne skal fungere, men det er et spørgsmål om mekanik. Muskelimpulserne skal være »hurtige nok«, og hvis man ikke har stået på podiet med sin violin i en måneds tid, begynder det at koste på den tekniske front.

LÆS ANMELDELSEZnaider brillerede på Diamanten

Du begyndte at dirigere, fordi du ikke var så stimuleret længere af violinrepertoiret.

»Simpelt hen, det er jo helt klart«, siger han, hvor jeg troede, han ville forsikre mig om, at ingen instrumentalist har et mere alsidigt og udfordrende repertoire end netop violinisten. »Det var den største grund. Lad mig sige det på den måde: Da jeg i 2005 skulle indspille Beethovens violinkoncert, som jeg jo allerede kendte så godt, tænkte jeg: Hvad skal jeg finde på? Så begyndte jeg at studere Beethovens klaversonater og symfonier også og fik udvidet min horisont, så jeg kunne vende tilbage til violinkoncerten med et helt nyt syn«.

Lige i sinkadusen
Samtidig sad han, den højt gagerede djævleblænder af en violinist, i sin garderobe aften efter aften i det meste af den kendte verden og ventede på, at orkestret skulle spille aftenens symfoni færdig, så turen kunne komme til hans koncert.

»Og orkestret spillede måske en Mahlersymfoni, og jeg tænkte: Hvad er dog det her for noget?! Og Bruckner hørte jeg! Denne endeløse og fantastiske musik. Alt det opdagede jeg temmelig sent, for violinen er et svært instrument, og for bare at beherske det nogenlunde, kan man ikke lave andet i mange vigtige formative år end at øve. Det er jo den store fare for os, at vi aldrig når videre. Enten fordi vi spiller så mange koncerter, eller fordi livet begynder at interferere med familie og den slags«, siger Znaider, der på det seneste er blevet gift, er flyttet tilbage til Danmark fra Tel Aviv og for syv uger siden fik en datter, hans første barn.

LÆS OGSÅZnaider vender tilbage til violinen

»Man får aldrig gjort den rejse, man egentlig burde have gjort, samtidig med at man lærte sit instrument«.

Men det er snart ti år siden, at Nikolaj Znaider hørte Mozarts opera ’Figaros bryllup’ for første gang. Han var 28, og ja, det var sent. Til gengæld ramte den desto kraftigere lige i sinkadusen, for det var ikke noget ønske, ingen drøm, men en absolut, eksistentiel nødvendighed, at han selv måtte begynde at dirigere professionelt.

»Jeg måtte simpelt hen ...!«, og ved vort bord griber han ud i luften efter noget, han ikke kan få fat på, mens han forstummer. »Da tænkte jeg, at jeg var nødt til at beskæftige mig med det«, fortsætter han mere sobert. »Det var en emotionel nødvendighed, og det er grund nok«.

Solist helt uden indflydelse
Når han modtager P2 Prisen i aften, ’kvitterer han’, som en lidt træt kliché foreskriver, med at spille netop Beethovens violinkoncert. Et stykke genial musik, men på typisk Znaidersk vis har han såmænd ingen illusioner om den omstændighed heller.

»Hele atomet for den koncert er lagt, i det øjeblik paukisten løfter hånden, inden han har spillet den første af de fire paukeslag, der starter koncerten. Der ligger det kim, der føder hele resten af koncerten og føder solistens parti. Den koncert er et af de ekstremt få tilfælde, hvor alt ligesom er sagt, inden solisten overhovedet kommer ind«.

Han griner.

LÆS OGSÅZnaider spiller Beethoven

»Det kræver maksimalt udtryk, maksimal medskaben fra resten af aktørerne på scenen, fra orkestret og dirigenten, før det hele kan blive til noget. Af den årsag er det den sværeste koncert at have med at gøre. Det er svært for ikke at sige umuligt at ændre markant ved den koncert, når solisten først kommer til orde«.

At sætte musikken i alkohol
Efter den svada er det lidt banalt at spørge, om vi skal forvente os noget nyt af konstellationen Znaider-Beethoven, undskyld: Beethoven-Znaider, i aften.

Men alligevel?

»Hvis man tager den filosofiske vej«, siger han – og driller nu bevidst, »er det her«, og han klapper igen på partituret, »slet ikke musik endnu. Det er bare sorte prikker på hvidt papir. Endnu har vi ikke spillet en tone af koncerten lørdag, så Beethovens violinkoncert findes kun som en eller anden metafysisk idé, et minde i hukommelsen fra en anden koncert, man var til, en idé baseret på ens kendskab til noderne, men hvordan den udvikler sig, ved vi ikke«.

»Den store dirigent Wilhelm Furtwängler kunne godt lide at tale om at »sætte musikken i alkohol«, altså finde et koncept for et stykke musik, præservere det i alkohol og så gentage det fuldstændig præcist gang efter gang, uafhængigt af humøret, hvem man spiller sammen med, hvad man fik at spise inden og stemningen i salen. Det er mig ubegribeligt. Musik skal skabes hver evig eneste gang, så per definition er det nyt hver evig eneste gang«.

Da jeg ser Nikolaj Znaider gå, ved jeg ikke, om han skal til højre eller til venstre, men er fristet til at følge efter. Gør det dog ikke. Men sandsynligheden taler for, at hvis jeg havde gjort det, ville jeg vide, hvorfor han i aften træffer de musikalske valg, han træffer.

Hvis ikke det er, fordi en sommerfugl i det nordvestlige Argentina har viftet med vingen på lige præcis den måde, der udløser kaos.

Eller kunst.

PolitikenPlus
  • Pulcinella & Paukemessen En sjælden chance for at opleve hele Stravnskijs charmerende balletmusik om Mester Jakel og de andre kendte pantomimefigurer. Musikken bygger på italienske melodier fra 1700-tallet.

    Pluspris fra 192 kr. Alm. pris fra 260 kr. Køb
  • Sigmund Freud DR UnderholdningsOrkestret blander op for forste del af koncerttrilogien 1914-2014 med bl.a. Rasmus Botoft som trækker publikum længere ind i sindet, ud over kanten og dybere ned i maven.

    Pluspris fra 184 kr. Alm. pris fra 250 kr. Køb
  • Rolling Stones Teaterkoncert Oplev Michael Falch i Rolling Stones-musical

    316 kr. - spar 74 kr. Læs mere
  • Zirkus Nemo Zirkus Nemo er tilbage!

    304 kr. - spar 76 kr. Læs mere
  • Heidi Heidi er en virkelig person, som var en af Simon Spies? morgenbolledamer. Anika er hendes søster, der sammenstykker fortællingen om hende ? hvad er virkelighed og hvad er forestillinger?

    Pluspris fra 160 kr. Alm. pris fra 100 kr. Køb