I lidt mere end to år har verdens musikkritikere ventet og ventet.

Indimellem er der sluppet små opmuntrende historier ud. ’Så er de gået i studiet’ og ’de indspiller i Los Angeles’.

Egentlig ikke nyheder overhovedet, men det er producerfænomenet Danger Mouse, de har ventet på, og han er intet mindre end musisk verdenshistorie.

Nu er han klar sammen med den tidligere forsanger fra The Shins, James Mercer, og de to har med stoisk ro, grumset hammondorgel og ringende bækkener tilfredsstillet anmelderkorpset med projektet Broken Bells. Og så har de en advarsel til alle, der tror, de ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

James Mercer står med tyndhåret sideskilning, rund hals og skjorteflipper og varmer bagen mod radiatoren.

»Ahhh«, siger han og ligner mere en gymnasielærer end halvdelen af et af musikjournalistikkens mest hypede superbands i det nye årti.

Men hans makker er ikke til at tage fejl af, og han tager den danske kulde fuldstændig køligt.

Troldmand med mikrofonhår
Danger Mouse har mikrofonhår og lang jakke, han er for cool til sit borgerlige navn Brian Burton, og han kan få bornholmsk smørrebrød til at lyde som det nye sushi.

»It was awesome, man. From Bornholm and awesome«.

Han får alt til at lyde cool, og i musikbranchen er manden med mikrofonhåret den absolut hotteste troldmand.

En ny Phil Spector, en auteur, der giver Beck, Gorillaz og alt, hvad han ellers rører ved, en legesyg og skæv lyd og forener uforenelige størrelser som Jay-Z med The Beatles eller Suzanne Vega med David Lynch.

Han tryller magisk musik frem, selv når han sammen med kunstneren Banksy river Paris Hiltons musik i stykker, mixer det på ny og brænder cd’er, som bliver solgt under Paris Hiltons navn.

Danger Mouse kan ikke sætte et ben forkert, og hvis han ikke får sin vilje, sender han en blank cd på markedet. Fuck pladeselskaberne, hvis de griber ind i det kunstneriske udtryk.

Mødtes på Roskilde
Det er ham, der er stjernen i Broken Bells, som netop har taget anmeldere i alle verdens hjørner med storm. Men han har brug for melodisk inspiration.

Det var derfor, han var den ene af to mand i Gnarls Barkley, der storhittede med ’Crazy’ i 2006. Og det er derfor, James Mercer nu står og varmer sig ved radiatoren.

LÆS OGSÅEr det mig eller mig, der er skør?

James Mercer og Danger Mouse er i Danmark for at promovere deres band Broken Bells, som anmeldere roser for fantastiske harmonier, der ikke er bange for at bryde poppens rammer. Og så er de her, fordi det var her, de mødtes.

I 2004 optrådte Danger Mouse som dj for en våd Roskilde Festival, men han blev hængende en ekstra dag for se The Shins spille, og bagefter var han besat af tanken om at arbejde sammen med forsangeren, James Mercer.

»Jeg var nødt til at snige mig backstage, for selv om jeg havde spillet på Pavilion-scenen dagen før, havde jeg ikke adgang. Først skændtes jeg lidt med vagterne, men de var ligeglade, så kravlede jeg under et hegn, men lige før jeg nåede frem til James i teltet, blev jeg stoppet«, fortæller Danger Mouse.

Vagterne anede ikke, hvem Danger Mouse var, men inde i The Shins’ telt sad bandet og lyttede til den bombe, Danger Mouse havde kastet ind musikindustriens kamp mod piraterne tidligere samme år.

Sort og hvid forening
I 2004 var Danger Mouse en anerkendt producer og dj blandt tusinde andre, men en dag sad han og legede med sin computer i sit soveværelse, og det blev starten på et voldsomt opgør i musikindustrien.

Rapperen Jay-Z havde netop sendt sit ’The Black Album’ på gaden i en a capella-version i håb om, at dj’s ville give sig til at sætte rap-vokalerne sammen med alt muligt andet musik, og imellem sine andre projekter gav Danger Mouse sig til at klippe Jay-Z’s musik i stykker som en slags overspringshandling.

Som Beatles-fan fandt han ’The White Album’ frem, for det ville jo være et oplagt mix, og så blev han grebet af arbejdsraseri. Han klippede Ringo Stars trommer i stykker og byggede rytmerne op lag på lag, inden han tilføjede musik og Jay-Z’s rap.

Efter 14 dage næsten uden søvn lykkedes det ham at mixe hele ’The Black Album’ sammen med ’The White Album’, og resultatet kaldte han ’The Grey Album’, og planen var egentlig bare at trykke et par tusinde eksemplarer som et slags visitkort, men sådan skulle det ikke gå.

Verden elskede ’The Grey Album’.

Grey Tuesday
Danger Mouse havde forenet 60’ernes musikrevolution med hiphoppens block parties, han havde forenet hvide popdrenge med de sortes egen musik, han havde kogt den moderne musikhistorie ned til 40-minutters bouillonterning. Og så lød det oven i købet godt.

LÆS OGSÅEn grå dag for musikken

’The Grey Album’ spredte sig som en steppebrand på internettet, men da Danger Mouse ikke havde fået tilladelse til at bruge The Beatles’ musik, gav pladeselskabet EMI sig til at true med sagsanlæg. Det skulle de ikke have gjort.

Et stort pladeselskab, der truer en kreativ dj, var en kærkommen sag for musikpiraterne, og aktivistgruppen Downhill Battle fejrede Danger Mouse som den frie musiks frelser og satte sig i spidsen for en event, de kaldte Grey Tuesday.

Danger Mouse ville ikke være med, men 24. februar 2004 lagde Downhill Battle sammen med adskillige pirattjenester ’The Grey Album’ ud til fri download. På den ene dag blev albummet downloadet mere end 100.000 gange.

Ulovlige sange optræder ikke på hitlister, men ’The Grey Album’ er blevet downloadet mere end Paris Hiltons sexvideo, og albummet bliver nu kaldt for en kulturhistorisk milepæl af musikkritikere.

Optagelser af tidsånden
Det var altså den frie musiks frelser, der tilbage i 2004 stod og skændtes med Roskilde Festivals vagter uden for The Shins’ telt, så naturligvis kom James Mercer Danger Mouse til undsætning. Så tog de på druk i København.

»Samme sommer tog Danger Mouses karriere for alvor fart«, fortæller James Mercer, der måtte vente på, at Danger Mouse blev færdig med Gnarls Barkley og med at producere for Beck og Gorillaz.

Men i 2008 gik de i gang, og James Mercer fandt ud af, hvad Danger Mouse mener, når han kalder sig selv for en auteur.

Over Danger Mouses computer hænger et billede af Woody Allen, for det er sådan en kunstner, han vil være. En musiker med et gennemgående projekt, en søgen efter det, der arbejder uroligt i ham. Og han er ikke tilfreds, før musikken skaber billeder.

»Ville det ikke være fedt, hvis man kunne lave musik, der fik lytteren til at skabe en hel film inde i hovedet? Eller en hel verden? Det tror jeg på, at musik kan«, erklærer han.

Hans arbejdsmetoder tog fuldstændig røven på James Mercer:
Sidekick.  James Mercer, forsanger i The Shins.
»Jeg har aldrig prøvet at lave musik på den måde. Vi indspillede musikken, mens vi lavede den. Alle idéer til riffs og melodier blev optaget med det samme«, siger James Mercer, mens Danger Mouse griner lidt ad ham.

Sådan vil han nemlig helst lave musik, og James Mercer måtte forlade sin kone og to børn i Portland for at indlogere sig tre uger ad gangen i Danger Mouses hjem i Los Angeles. Men ikke fordi de skulle arbejde hele tiden.

Danger Mouse ville snakke, læse og gå ture. Allerede under første ophold i Los Angeles gik det op for James Mercer, at de helst skulle diskutere hele verdens tilstand ind i mellem optagelserne.

»Det er jo en sindssyg tid. Verden smelter i vores konformitet, vi sidder fast i tåbelige krige, og banksektorens grådighed har sendt USA ud i depression. Og så var der præsidentvalg. Vi snakkede om det, og så optog vi«, fortæller Danger Mouse.

Han ville ikke kun lave musik, han ville optage selve tidsånden.

»Vi læste ’The Road’ (Cormac McCarthys post-apokalyptiske roman, red.). Det var før COP15, og forestillingen om en verden fuldstændig uden vegetation fyldte meget, når vi gik ture. Jeg er vant til at lave musik alene og så tage det med i studiet til resten af bandet. På den her måde er det ikke så overraskende, hvis verdens tilstand har forplantet sig til musikken«, fortæller James Mercer.

Kunstnerisk forfængelighed
Og hvad er der så i vejen med verden?

Under de lange diskussioner i Los Angeles er James Mercer og Danger Mouse blevet enige om, at overbevisning er et kæmpeproblem, som er skyld i langt de fleste ulykker.

Finanskrisen skyldes overbevisningen om, at markedet regulerer sig selv, den globale opvarmning skyldes overbevisningen om, at den vestlige civilisation har brug for både komfort og vækst, og de gider ikke engang nævne den overbevisning, der koster tusinder af amerikanske soldater livet i Afghanistan og Irak.

»Der findes mennesker, der som 25-årige beslutter sig for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, uanset hvad der sker. Den slags mennesker er farlige, mand, og hvis jeg var diktator, ville jeg opdrage folk til at tænke præcis sådan«, siger James Mercer.

Faktisk nægter de to at tage entydigt stilling til noget som helst, der ikke drejer sig om mord. Selv når man spørger dem, hvad de synes om, at deres nyudgivne album kunne findes som ulovlig piratkopi på nettet for tre måneder siden.

»Som kunstner glæder man sig til at præsentere sit projekt, og det ærgrer mig, at idioterne har byttet rundt på titlerne«, siger Danger Mouse.

»Men spørgsmålet er, om den slags kunstnerisk forfængelighed gavner musikken«.

»Spørgsmålet er vel også, om idioter gavner musikken«, griner James Mercer.

»Ja, hvad ved jeg. Det her er første gang, jeg er med i et band«, svarer Danger Mouse igen.

Broken Bells’ debutalbum udkom i mandags.