Annonce
Annonce
Musik

De fem bud: Nyt fra Kanye og et Frisk Fiks er blandt ugens sange

Hver uge anbefaler en af Politikens musikanmeldere 5 sange, der ikke er til at komme uden om lige nu.

1. Kanye West: No More Parties in L.A. (feat. Kendrick Lamar)

Årets første uger byder som regel på lavvande i musikbranchen, men i år har Kanye West indtaget tomrummet, vi kalder januar, og gjort det til en løbebane frem mod udgivelsen af albummet ’Swish’ i februar.

Først kom reklamesangen ’Facts’ nytårsaften fulgt op ugen efter med den hypnotiske ’Real Friends’, før han forleden satte turboen til. Det soulsvingende, old school-knækkede og generelt medrivende samarbejde med Kendrick Lamar, ’No More Parties in L.A.’ røg op på Kanye Wests soundcloud-profil. Som om den ikke var rødglødende i forvejen.

2. Erykah Badu: Trill Friends (Badu Whodini rough mix)

En anden musiker, der har ramt en kreativ guldåre, er Erykah Badu. Efter sin formidable telefonfis-plade, ’But You Can’t Use My Phone’, har R&B-sangeren i forbifarten samlet klaverstykket fra Kanye Wests ’Real Friends’ op og koblet den med 1980’er-hiphoppernes Whodinis ’Friends’. Så ubesværet fantastisk.

3. Annelise: Frisk Fiks (feat. Mund de Carlo)

Kvindelige rappere er der ikke mange af herhjemme. Men efter at have bakket rapperen Mund de Carlo op på scenen træder Annelise nu selv hen til mikrofonen og leverer et flow med lunhurtige skift i versefødderne og et godt gammeldags boom-bap beat i ryggen. I en tid fuld af mærkelige lyde og sære attituder i hiphoppens verden søger den her debutant back to basics.

4. Liima: Amerika

For to år siden sagde danske Efterklang farvel – under dét navn. For Casper Clausen, Rasmus Stolberg og Mads Brauer har nu fundet sammen med den finske percussionist Tatu Rönkkö i bandet Liima. Og der er lige præcis mere fylde i den mekaniske rytme og mindre flyvetur gennem landskaber på den første sang fra det kommende debutalbum, ’ii’.

5. Benga: Make Moves

Godt nyt fra en af dubsteppens pionerer. Efter at have trukket sig fra offentligheden på grund af mentale helbredsproblemer har Benga nu fået så godt styr på en bipolar lidelse, at han vender tilbage både som dj og komponist. Med et tæt pakket techno track, hvor alarmen går i synthesizeren og uroen sniger sig ind på én, mens en robotstemme befaler: »make moves not money«. Så man ikke tør sige nej.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Kendrick Lamar har skabt et hovedværk i amerikansk hiphop

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce