Mindre end ti år har det taget for Caroline Henderson at gennemføre det musikalske hamskifte, der har transformeret en tidligere popsangerinde til at blive danskernes darling ud i den ellers så ’svære’ jazz og slå massivt igennem.

Endda med høj kunstnerisk integritet.

En opbyggelig bedrift, uanset om man måtte tilhøre de jazzpurister, som fordømmer sådan en poptrunte, eller om man letter på låget over de modigt afsøgende plader og indimellem magiske koncerter med en stor og forbløffende stilsikker sangerinde.

LÆS OGSÅTeaterdirektør: Vi skal lave rabatkort til kulturen

For historien om den 49-årige Caroline Hendersons heftige gennembrud i løbet af de seneste år er en kærkommen bekræftelse af, at det aldrig er for sent at gentænke sit liv og ændre retning på karriere og personligt udtryk. Og at man kan overvinde svære odds, fordomme og usikkerhed. I hendes tilfælde kan den slags livsvilkår oven i købet omsættes til god musik.

»I was one/ Or maybe two/ I realize/ My mother’s eyes are blue ... I was five/ Or maybe six// My ABC/ Is racial politics/ ... I am fifteen/ Maybe older/ You see sexbomb/ But I am a soldier«, synger Caroline Henderson om sin svenske opvækst i en af sine egne, biografiske sange. De er hovedgevinsten – i hvert fald for kendere af hendes værker – i bokssættet.

Tager høflighedens figenblad fra munden
På det nykomponerede album ’Jazz, Love & Henderson’ tager Caroline Henderson høflighedens figenblad fra munden og synger sine egne ord og melodier i nogle filmisk visionære arrangementer af Butch Lacy, men fornemt produceret af solisten selv.

Sangene vil indgå i en selvbiografisk teaterforestilling med samme navn i næste måned. Men allerede her er de et kæmpeskridt for sangerinden, der går fra at være fortolker til en komponist med et godt øre for melodisk drama, krydsning af genregrænser og detaljer.

I moden alder står Caroline Henderson som en søjle af etnisk stolthed og som musiker midt i en musikalsk krydsild, hvor alt kan smides på bålet og give os varmen.

Hvad hun så gør med stor elegance, overraskelser og et par potentielle vinterhits på pejsen i form af ’Calamity Lane’ og den afvæbnende søde kærlighedserklæring på (mindst) svensk, dansk og engelsk ’Trilingual Love Song’: »You and I – på Mælkevej/ Love me – på en sommaräng«.

De 8 nye sange lægger sig i smuk forlængelse af det repertoire, Caroline Henderson i samarbejde med nogle af landets bedste musikere har fremdyrket på de 5 jazzede cd’er, som udgør ballasten her.

Man savner de udeladte album
Men de nye numre tager samtidig tråden op fra hendes gennembrud med ’Cinemataztic’. Der er en enorm rigdom at hente ved at følge Caroline Hendersons udvikling fra de vildtløbende eksperimenter på ’Don’t Explain’ (2003) til den enorme selvsikkerhed på ’Keeper Of The Flame’ (2009).

Alligevel savner man de udeladte album. Kan vel være, at forgængerne for serien her – ’Cinemataztic’, Metamorphing’, ’Naos’ og ’Dolores J - The Butterfly’ – ikke er pur jazz. Men når man nu har påvist, at den slags labels som regel blot er strammende spænder i trøjen, som har bedst af at blive sprængt, er det lidt ærgerligt, at de ikke har fundet vej ned i den sorte kasse for at vise spændvidden.

Det kan dog ikke dæmpe glæden over, at vi i Caroline Henderson har en sangerinde og nu også komponist af sjælden karat.

Med livsglæden som ledsager og tydelig inspirator på en musikalsk rejse med flere krumspring end trygge sofapuder i ryggen har Caroline Henderson vist, at jazz kan føre til en uhyrlig masse spas.

Hvis man ikke tager sig selv mere alvorligt end den musikalske metier.

FACEBOOKBliv ven med Politiken