Annonce
Annonce
Musik

Bowie-kendere: Det perfekte idol velsignede os med mystikken

Bowie er den eneste person, kritiker Lars Bukdahl nogensinde har villet være. En hjørnesten, et grundstof og Søren Ulrik Thomsens Beatles.

Mandag morgen vågnede Danmark og verden op til den tragiske nyhed om popmusikeren David Bowies død. Efter 18 måneders sygdom sov Bowie i nat ind, kun få dage efter at have udgivet albummet 'Black Star' til stor opmærksomhed verden over.

NYHEDDavid Bowie er død - 69 år gammel

Men hvem var musikeren med de mange ansigter og frisurer egentlig, og hvad vil vi huske ham for? Vi har spurgte syv kendere om deres forhold til Bowie.

For Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) var Bowie det, som Beatles var for den ældre generation

Det første Bowie-nummer, den danske digter Søren Ulrik Thomsen hørte, var ’Starman’ fra Ziggy Stardust-pladen på en kassettebåndoptager som 17-årig:

»Jeg kan genkende det, som når folk, der er ti år ældre, siger, at de hørte Beatles første gang. Jeg anede ikke, hvem han var, men det sagde bare klik. Jeg var 17 år og den rammede tiden, verden, alting ind«.

KOMMENTARRune Lykkeberg: Han rev sit selv så smukt i stykker

»Senere kom ’Sound and Vision’ fra pladen ’Low’ til at betyde rigtig meget. Da var jeg begyndt at skrive digte. Der er nogle linjer i den: »I will sit right down, waiting for the gift of sound and vision«. Det var sådan, jeg havde det, for jeg skrev digte og sad og ventede på lydene og billeder«.

»Alle har trukket på Bowie«, siger Søren Ulrik Thomsen.

Ikke bare forfatterkolleger som Michael Strunge, der var meget optaget af Bowie, men også i den brede kunst. Hvor tidligere tiders hippiemusik handlede om at være ægte og aldrig hylde noget opstyltet, viste Bowie vejen til noget nyt:

»Det handlede på en måde om at være uægte - om det kunstige, det iscenesatte. Det var en vigtig ting for hele 80'erkunsten: At man kunne begynde at gå i dialog med alle mulige kunstudtryk«.

»Noget af det, der karakteriserer rigtig stor kunst, er, at den både fanger tidsånden, men også rækker udover, så man kan høre det som et selvstændigt kunstværk mange år efter. Sådan er det med Bowie«.

Kasper Eistrup (f. 1973): Bowie var ligetil og afvæbnende

»Han har noget af det, som mange musikere ser op til, for de vil jo alle sammen gerne ændre musikhistorien på en måde. Og det er lykkes for ham. At skrive historien om«.

»Frem for alt har han igennem det meste af sin karriere bevaret en kæmpestor kunstnerisk integritet. Som for mig og andre musikere, kunstnere, har været en stor inspiration«.

»Vi indspillede pladen 'No Balance Palace' i København og kom til at tale om, hvorvidt han ville synge på en af vores sange. Vi sendte nummeret 'The Cynic' til ham og spurgte. Han vendte tilbage en uges tid senere og skrev: 'I would have no problem doing that. DB'. Den mail har printet sig ind i hovedet på mig. Det var fuldstændig sindssygt for os at få den tilbagemelding«.

»Han formåede at forblive menneskelig i en branche, som ellers er kynisk og beregnende og grådig og fuld af dumhed. Fuld af økonomiske interesser. Mit møde med ham var selv forbundet med en masse nervøsitet. Vi sad og ventede på ham på Broadway i New York i hans eget studie, der sad vi (i 2005, red.) og ventede og var ved at gå ud af vores gode skind. Men han var utrolig humoristisk og afvæbnende og meget sød. Jeg vil ikke kalde ham jordnær, for han er jo David Bowie, men, han var ligetil. Han havde den der meget british lad-humor«.

»Jeg er stadig rystet (over beskeden om hans død, red.). Det er en ubeskrivelig dyb følelse af sorg. Han var jo ikke et familiemedlem, men han var jo… På den kunstneriske scene var han en person, som aldrig faldt til patten. Jeg får det nok på samme måde, når Bob Dylan går bort. Selv om Bob Dylan er noget helt andet og repræsenterer noget helt andet, men de er på højde med hinanden. De er ikoner begge to. Og også Neil Young. Han skal også med der. Men der er ikke mange tilbage i den liga«.

Musiker Nikolaj Nørlund (f. 1965): Bowie velsignede os med mystikken

»Selvom jeg var en lille dreng, må jeg indrømme, at det var hele mystikken omkring pladen ’Hunky Dory’ fra 1971, der fangede mig. Var det en dame eller en mand? Og hvad handlede sangene egentlig om? Det virkede på mig. Musikken som sådan. Det har det gjort lige siden«

»Det vilde ved Bowie er, at man får hele pakken. Fordi man er god til at skabe melodier, behøver man ikke at være god til at skrive sange, til at iscenesætte sig selv eller være en god mytoman. Men han kunne det hele. Han bragte elementer fra kunst og drama ind i rockmusikken. Mere eller mindre indtil da havde musik ellers handlet om at stille sig op og spille en sang«.

CHOK OVER BOWIES DØDPlease, lad det være en falsk besked

»Bowie velsignede os med mystikken. Lige frem til det sidste. Det bliver næsten ikke mere mystisk end ’Black Star’, hvor den første linje i nummeret lyder: »In the villa of Ormen«. Ingen ved, hvad det betyder«

»På et ret tidligt tidspunkt gav han mig en vilje og lyst til at vælge det skæve. Til at vælge en anden vej. Han viste, at der findes en stor belønning der. Det skal vi tage med. Jeg håber, de vil spille ’Black Star’ i sin helhed i TV Avisen i aften«.

Rocksangerinde Emma Acs (f. 1991): Hvad ville Bowie have gjort?

»Alle der har haft brug for - især i deres unge år - at identificere sig med noget, har kunnet trække nogle af de forskellige sider, David Bowie har vist. Han var så mange personligheder«, siger den 24-årige musiker Emma Acs.

»Man kunne trække på hans musik og alle hans ideer inden for alle genrer, men også hans androgynitet og legen mellem personer«.

Hendes første album med Bowie var ’Honky Dory’ (1971), som siden er blevet et af de mest betydningsfulde for hende.

»Der er mange situationer, hvor jeg nærmest tænker: Havde Bowie gjort det?«.

»Han kunne finde på så meget, men det blev altid gjort selvsikkert. Om det så var for at lave soul som en tynd, hvid mand, så gjorde han det uden at have en frygt og uden fordom om, at den her musik hører til nogen personer. Det er en sindssygt inspirerende måde at arbejde på og noget, jeg har trukket meget på«.

Jan Poulsen (f 1962), forfatter til biografi om David Bowie: Jeg ser ham som et grundstof

»Det tomrum, han efterlader, står ingen klar til at overtage. Han har udstukket linjerne, og de fleste musikere er, om de vil være ved det eller ej, påvirket af ham på en eller anden måde. Det er et kæmpe tab. Jeg ser ham som et grundstof«.

»Han var evigt nysgerrig og så gjorde han, hvad han ville. Når han var bedst, udstak han sin egen linje og fulgte den fuldstændig uden at tænke på noget andet end målet. Der var også perioder, hvor han ikke gjorde det, men fra 1969 til og med 1977 lavede han 10 plader, som stort set alle er unikke, hvor han leger så meget med rocken, rockhistorien og udtrykket, at han kommer til at ligge som hestehovedet foran alle andre. Ved at blande ting og høre noget, som andre ikke havde hørt og forfølge det«

»Han opfinder adskillige alter egos, andre personligheder, som han lader spille roller frem for at være sig selv. Derfor har der gennem tiden været en masse kontrovers om, hvorvidt det er Bowie eller den rolle han spiller, der taler. Ziggy Stardust er selvfølgelig den mest kendte, og den der kommer til at stå tydeligst tilbage«.

»Da musikhistorien bliver nulstillet i 1977, da punkmusikken kommer, bliver kun meget få eksisterende kunstnere accepteret af den nye generation. Bowie var en af dem. Man talte om, at der var ’old wave’, ’new wave’ og så David Bowie«.

Rapper og producer Tue Track (f. 1972): Han er en hjørnesten

»Jeg lærte David Bowie at kende som popkunstner. Det var med 'Let's Dance', og for mig var han ny dengang. Han var en superpæn mand, der lavede god musik, og som jeg havde lidt et man crush på«.

»Det var først senere, da vi så 'Christiane F.', at jeg fandt ud af, at han også havde lavet noget helt andet. Og så var der en hel verden, der åbnede sig. En kæmpe diskografi, som man bare kan blive ved med at suge på. En diskografi, der stadig peger fremad, og hvor der kom en ny plade den anden dag. Den har jeg heldigvis til gode«

»Hvis man kan tale om hjørnesten, så er han en af dem. En stor komponist som Lennon og Mccartney, et koryfæ, der har inspireret og flyttet grænser. Han har været helt ude ved ekstremerne, og det kan man mærke i hans musik.

»Man kan sige, at nu er han væk, det er han, men man kan også sige, at det var en stor gave til verden. Og det er det også. Nu lyder verden også som ham«.

Kritiker ved Weekendavisen Lars Bukdahl (f. 1968): Bowie har vi alle villet være

»Bowie er det perfekte idol. Han er både tydelig som person, men også tydelig i alle sine vilde forvandlinger. Det er sjældent, man kan få så mange idoler i en person, som har samme suverænitet gennem alle de mange udtryk«.

»Jeg kom ind i hans univers i 3.g omkring 1987. Når man er en ung studentikos gymnasieelev, der er i gang med at opdage litteraturen og avantgarden, er Bowie fantastisk, fordi han bruger sin popstatus og sit talent til at lege med alting. Han populariserede avantgarden«.

»Det er en blanding af de mange fantastiske sange og så, at han er det perfekte postmoderne idol, der gør det. En person, der hele tiden er i forvandling. Han fuckede hele autenticitetsdyrkelsen op. Han kunne undvige sentimentaliteten uden at vie tilbage for patos«.

»Han er den eneste, jeg nogensinde gerne har villet være ud over mig selv. For alle typer som mig er han outsideren, den intellektuelle, jokeren som stjerne. Man kan give sig selv lov til at identificere sig ret åndssvag med ham. Bowie har vi alle villet være«.

»Det gør mig irriteret sorgfuld her til sidst, at han kom tilbage de sidste par år og var på suveræn vis en gammel mand. Det havde været okay, at han støvede bort i en New York-lejlighed. Den helt vildt eksemplariske nysgerrighed og lyst til at eksperimentere viste han igen til sidst«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce