Der må være sket en fejl.

Det var min første indskydelse, da jeg så de lister, Time Magazine traditionen tro offentliggjorde i denne uge over de personer, der har gjort en forskel i 2009. Bonos navn var ingen steder at se.

Og så lige før han fylder 50.

Han blev ellers Time’s ’Person of the year’ i 2005 sammen med Bill og Melinda Gates, og er de sidste ti år kommet på en krammer med alverdens statshoveder i sine kampagner mod fattigdom, amerikansk våbenlovgivning, Vestens gældsfængsling af den tredje verden og Aids, og hvad man ellers kan nævne af veldædige sager, han har kastet sig frontalt ud i, uden at det forunderligt nok har skygget for hans indsats som sanger i U2.

LÆS OGSÅBono: Amerika kan løse de største trusler

Den vel nærmest ateistiske katolik Bono alias Paul Hewson fra Dublin-forstaden Glasnevin har heller ikke ytret sig særligt om den verserende børnemisbrugsskandale i den katolske kirke, men kaldte for nogle år siden pave Johannes Paul II en »gadekæmper og en snu forkæmper for verdens fattige«.

Har Bono mistet grebet? Eller er det ikke kun Time’s redaktion og mig, der får allergi af Bonos politiske korrekthed?

Rocksang fra kranen
Lad svaret blæse i vinden, som et af Bonos få idoler engang sang, og tage tilbage til Roskilde Festival.

Året er 1982, og U2 har kun udgivet to album, men står, takket være arrangørernes allerede dengang veludviklede fremsynethed, alligevel på den store scene.

Bono uden tonede briller forsøger at forcere det pigtrådskransede hegn ud mod publikum, og senere overtaler han en betuttet kranfører til at løfte sig ud over Dyrskuepladsen.

Her hænger han, syngende ’Give peace a chance’, og alligevel så tæt på os, at vi tror på, at rockstjerner aldrig korrumperes og altid vil så tæt på publikum som muligt. En legendarisk koncert.

Sir Bono
Dem har Bono og U2 givet nogle stykker af, siden de først i 1980’erne løb afgørende fra punk og nyrock, og etablerede sig med en musik, der fik næring fra Bonos vrede, fortvivlelse og utopiske optimisme over situationen på hans fødeø, og som her 13 album senere er endt i en liga for sig selv.

Magasinet Spin kårede for nylig U2-albummet ’Achtung Baby’ som det bedste de seneste 25 år.

Begrundelsen lød:

»I modsætning til Radiohead … tog U2 ikke deres post-industrielle, traditionelle rock-desillusion som et tegn på kulturel svaghed, men som en udfordring til at sadle om og transcendere.«

Og 1987-udgivelsen ’Joshua Tree’ er blandt de plader, mange anmeldere ville tage med på en øde ø. Spørgsmålet er, om man ville kunne holde ud at have Bono selv med på sådan en ø.

LÆS OGSÅMTV kårer historiens bedste album

Jeg tvivler. Ikke at hans indsats mod uretfærdighed ikke er uegennyttig og lydefri, og han er da også blevet overhængt med alverdens ordner og priser i den anledning.

I 2006 blev Bono af dronning Elizabeth II udnævnt til Knight Commander of the Most Excellent Order of the British Empire for sin musikalske og humanitære indsats.

Og kan kalde sig Sir. Ligesom velgørenhedsveteranen, Bob Geldof.

Men, for der er selvfølgelig et men, ja, der er flere:

Man kan undre sig over, at en så ressourcebevidst person som Bono ikke går af vejen for en gargantuansk koncertscenografi, der står i tragikomisk kontrast til den uskyldige nærhed, vi mindes fra Roskilde.

Elefantiasis
Der er gået elefantiasis i den del af U2.

Man tænkte også sit, da han og bandet kom under beskydning i britisk presse, fordi de angiveligt skulle have anbragt millioner af deres pund i skattely i Holland.

Kritikere fremhævede, at netop skatteunddragelser er med til at gøre den fattige del af verden endnu fattigere. Bono afviste anklagerne, men ikke selve skattetænkningen.

Som ved alle store kunstnere bliver alle indvendinger dog smålige, når Bono synger. Han har sådan set en ret spinkel stemme, men få får stemmen til at fylde så meget som han.

På det seneste U2-album, ’No line on the horizon’, synger han om at synge sangene frem i vore øjne, så vi alle kan bære dem som en krone.

Det er denne vilje til at ville dele, denne generøsitet på musikkens vegne og så balladerne af salmelignende skønhed, der giver Bono syndsforladelse for hans lidt for Duracell-agtige fremturen som en verdensfrelser in spe.

I musikken nøjes han ’bare’ med at være et helt menneske. Som han vel også er hjemme i Killiney med hustruen Alison og fire børn.