Den bærbare computer bliver åbnet, og et lille jackstick til højttalere eller høretelefoner sættes i siden. Cursoren farer hen over skrivebordet og finder det lille ikon med den blå node.

To klik på venstre musetast, og musikprogrammet iTunes er i gang. Musikbiblioteket er velorganiseret, og det er let at få overblik over tusindvis af sange og købe ind i netbutikken, hvis der mangler et par album.

Men hvordan var det lige, coveret til ’Aladdin Sane’ med David Bowie så ud? Et blik ned i venstre hjørne af skærmen – og så har man svaret, for selvfølgelig har Apple sørget for, at iTunes automatisk henter artwork til al din musik.

Men det kræver gode øjne, for albumcoveret er blevet nedgraderet til to gange to centimeter i både iTunes og alverdens andre musikafspillere.

Albumcoveret får renæssance
Overgangen fra den store 33 lp til cd’en på bare 14 gange 14 centimeter var hård for pladecoveret. Og overgangen til mp3 og musik på computeren har været endnu hårdere og næsten betydet døden for det kvadratiske kunstværk.

Men en lille gruppe entusiaster har stået imod – og nu ser albumcoveret ud til at få en renæssance.

SEFotos: Coverkunsten er tilbage

I morgen udkommer alle seks album med den danske rockgruppe Kashmir på vinyl. Efter sigende af den simple årsag, at alle gruppens medlemmer er glødende vinylentusiaster og elsker lyden af ’rigtige’ plader.

Men coverets store format får også rosende ord. Kashmirs forsanger, Kasper Eistrup, nævner blandt andet coverets størrelse »som noget, du kan sidde og glo på i timevis«.

Coverkunst.  Joni Mitchels album 'Hejira' fra 1976.Hyggelig musikoplevelse
»Ritualet omkring det at vende og skifte pladen tager selvfølgelig mere tid, men det er bare noget, som gør musikoplevelsen mere hyggelig. Jeg glæder mig til at kunne sidde med alle vores album og betragte dem som en anselig bunke fysik og musik«, siger Kasper Eistrup i en pressemeddelelse.

Også på det progressive galleri V1 på Flæsketorvet i København hylder de i øjeblikket albumcoveret. En række kunstnere er blevet inviteret til at skabe et cover for at fejre formatet, og resultaterne er nu udstillet og skal senere til Paris og New York og i sidste ende blive til en bog.

Seriøs kunstform
»Lp’en har været erklæret død rigtig mange gange, men formatet bliver ved at overleve. Der er noget fantastisk over det, ganske enkelt«, siger gallerist Jesper Elg fra V1.

Kunstindustrimuseet i København er også med til at understrege, at pladecovere er noget, der skal tages seriøst som kunstform. Her åbner i foråret 2012 en udstilling udelukkende dedikeret til coveret.

Coverkunst.  David Bowies 'Aladdin Sane' fra 1973.Svøbt i karduspapir
I slutningen af 1940’erne begyndte de første fuldlængdeplader at finde vej til butikkerne. De var domineret af jazzensembler og blev oftest udleveret af en ekspedient. Forsiden af de første lp’er var derfor som en varedeklaration og havde absolut intet med kunst at gøre – faktisk mindede karduspapiret omkring pladerne mest om en stor brun kuvert.

Hvordan kunstneren, der spillede på albummet, så ud, kunne være ligegyldigt. Den eneste information, man fik, var gennem et udsnit i midten af det brune papir, hvor man kunne læse kunstnerens navn og eventuelt pladeselskabet på selve pladen.

Billeder på forsiden
Trykketeknikken blev bedre i 50’erne, og man indførte ’self-service’ i pladebutikkerne, hvor kunderne selv kunne bladre i pladerne. Nu havde musikkøberne pludselig brug for at kunne genkende pladerne og få et praj om, hvad der gemte sig på vinylen.

Derfor kom der billeder på forsiden i starten af 50’erne, og sidst i årtiet begyndte især jazzselskabet Blue Note at ansætte illustratorer til at udsmykke albummene.

Men det store skred, hvor en egentlig kunstart opstod, skete først midt i 60’erne. Grupper som The Beatles, Rolling Stones og Pink Floyd havde gjort beatmusikken populær og var blevet så kendte, at de ikke længere behøvede at have deres ansigter på forsiden af pladerne.

Coverkunst.  Gasolins album 'Gasolin 3' fra 1973.Mere reklame end kunst
»Og så var det ikke alene musik, de unge knægte var gode til. Mange af dem havde en fortid på kunstskoler«, siger Peter Gyllan, grafisk designer på Danmarks Designskole, som har undervist i design af pladecovere.

For eksempel havde John Lennon gået på kunstskole i Liverpool sammen med The Beatles’ første bassist, Stuart Sutcliffe, og i London omgav Mick Jagger sig, på trods af sit økonomistudium, med kunstnere.

»Pladeselskaberne var glade, fordi de tjente styrtende på ungdomsmusikken, så de gav musikerne større mulighed for at påvirke, hvad der kom på pladerne«, siger Peter Gyllan.

Det blev starten på ti år fra 1965-1975, hvor pladecoveret næsten blev avantgardistisk som medie. Små tegnestuer skød op og skabte ikoner som ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, ’Dark Side of The Moon’ og ’Led Zeppelin I’.

Coverkunst.  Rolling Stones album 'Sticky Fingers' fra 1971.Pladecoveret er ikke ved at dø
I en sidegade til Istedgade tager Christian Rygaard imod i sin lille butik, Sort Kaffe & Vinyl. Med en kop kaffe i hånden kan man løbe igennem en lang række nye vinyludgivelser, som er butikkens primære fokus.

Christian Rygaard køber ind fra både USA og små pladeselskaber i Danmark og har set tusindvis af covere i sit liv.

»Pladecoveret er bestemt ikke ved at dø«, siger han. »Der er stadig ligesom to skoler: Dem, som bare laver et simpelt cover og skriver, hvad det er, fordi det skal handle om musikken. Og så er der dem, der bruger sindssygt meget tid på at skabe noget kunstnerisk flot«, siger han og nævner danske Oh No Onos seneste udgivelse ’Eggs’ fra 2009 som eksempel.

Cd-udgaven har et simpelt udtryk med tekst prentet på hvid baggrund. Lp-versionen har to meget detaljerede masker, der smelter sammen i en psykedelisk kollage.

Et liv uden mp3
»Der kommer folk i forretningen og spørger, om de kan købe billedrammer til pladecovere, fordi de gerne vil have dem op på væggen. Folk har måske digitaliseret deres musik, men de vil stadigvæk gerne have coveret, fordi det betyder noget for dem«, siger Christian Rygaard.

Selv kunne han aldrig drømme om at købe en mp3 eller sætte en cd på. Han lytter til ny musik på diverse musiksites på internettet, men køber kun musikken, hvis han kan få den på vinyl.

Coverkunst.  King Crimsons album 'In tje Court of the Crimson King' fra 1969Grafiske eksperimenter
I midten af 70’erne eksperimenterede bands og solister løs med det grafiske udtryk. Tegnestuen Hipgnosis blev kreativt centrum i England og sprøjtede originale albumcovere ud for Pink Floyd, Electric Light Orchestra og Led Zeppelin.

Popmusikkens høje salgstal gjorde pladeselskaberne så selvsikre, at der var vide rammer for, hvor meget man turde satse på coveret. I 1969 sendte gruppen King Crimson for eksempel deres første album på gaden uden hverken navn eller titel på forsiden.

Den ukendte kunstner Barry Godber havde malet et tegneserieagtigt nærbillede af en råbende mand i stærke farver. Og det var tilsyneladende nok til at sælge pladen. Debutanterne solgte i hvert fald guld i Storbritannien og USA og gik ind som nummer 3 på den britiske hitliste.

Grafiske mesterværker
»Illustrationen med et skrigende hoved, som man kigger direkte ned i halsen, var så stærkt udført, at pladen ikke kunne overses, og folk måtte spørge, hvem det var med«, siger Peter Gyllan fra Danmarks Designskole.

Kunstnerne havde fået et massemedie som lærred, og albumkunst blev taget alvorligt.

»Det var ikke bare billige tricks, det var grafisk godt lavet – faktisk grafiske mesterværker«, siger Peter Gyllan.

Coverkunst.  the Beatles' album 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band', 1967.Vinylpladens konkurrenter
Men så kom 80’erne, og de blev hårde for både vinylen og den såkaldte cover art. Musikvideoen tilbød en ny attraktiv platform, hvor musikerne kunne vise sig frem, og i 90’erne udkonkurrerede cd’en fuldstændig vinylpladen.

Det lille format indbød ikke til kunstneriske kraftspring på samme måde som det store lp-cover. Så i 15-20 år blev vinylen glemt af de fleste, der fandt alternativer i form af cd’er, kassettebånd, minidiscs og mp3’er.

Omkring år 2000 stod Peter Gyllan i en pladebutik i London, og her så han noget, der kom bag på ham.

»Lanceringen af de nyeste stjerner skete på to formater. Både cd og vinyl«, siger han.

Og udviklingen er fortsat. Den niche, det i en årrække har været at lytte til vinyler, ser ud til at vokse sig til noget større. I dag vil både etablerede og upcoming kunstnere lege med og udgive på den gamle analoge skive.

Coverkunst.  Pink Floyds album, The Dark Side of the Moon, 1973Stigende salgstal for vinyl
Tendensen bekræftes af Laura Liv Weikop, der studerer visuel kultur på Københavns Universitet. Hun er netop ved at færdiggøre sit speciale om det comeback, lp’en tilsyneladende er ved at få.

»Den oplevelse, du har ved computeren med en mp3, er en zapperkultur, der giver øjeblikkelig tilfredsstillelse. Men den giver ikke det seriøse, fordybende musikbrug, som du har omkring lp’en«, siger Laura Liv Weikop.

Salgstallene for vinylplader antyder også, at de er på vej ud af cd’ernes skygge. Selv om vinylerne kun står for 0,4 procent af det samlede musiksalg i Danmark, er salgstallene steget fra 4.176 i 2000 til 11.904 i 2005 og 23.044 i 2009, viser opgørelser fra pladeselskabernes brancheorganisation, Ifpi.

Og det er endda uden brugtsalg og de udenlandske plader, der bliver importeret af pladebutikkerne selv. Pladernes fremgang skyldes den større oplevelse, det giver at sætte en lp på – det er besværligt, og det fylder, men giver noget ekstra, når man kan dufte vinylen og kigge på de store illustrationer, mens musikken spiller, mener Laura Liv Weikop.

»Alt det gør, at man knytter sig mere til sit musikforbrug. I dag vil folk gerne have, at oplevelserne spiller på så mange sanser som muligt«, siger hun.

Coverkunst.  Beastie Boys album, 'Licence to Ill', 1986Eksperimenter og nytænkning
Christian Rygaard bladrer igennem pladeudvalget i Sort Kaffe & Vinyl og finder i løbet af få minutter fem-seks plader, hvor han synes, coveret fungerer rigtig godt. Og det er ikke genoptryk af cd’er eller klassiske covere fra 60’erne – det er nye udgivelser med både danske og udenlandske kunstnere, hvor man kan bruge lang tid på at studere coveret, fordi det bliver ved med at være interessant.

»Jeg har lige fået en plade ind, hvor der er et brætspil med. Når man folder selve coveret ud, er det en spilleplade, og indeni er der et ark med brikker, man kan trykke ud. Den slags kan du ikke på cd eller mp3«, siger Christian Rygaard.

»Den vokser, opfattelsen af pladeomslaget som en kunstart, hvor folk tænker, at det er nærmest lige meget, at der er en plade indeni. Det synes jeg, at jeg kan mærke. Og jeg har da også for nylig solgt plader alene på grund af coveret«.