Dodo Gad har en af de varmeste og fyldigste stemmer i dansk popmusik.

Benny Andersen er en af de luneste og rummeligste poeter i landet. Så med lidt held passer de to som fod i hose og snaps til sild, hvis altså blot man kan finde den rigtige fællesnævner.

LÆS OGSÅ Nyt album fra Dodo er jævnt kedeligt

Som titlen ’Dodo Benny Bossa’ antyder, har den fløjlsbløde brasilianske bossanova fået rollen som mødested mellem Dodo og Benny. Vel at mærke en jazzet bossanova diskret tilpasset det nordiske tonefald af en kompetent kvintet bestående af Jeppe Holst, Klaus Menzer, Rasmus Møldrup, Albert Raft og Steen Rasmussen.

Det er primært ’Svantes viser’, der må holde for.

På en måde en lidt pudsig beslutning, når de nu engang er så knyttet til makkerparret Benny Andersen og Povl Dissing. Dissing er jo Svante!

Mangler druk og desperation
Med sine svale fortolkninger lykkes det rent faktisk at vriste Svante-viserne fra Dissing.

Hvad der ikke helt lykkes er at give Svante en ny persona. Det er ikke en nogen voldsom karakterfuld fortolkning, Dodo og producer Jens Rud præsenterer som alternativ.

Den ligevægtige jazz og den blide bossa udmønter sig i en højst behagelig musik, hvor Dodos smukke, diskret klangfulde vokal som instrument er en udelt nydelse.

Men den indre uro, som teksterne afkræver, er der ikke meget af i udtrykket.

LÆS OGSÅDodo: »Ordet 'kusse' hører ikke hjemme i en sangtekst«

Al den druk, desperation og drilske karambolage med et vaklende selvværd og skjult stoltseren forbliver gemt i ordene.

At høre Dodo synge Bennys bossa er som at få serveret en snaps, hvor man kan sidde og glæde sig over den forventningsfuldt kølige dug på glassets yderside uden at få lov til at dyppe snablen i det stærke stads, som glasset faktisk rummer.

Mangler skvalderkål i jazzbedet
Benny Andersen spiller selv piano på den fine ’Hymne til natten’.

Her finder og fanger Dodo en flig af mørket i den dystre og alligevel forhåbningsfulde sang om menneskets rolle som skadedyr.

Også ’Svante i stormagasinet’ får hun til at swinge, men det lyder i lidt for høj grad, som om projekt Bossabenny rent faktisk har fået gjort hovedrent i sin forstand.

Man savner noget mere skvalderkål i det sirligt prydede jazzbed. ’Dodo Benny Bossa’ er med andre ord blevet en lidt for udelt fornøjelse, der mangler en skarp kant eller to til yderligere fordøjelse.

Har Dodo Gad en fremtid som jazzsangerinde? Hendes første solo-album er i så henseende et spørgsmålstegn.

Stemmen er skøn, men hun må gerne turde swinge mere.

Med mindre Dodo giver sig mere fanden i vold, vil hendes vokal under alle omstændigheder passe bedre til et mere stiligt og mindre finurligt repertoire end Benny Andersens Svante-univers.

At have indiskutabel klasse er ikke det samme som at have en troldsplint i stemmen og en ræv bag øret.