Saxofoner og et strejf af nordisk melankoli. Men frem for alt masser af elektronisk frembragte og manipulerede klange. Plus gode beats.

Det nyeste album fra projektet Emil De Waal + befinder vi sig i udkanten af det solsystem, de fleste jazzelskere kender. Faktisk er raketten på vej i fuld fart væk fra den gode, gamle jazzklode hos den danske trommeslager Emil De Waal, der holder fast på stikkerne, men som længe har suppleret dem med masser af elektronisk grej.

Electronica møder improvisationsmusik på lige vilkår, og det er et smukt møde.

Under årets Copenhagen Jazz Festival spillede De Waal med sin nye kvartet kaldet Elguitar & Saxofon, og det skal betones, at navnet er det absolut eneste, De Waals nye orkester har til fælles med John Mogensen og tilrøget bodegastemning!

Tværtimod er lyden relativt kølig.

Guitar fra 'Twin Peaks'
Som et specielt koncept er trommeslager og elektronikbestyrer Emil De Waal på sit nye album i selskab med hele tre saxofonister, der også alle tre spiller guitar.

Det drejer sig om den gamle ven Gustaf Ljunggren, Jens Bjørnkjær og Albert Raft. Sammen besøger de fremmede universer, der godt nok swinger, men som gør det på måder, hvor beats bliver syrede, og sindet bliver omtåget, let og flyvsk.

Guitarlyde fra ’Twin Peaks’ tager bearbejdede klange fra lut, klarinet samt sære blip fra den lille batteridrevne cracklebox i hånden og lader samplinger og elektroniske effekter skabe klangrum, der helt sikkert ikke vil fortjene jazzstemplet i traditionalisternes jazzbog. Til gengæld er det musikalske kvalitetsstempel sikret.

I modsætning til, hvad der var tilfældet på De Waals og laptopmusikeren Spejderrobots forrige album, så er her små saxofonsoloer, og lyden af guitar kan genkendes. Smuk og klar endda. Men pulserende stemninger og elektroniske klangskyer dækker næsten for jazzsolen.

Spejderrobot aka Mikael Elkjær har remixet det indledende nummer, så det for alvor knitrer statisk-elektrisk og spacet til sidst på en plade, hvor kendere af eksperimenterende elektronisk musik vil nyde detaljer, mens liebhavere kan nøjes med at svælge i lyde og lækkerier fra en musiker i rivende hastighed på vej væk fra Planeten Jazz.

Også anmeldt:
Girls in Airports: Girls in Airports. Mawimusic1.

Med orkestret Girls in Airports bliver vi på Jorden. Musiktapeter til den internationale afgangshal gemmer sig bag et navn, der samler saxofonisterne Martin Stender og Lars Greve, keyboardspilleren Mathias Holm og trommeslageren Mads Forsby. Foruden percussionisten Victor Dybbroe.

De fem bruger lydeffekter, men holder i øvrigt benene nedad og hovedet opad i de 11 numre, som kaptajn Martin Stender er komponist af.

Dub og ambient grooves plus lidt præg af tribal holdes sammen af horn og funky rytmer, der sikrer musikken spændstighed. Det nordisk lavmælte, ofte decideret køligt melankolske udtryk er egnet til lydtapet, og musikken er lidt i fare for at blive anonym.

Alligevel udmøntes det jordnære også her i mere kropsligt saxofonspil.

Underholdning uden panderynker
Titelnummeret, der deler navn med bandet, er roligt, lavmælt og repeterende. Især den smukt melankolske ’Widow Bird’ bruger skamløst udtrykket og saxofonstilen fra den traditionelle jazzballade.

Girls in Airports er grundlæggende et ambient jazzorkester, der underholder dig uden at kræve din totale panderynkende opmærksomhed. Bliv i afgangshallen eller tag rumraketten med Emil De Waal.

Begge nye album beviser styrken også i den yngre og unge del af et dansk jazzmiljø, der leger stadig mere med kølige modsvar til de gamle, svedende rytmer.