Gamle, tykke sultne, tykke mænd med vamle stygge sultne sind lokker dig med slikkepind (...) Pige pas på dit liv, på dit ve og dit vel, tjek dig selv før du dummer dig ihjel, pige ta’ nu vare på din krop og din sjæl, ser du verden den er ond og kærlighed kan være fæl
Natasja ’Fi Er Min’, 2007

Da Danmarks mest berømte, og i øvrigt hidtil eneste, kvindelige rapstjerne, Natasja, post mortem udgav ovenstående nummer, var det en tiltrængt hymne til alle hendes åndelige medsøstre. De vilde piger, der går i byen og spiller lige op med drengene.

Med ’Fi Er Min’ talte Natasja som en storesøster til næste generation af piger fra sit ståsted som mangeårig hiphop- og reggaepige i en drengeklub.

»Natasja døde så tidligt i sin karriere, at hun ikke nåede at hive næste generation med. Både på den elektroniske scene og med singer-songwriter-genren er der jo masser af seje piger«, fortæller Lewis Colston fra Playground Music, der har udgivet Natasja.

Domineret af mænd
I 2009 udkom der ni hiphopplader på større pladeselskaber herhjemme. Artisterne var folk som Jooks, Jokeren, Ataf, Johnson og Niarn. Dertil kommer hele urskoven af selvfinansierede og mere undergrundsagtige udgivelser.

Tælles de med, kommer vi nok op på 50 udgivelser. Ud af dem er kun en enkelt kvindelig rapper iblandt, dansk-svenske MC Tia. For dansk hiphop er her i år 2010 stadig fuldkommen domineret af mænd, der skriver tekster om våde byture, våde damer og våde drømme om den store gevinst. Så hvor bliver pigerne af?

»Jeg har nu ventet i ti år på, at der kommer en pige og sparker døren ind her på Playground. Og hvis hun kan bare det halve af Natasja, vil hun blive signet på stedet. Men bortset fra Natasja har alle forsøg med kvindelige rappere, rent kommercielt, floppet big time«, fortæller Lewis Colston.

Sidst i 80’erne blev genren ’kvindelig rapper’ afprøvet første gang herhjemme med udgivelser fra de attitudebevidste damer Salli og Jo.C.Fine. Siden kom Karen Mukupa og Natasjas fælles band, No Name Requested, på banen i starten af 90’erne, men fik ikke den nødvendige opbakning fra deres pladeselskab.

Reggaetoaster og pigerapper
Efter mange års stilhed på pigerapfronten var det først, da Natasja gæstede reggaedrengene Bikstok Røgsystems hitsingle ’Cigar’ i 2004, at det brede publikum i Danmark blev mindet om, at piger sådan set også kunne rappe.

Året efter udkom Natasjas debutalbum, ’Release’, og resten af hendes imponerende meritter som reggaetoaster og pigerapper kan læses i den aktuelle biografi ’Natasja’.

Den ene kvinde, der udgav en traditionel hiphopplade sidste år, var 26-årige MC Tia, der selv har finansieret og fået sin ep ’Shades of Variety’ til salg på iTunes. Hun er i gang med at få hul igennem i udlandet, hvor det lige nu er Vestafrika, Paris og Berlin, der booker hende.

»Jeg har da fået tilbud fra pladeselskaber, både store og små, men ikke nogen gode. Jeg er feminist og kan ikke se mig selv stå på en scene i noget stramt tøj, jeg ikke har det godt i. Eller lave en corny musikvideo om kærlighed. Så vil jeg hellere gøre det på min måde og spille på små jazzklubber og den slags, som jeg gør nu«.

MC Tia, der er halvt svensk-halvt dansk og ud af en sigøjnerfamilie, har mærket en del modvilje fra hiphoppublikummet.

»Man skal helt klart bevise mere som kvinde. Når jeg spiller i Danmark, står der altid den der række af homeboys foran scenen med armene over kors og hvisker. Det må man så bare ignorere og tro på, at det, man laver, er sejt. Men det er da en konstant battle«, siger hun.

Netværk af kvindelige rappere
For nogle år siden fik MC Tia nok af modstanden og flyttede til Sverige, hvor kvindelige rappere ikke er lige så sjældne.

»Mine tre bedste veninder i Stockholm er også rappere, og dem begyndte jeg at lave numre med. Det er det samme i Paris, hvor jeg også har boet. Der er masser af kvinder, der rapper, og det er ikke noget særligt at være pige. For mig at se er det kun Danmark, der er bagefter«, siger hun.

Sverige har da også budt på succesfulde kvindelige rappere som Feven, Mapei og Peshi, i Paris har den muslimske Diam’s godt fat i øjeblikket, mens England blandt andet har givet os Speech Debelle, Lady Sovereign og M.I.A.

MC Tia fortæller, at hun nu prøver at skabe netværk med andre kvindelige hiphopartister herhjemme, så de kan »rotte sig lidt sammen« og dermed stå stærkere.

»Jeg rapper meget for pigerne. Ikke at mændene ikke er dejlige at have med på sidelinjen, men når man sætter et par hiphoppiger sammen, så er det magisk. Jeg har rigtig tit oplevet modvilje og mistænksomhed, når jeg har skullet arbejde sammen med mænd, mens når jeg arbejder sammen med kreative piger, så er det så meget nemmere. Men jeg håber virkelig, at jeg kan være med til at sparke nogle flere i gang«, siger hun.

»Det kræver nosser«
En anden inkarneret hiphoppige er Katrine ’KCL’ Larsen, der har rappet og været dj i undergrunden i over to årtier.

»Mange af de piger, der har været i hiphop, har givet op, fordi det er så macho. Det kræver virkelig nosser at skære igennem, og jeg har da også nogle gange tænkt, »aj, hiphop, mand, bumser hele bundtet!«, fordi jeg har mærket så meget modstand gennem årene og fået at vide, at det, jeg lavede, var noget lort«, fortæller hun.

Hun driver en streetwearbutik for piger og øver sig i at blive en teknisk bedre dj. Efter planen vil hun stille op til DM i mix, den årlige konkurrence for hiphop-dj’s, hvilket efter hendes udsagn vil være »første gang i 20 år at en pige er med«.

KCL fortæller om en udtalt modvilje mod piger både fra pladebranchen, hvor »pigerappere altid lige skal igennem et stort maskineri og gøres sexede«, men også blandt den drengeklub, som det danske hiphopmiljø er.

»Det er sådan set fair nok, men man skal jo starte et sted, så det er vigtigt, at man får lov at være dårlig og så blive bedre. Og det får pigerne ikke altid. Hiphop er jo en meget konkurrencepræget musikgenre, og mange i miljøet kommer fra hårde vilkår og forskellige sociale lag og har brug for en slags syndebuk at skælde ud på. Det synes jeg rigtig tit har været pigerne«, siger hun.

Skal komme af sig selv
På pladeselskabet Artpeople sidder Christian Møller, der er kommet i hiphopmiljøet siden barnsben og sidste år stod bag adskillige udgivelser med mandlige rappere. Han mener, at når der ikke bliver udgivet kvindelige rappere, er det, fordi de ikke er gode nok.

»Noget af det smukke ved hiphop er, at man skal øve sig og blive ved for at blive god. Man kan ikke bare som pladeselskab tage en pige og springe de der ti års øvning over og udgive hende. Jeg tror meget, det handler om fordybelsen. Man kan være født med en smuk sangstemme, men tekstskrivning og flow tager rigtig lang tid at mestre«, siger han.

Men skal de her piger ikke næsten være bedre end mændene for at få en chance?

»Det kan der godt være noget om. Hiphop er jo en noget mandsdomineret og primitiv kultur, der hylder nogle bøvede idealer, som ikke nødvendigvis tiltaler piger så meget. Men jeg mener, at en pigerapper skal kunne klare sig på markedsvilkår og desuden komme af sig selv. Det er ikke noget, vi på pladeselskaberne kan fremprovokere«, siger Christian Møller.

Plads til nye piger
En, der i den grad har klaret sig på markedsvilkår, er grime-rapperen Lucy Love, der dog er mere inspireret af den britiske klubscene end den hjemlige hiphop ditto. Men også hun har undret sig over, hvor pigerne bliver af.

»Der burde jo være lige så mange piger som drenge. Der er i hvert fald ikke noget, der holder dem tilbage talentmæssigt. Inden for min genre har jeg ikke oplevet nogen forhindringer som pige, nok mere en fordel. Men det har også noget at gøre med, at der ikke er andre, der rapper på britisk og inden for grime herhjemme«, fortæller Lucy Love, der kun har rappet i fire år, men alligevel har blæst anmelderne omkuld med sit høje niveau.

Lucy Love mener, at der er masser af plads til nye piger på scenen.

»Jeg tror, der er flere pigerappere, end man går og tror. Jeg har i hvert fald fået mange beskeder på MySpace fra piger, der fortæller, at de også er rappere, men det er nok mere en hobby for dem. Og der er helt klart en tendens til at bedømme piger hårdere i hiphopmiljøet. Der er slet ikke de samme korslagte arme på den elektroniske scene«, siger hun.

Med de mange nye pigerappere i genrerne rundt om hiphop er der måske en form for nybrud i gang. Ser man på den mere kommercielle retning, så står der i øjeblikket fire piger hver fredag og rapper foran halvanden million seere i ’X Factor’. De hedder Soul Connect og rapper flydende 8210-dialekt efter deres elskede Århusbydel.