Annonce
Annonce
Musik

Kent-anmeldelser fra arkivet: Ikke et ord om debutalbummet, men seks hjerter i 2007

Det svenske rockban Kent siger farvel. Læs Politikens anmeldelser gennem årene - fra tavshed over lunkne følelser til de helt store roser.

Debutalbummet

Det første album - blot kaldet 'Kent' - fra 1995 blev hverken omtalt eller anmeldt i Politiken

Sveriges største rockband går i opløsning, men først efter hele to nye udgivelser og en kæmpe turné i Norden .

I den anledning ser vi tilbage på Politikens anmeldelser af bandet fra 1996 og til i dag.

'Verkligen' (1996)

Musikanmelder Anders Rou Jensen skriver om Kents andet album - det første, der blev anmeldt i Politiken:

»I en linje fra Beatles og Boo Radleys kan Berg (Joakim Berg, red.) skrive levende og stærke, guitarledsagede popsange, som ørt og sensibelt tumler gennem et stemningsregister fra det kåde og kække til det melankolske og fortvivlede«.

»Måske er Verkligen ikke ganske et mesterværk, men den er godt på vej mod stjernene i øjnene«.

'Isola' (1997)

I en note forud for Kents koncert på Loppen i København i februar 1998 lyder det sådan her:

»Isola hedder den tredje og sidste cd fra det svenske band Kent, der i aften spiller på Loppen. Som mange af deres kollegaer og landsmænd, har Kent sans for gode melodier, men de holder også af en insisterende guitar og er blevet sammenlignet med både The Cardigans og The Smiths«.

»At det store gennembrud i udlandet lader vente på sig, skyldes måske at svenskerne synger på deres modermål«.

'Hagnesta Hill' (1999)

Kim Skotte skriver:

»Pladen understregen gruppens slægtskab med engelske Radiohead, og en sang som 'Ett Tidsfördriv Att Dö För' er formet af samme sensitive plasma som Blurs 'No Distance Left to Run'. Radiohead, Blur og Kent. Det er de nøgne, som igen tørs tå frem med åben pande«.

Læs hele anmeldelsen her .

'Vapen & ammunition' (2002)

Kim Skotte skriver, at Kent på dette album blandt andet hilser på »en fransk chanteause I Nancy Danino på 'FF') og en sumpet bluesguitar på 'Elite', mens Joakim Berg synger duet med Titiyo på 'Duett'. Sidstnævnte er et solidt bud på et radiohit, men i bund og grund er franske sangerinder, blues og duetter idéer, der bliver hængende som akavede og overflødige gevækster på det gode skib Kent'«.

»Det kan være problematisk at produktudvikle, når man i forvejen rammer så ren en tone, som tilfældet er med Kent«.

'Du & jag döden' (2005)

Erik Jensen giver tre hjerter og skriver:

»Robustheden klæder (...) ikke Kent, som lidt for ofte lyder som om melodierne er rutinerede gengivelser af noget, vi har hørt før, bedre og langt mere indbydende tidligere«.

»Det ensartede og monotone præg brydes ikke af de nedtonede og næsten stikordsprægede tekster, der ofte også er nærmest uforståelige, fordi Jocke Bergs vokal af uransagelige årsager er mixet langt tilbage i den kompakte lyd«.

'Tillbaka till samtiden' (2007)

Erik Jensen giver seks fulde hjerter og skriver:

»Med ’Tillbake til samtiden’ har Kent begået et af årets allerbedste album, en stor og meget skandinavisk åbenbaring, man ikke kan være beKent at snyde sig selv for. Ved at søge tilbage til fortiden med en synthesizerlyd fra firserne og gå på opdagelse i samtiden har Kent i den grad ramt noget, der lyder som fremtiden. Og kvartetten er tilbage på toppen«.

Læs hele anmeldelsen her.

'Röd' (2009)

Erik Jensen giver fem hjerter og skriver om sangen ’Vals for satan (Din vän pessimisten)’:

»Her er sangeren til 1. maj parade og »Det är då jag önskar att jag kunde stanna tiden«. Med en puls, der pumper nærmest faretruende op i det røde felt som et ekko af et Kraftwerk fra netop Berlin er det en af de bedste sange, Kent nogensinde har indspillet«.

Læs hele anmeldelsen her.

'En plats i solen' (2010)

Erik Jensen skriver:

»[Gruppen har skabt] et fantastisk bidrag til den skandinaviske sommer, hvor man som bekendt ikke finder en plads i solen uden skygger. Det sted bør man ikke desto mindre tage dette fremragende bud på en evig sommer med til«.

'Jag är inte rädd för mörkret' (2012)

Erik Jensen giver fire hjerter og skriver:

»Efter 22 års samarbejde er Kent kommet i midtvejskrise på album nummer 10 med den nærmest trodsigt optimistiske titel ’Jag är inte rädd för mörkret’. Når man nu er Kent og i stand til at skrive nogle af de umiddelbart mest iørefaldende melodier i nordisk rock, siger det vel sig selv, at denne svenske midtvejskrise leveres for fuld musik. Og at man i tilgift får skikkelig fin poesi at trøste sig ved«.

Læs hele anmeldelsen her.

'Tigerdrottningen' (2014)

Simon Lund giver fire hjerter og skriver:

»For at holde af Kent (og holde Joakim Berg ud) skal man købe den melodramatiske præmis. Ellers er det bare et skabagtigt band, der aldrig døde i deres teenageår, men bare reproducerer smerten som midtlivskrise. Men denne gang gør Kent det lettere at lade sig overvælde, ikke mindst i kraft af netop 44-årige Bergs begsorte drømmesyner«.

Læs hele anmeldelsen her .

Redaktionen anbefaler

Kent går i opløsning - afskedskoncerter i København og Aarhus

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce