Også anmeldt

Lundin Danemo Kvintett. Nat. Kopasetic CD 035.

Søren Dahl Jeppesen. Red Sky. Gateway/Dog Day Music 002.

Den unge pianist August Rosenbaum er bestemt ikke en musiker, der bevidst dyrker nordisk-musikalske stereotyper, men følger nærmere sine egne uransagelige veje.

Men det forhindrer ikke, at der kan fornemmes en kerne af skandinavisk eftertænksomhed i hans musik.

Efter den smukke og personlige debut-cd ’Beholder’ sidste år har August Rosenbaum været inde i varmen på den danske jazzscene med prisudmærkelser og kunststøtte.

Med ’Live LP’ smækker han ublu en flot, gammeldaws dobbelt-lp på bordet. En herlig fysisk realitet med smukt cover og to vinylskiver, der dokumenterer en koncert i Copenhagen JazzHouse i november 2010 med Rosenbaum og hans faste triopartnere, bassisten Jesper Thorn og trommeslageren Rasmus Lund.

Via en kode kan man hente musikken som download på pianistens hjemmeside, hvis grammofonen skulle være smidt ud.

Særlig kvalitet er der over ’Pannon’ – et dynamisk stykke, der nok bevæger sig i en stemning, hvor stearinlysene fortsat står fast på bordene, selvom der er åbnet op til vinden og stjernerne udenfor.

Der er noget på spil her i den nordiske nats skygger, som pusler og rumler i Jesper Thorns knagende kontrabas og i Rosenbaums klaverspil, som følges tæt og stærkt af Rasmus Lunds trommer.

Abstrakt harmonik og finurlige motiver
’D’accord’ rummer Rosenbaums særlige dobbelttydighed som rytmisk pianist med en klassisk-musikalsk sensibilitet, hvilket han ikke mindst har til fælles med forbilledet Jason Moran, hos hvem han også har studeret.

De deler bl.a. en flair for let abstrakt harmonik og finurlige motiver.

LÆS ANMELDELSE Ny impressionisme springer frem i dansk jazz

Rosenbaums musik er fortsat i substansen en slags skandinavisk balladejazz, der ikke desto mindre trækker på rockmusikkens cirkelformer, tilsat senromantiske eller impressionistiske anelser af Brahms, Debussy og Satie, som atter kan krumme sig sammen i et buk til amerikansk bar-blues.

Det hele samles i et tæt omslynget forløb i kompositionen ’Shoyn Fargessen’, lidt af en genistreg, der udgør et af højdepunkterne på denne stærke udgivelse. Spørgsmålet er, om trioen fremadrettet tør løsne elastikken i sammenspillet endnu mere op i retning af det spontane.

Overlegent spil i klassisk jazzkvintetformat
Saxofonisten Fredrik Lundin havde i slutningen af 1990’erne en fremragende nordisk kvartet sammen med den svenske trommeslager Peter Danemo.

Gruppen har fået en ny udformning efter mere end ti års pause. Nu som kvintet med helt nye musikere, som kan høres på den glimrende udgivelse ’Nat’.

Pladen udmærker sig ved et utvungent, luftigt og overlegent spil i klassisk jazzkvintetformat. Lundins tenorsax sekunderes af den svenske veteran, trompetisten Jan Allan, der gør et smukt, lyrisk stykke arbejde, selvom hans tone er blevet noget skrøbelig og tynd.

En særlig overraskelse i orkestret er det unge stortalent bag klaveret, Jonas Östholm. Hans lette, funklende og melodisk styrede højrehåndsspil har en særlig fremtrædende fascinationskraft i stykker som ’Hidden Inside’ og ’Flygtningen’.

Den spændende bassist Christian Spering evner både at være fast ankerpunkt i musikkens bund og at bidrage solistisk som i introduktionen til den afdæmpede ’Calm’, hvor Fredrik Lundin efterfølgende formulerer sig som en moden mester på saxofonen.

’Nat’ er ikke en plade, der dyrker det originalt nye. Men med sine melodiske kompositioner, sin finesse og sit rolige temperament har musikken en slidstyrke, der understreger dens umiskendelige kvalitet.

Monoton tristesse
Guitaristen Søren Dahl Jeppesen tager i denne ombæring prisen for cool skandinavisk nattestemning på sin anden udgivelse, der atter på næsten skamløs vis dyrker melankoliens klangrige univers med syngende elektrisk guitar og en række afdæmpede melodier.

Som sådan er han en del af den tyste trend blandt en række yngre danske musikere i disse år. Og et perfekt match er islændingen Óskar Gudjónsson, hvis luftige saxofonspil til fuldkommenhed går i spænd med Jeppesens intentioner. De instrumentale sange er smukt iscenesat, og der er vellyd over hele linjen.

Absolut indtagende musik, der scorer højt på atmosfæreskalaen. Men der gærer også en monotoni i den musikalske tristesse, som trods alt begrænser den kunstneriske rækkevidde.

FACEBOOKBliv ven med Politiken